Er jeg færdig med triatlon?

Er det her mig der vinker farvel til triatlon? eller er det  bare et “på gensyn”?

Sagen er den, at jeg de sidste mange, mange måneder har svævet rundt på en stor lyserød sky. Skyen er ikke blevet mindre, og den har mildest talt fået mit fokus til at ændre sig. Jeg har ikke længere samme behov for at cykle weekenden væk, løbe solen sort eller ligge og kigge på klinkerne på bunden af et svømmebassin. Det er ligesom om, at det bare er meget mere hyggeligt at spendere tid sammen med ham den lækre, der tilmed også er flyttet ind 😉

Og det er ikke fordi at Mads ikke kan lide at træne, det kan han rigtig godt – faktisk, så er det hans skyld, at jeg nu er begyndt at løfte på virkelig tunge ting! Og det viser sig tilmed, at jeg er temmelig god til det! Så det sidste lille år, har der været fuld fart på crossfit, og det er “kun” blevet til en enkelt halv ironman i Helsingør (hvor billedet er taget). Der bliver stadig lavet kardio, for jeg kan ikke undvære at løbe, og Mads har endda købt en racercykel, så cyklingen bliver heller ikke lagt helt på hylden. Men jeg må bare erkende, at mit mæthedspunkt omkring triatlon er blevet nået – for nu i hvert fald. Tricyklen er blevet pakket væk, men jeg kan alligevel ikke få mig selv til at sælge den…for hvad nu hvis?

Min lyst til at blogge har også indfundet sig igen, men det kommer nok til at handle mere om crossfit og rejser end om triatlon 🙂

KMD IRONMAN 70.3 Elsinore

Søndag var en lidt lang dag på tri-kontoret, som ikke helt gik efter planen, men jeg er egentlig hverken skuffet eller ked af det, for jeg tog en masse gode ting med mig fra racet – bl.a. en ny personlig rekord 🙂

Svøm

Det er altid sjovt at tage toget til et stævne klokken meget tidligt om morgenen, for der er kun smånervøse triatleter og PIV-stive mennesker med. Så “duften” i min togvogn var en blanding af nervøs sved, gammelt værtshus og McDonalds 😉

Velankommet til den smukkeste morgen længe, fik jeg pumpet min cykel, hilst på folk, drukket energidrik, suget stemningen til mig og kom i våddragten. Svømmestarten gik over al forventning, jeg hoppede i og blev overhovedet ikke grebet af panik, som jeg ellers “plejer”. Så det var bare afsted ud over stepperne og rundt om 20 bøjer. Der var fin luft undervejs, men omkring bøjerne klumpede det til og jeg fik en del tæsk og fik desværre også drukket rigtig meget saltvand der smagte fælt af benzin – det kom til at forfølge mig resten af dagen.

Svømmetiden blev 39:27 og jeg var så glad, at jeg på vej ind i T1 råber til mine klubkammerater “UNDER 40 MINUTTER” 🙂

Cykling

Jeg havde det dårligt – virkelig dårligt på cyklen. Saltvandet havde sat sig på tværs og hver gang jeg forsøgte at indtage energi i nogen som helst form, så ville det bare ikke ned gennem svælget. Jeg fik kvalme og maven krampede sig sammen bare jeg forsøgte at drikke helt almindeligt vand. Sammenlagt energiindtag på cyklen blev derfor: 2 slurke vand, 1 halv vingummi og 2 mundfulde banan. Behøver vist ikke at sige, at det ikke var helt optimalt.

Jeg havde håbet på at køre omkring 2:30-2:45 på cyklen – benene har været gode på det sidste, og jeg er blevet stærk på cyklen, men nej. Kroppens tilstand gjorde, at der ikke var nogle kræfter at skyde med, så cykeltiden blev 2:51:30. Stadig godkendt, når jeg tænker på, hvor dårlig jeg var og hvor meget jeg måtte kæmpe med min hjerne der hele tiden sagde ting som, “den er helt gal, vil du ikke godt stoppe den cykel LIGE nu!”, “Du kommer til at kollapse på løbet, når du ikke får energi, så du kan ligeså godt udgå nu”, “STOP SÅ DEN CYKEL!”.

Løb

Løbet er virkelig ikke noget at skrive hjem om. Jeg ramte løberuten uden energi, og kom igennem de 21 km. på vand og cola – slet, slet, slet ikke optimalt. Så jeg lader bare billederne tale for sig selv – løbetid blev: 2:30:27 (!).

Av av av

Jeg ser jo SUPER afslappet ud…eller

Her er jeg ikke alene om at lide…

Welcome to the FINISH LINE!

Men i mål kom jeg da og det er jeg virkelig taknemmelig for. Det holdt hårdt til sidst – men det blev stadig til en ny PR med ca. 9 minutters forbedring siden sidste år. Og jeg har lært, at jeg sagtens kan gennemføre en halv Ironman på “vand og brød”…eller mangel på samme. Det kan godt være at det ikke er kønt og heller ikke super hurtigt, men det er stadig gennemført 🙂

Når Facebook deler minder…

…kan man godt blive lidt overrasket over den udvikling der er sket 😉

Facebook mindede mig forleden om, at dette billede nu er 7 år gammelt! Jeg blev lidt overrasket over æblekinderne og dobbelthagen, og dykkede ned i arkivet for at finde et helkropsbillede fra 2010. Og det lykkedes – det er fra Universal i L.A. og jeg blev en anelse paf.

Der er gået 7 år siden de to ovenstående billeder blev taget – og der er røget 14 kilo og en del tøjstørrelser siden – før brugte jeg str. 34 i bukser, nu begynder dem i str. 28 at sidde lidt for løst. Tøjbudgettet er udfordret!

I lørdags så det sådan her ud, da jeg løb sammen med Mikkeller Running Club (Ved ikke lige hvorfor jeg tjekker neglene ud inden afgang…!?)

Min krop er blevet lavet om – den er blevet stærk, og den kan bære mig igennem en Ironman – jeg er sgu lidt stolt af den. Samtidigt, så ser jeg ofte hende den anden, der har 14 kilo mere på sidebenene, i spejlet. Det gør at jeg stadig køber for stort tøj, at jeg pakker mig ind i store tshirts og tit er usikker på mig selv.

Jeg har ikke tabt mig super hurtigt, jeg har ikke været på en benhård kur – udviklingen er kommet snigende over de sidste syv år, hvor min livsstil stille og roligt blev lavet om – motion er i høj grad blevet en del af min hverdag og min identitet. Jeg spiser stadig alt for usundt og alt for meget slik og kage, men mad gør mig glad, og jeg vil ikke undvære det og pine mig selv i processen. Jeg vil heller ikke forsage alkohol eller en sjov tur i byen – der skal være balance i tingene!

Jeg tror ikke på hurtige løsninger – jeg har prøvet mine ture med NUPO pulver, og det har aldrig været en succes. Jeg tror ikke på at sulte sig selv – så bliver man jo til fare for samfundet. Jeg tror på, at man skal finde noget man er passioneret omkring, og så vil brikkerne automatisk falde på plads, og man vil få nemmere ved at acceptere sig selv.

Hvad er din passion?

Næste år er ved at tage form…

Det er snart 7 uger siden at jeg blev Ironman, og jeg har langt fra fået nok af triathlon og af at udfordre mig selv, så næste år er så småt ved at tage form. Jeg skal på SÅ mange eventyr allerede og jeg GLÆDER mig!

Til februar tager min far og jeg til New Orleans – vi skal opleve byen, høre jazz, spise overdrevet god mad og så løber jeg også lige et halvmarathon i byens gader. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted med farmand, og jeg er sikker på at vi kommer til at få en helt igennem fantastisk ferie sammen.

Så skal jeg også ud og rejse med min godeste veninde Ida…vi skal både til Bornholm for at køre cykelløb og så tager vi også et smut til Sverige og ondulerer en halv Ironman. Det her glæder jeg mig også helt enormt til – vi kommer til at hygge os max imens vi laver det vi allerbedst kan lide 😉

Og så er årets helt store mål jo også på plads – Ironman i København skal opleves igen.

Hvad skal jeg ellers deltage i? Nogle gode ideer?

 

Powerman Classic

Nu er det snart ved at være en del uger siden at jeg helt spontant deltog i Powerman Classic – tiden har bare ikke lige været til at opdatere bloggen.

Jeg købte et startnummer på Facebook om tirsdagen, og søndag stod jeg på startstregen. Jeg ved ikke helt om det var en god ide – det var ligesom om jeg ikke var så fokuseret, og de berømte sommerfugle i maven var heller ikke til stede. Samtidig var det meget fedt at race helt uden nerver 😉

Nyder morgenen inden det går løs

Jeg kunne jo ikke sidde der på kajkanten hele dagen, selvom det var meget fristende. Jeg fik klædt om, og stillet mig til start. De første 10 km. løb gik egentlig ok, og jeg kom fint ud på cyklen.

Non-drafting stævne siger du?

Der er noget jeg ikke helt forstår – når nu arrangørerne gør et stort nummer ud af at det er et non-drafting stævne, hvordan kan det så være de lukker så mange atleter ud på en 30 km. rundstrækning, så vi ikke kan undgå at køre i kø? Undervejs blev nogle af vendepunkterne også ændret, vejviserne havde ikke helt styr på bilerne og en børnefamilie fik også forvildet sig ud på Diget – så alt i alt en MEGET spændende cykeltur.

Tilbage på Bryggen, og de sidste 10 km. løb ventede. Det var blevet virkeligt varmt, så det føltes som at løbe rundt i en ovn rundt på voldende. Jeg led og måtte grave virkeligt dybt mange gange. Heldigvis var der masser af hep på vejen rundt og jeg fik selskab af en klubkammerat undervejs og vi fik hanket lidt op i hinanden.

Smukke omgivelser – men AV!

Det lykkedes mig at komme hele vejen i mål, og det var en fed følelse og et dejligt træningspas 😉 Ved ikke helt om jeg vil lave den igen næste år, men det var sjovt at prøve kombinationen løb, cykel, løb. Nu venter Kronborg lige rundt om hjørnet på søndag – yikes 🙂