Post-influenza

Skal vi ikke bare lade som om at den sidste uge ikke har eksisteret?

Natten til mandag i sidste uge vågnede jeg, og havde virkelig ondt i halsen. Jeg tog alligevel på arbejde (dumt) og endte med at smutte hjem omkring middag med feber, for derefter at ramme sofaen og sove resten af dagen væk. Resten af ugen var for mit vedkommende fuldstændig begivenhedsløs (på nær fredag og lørdag – men det kommer vi til) – jeg lå på sofaen, sov, læste, sov, læste, så lidt fjernsyn, sov igen…og blev mere og mere frustreret! Både over at jeg bare var herhjemme og bl.a. gik glip af “Thanksgiving Dinner” på arbejdet, men især fordi jeg ikke kunne træne. Når Daniel kom hjem og skiftede til træningstøj, lå jeg og skumlede i min febertåge og mente bestemt at jeg også kunne gå med – det fik jeg ikke lov til 😉 Nå, men en uge senere, og i dag er der kun lidt hoste tilbage og lidt manglende stemme. Og jeg har været i træningscentret og styrketræne i hele 40 minutter – hold nu op, hvor var det hårdt!

Fredag var begivenhedsrig på den måde, at jeg havde en tid hos lægen – både for lige at få tjekket mit venstre knæ, men også for at se om der muligvis var nogle gode stoffer der kunne drive influenzaen ud af kroppen (det var der ikke). Lægen mente, at løsningen på mine knæproblemer, var et skud binyrebarkhormon…det havde muligvis også løst en masse problemer, men han stak desværre forkert, og fik ikke ramt det han gerne ville ramme. Så jeg sidder nu tilbage med et knæ der helst ikke må belastes for meget de næste par dage – og som stadigvæk gør ondt det oprindelige sted. Mega ØV!

Lørdag var til gengæld begivenhedsrig på en meget mere positiv måde. Der var arrangeret film og spisning med mentorgruppen i /tri club denmark. Vi startede i Cinemateket, hvor der var Danish Adventure Film Festival. Vi skulle se “979 minutter“, en film om Jacob Elkjær’s deltagelse i Norseman. Inden filmen var der en introduktion og en anden film blev vist, hvor jeg brillerede med at få det største hosteanfald og måtte gå ud af salen…den film så jeg kun 10-15 minutter af. 979 minutter var til gengæld rigtig god (og her havde jeg hosten under kontrol), og den blev for alvor gjort levende da Jacob Elkjær selv svarede på spørgsmål bagefter. Efter film og spørgsmål cyklede vi på tværs af byen og spiste på Bio Mio i vores “hood”. Jeg tror, at vi var næsten 20 fra mentorgruppen og det var så hyggeligt at snakke træning, motivation og lære hinanden bedre at kende. Super aften, selvom Daniel og jeg måtte gå forholdsvis tidligt hjem, fordi jeg stadigvæk ikke var frisk – revanche næste gang 🙂

Som sagt, vi skipper sidste uge, og er nu nogenlunde tilbage til normalen. Jeg håber på at have en anmeldelse af bogen “Ekstremløberen” klar til jer meget snart 🙂

 

Reklamer

Søndagsstatus

Jeg har været syg fra tirsdag til fredag i den forgangne uge, så det er naturligvis minimalt hvor meget der er blevet trænet. I dag var jeg dog til ski’n’bike med tri club denmark – mere om det i morgen 🙂

Ugens træning

Mandag: 1 times Zumba
Tirsdag: Syg
Onsdag: Syg
Torsdag: Syg
Fredag: Syg
Lørdag: 60 min styrketræning
Søndag: 60 min ski’n’bike

31 km “transport”-cykling

Follow on Bloglovin

Fjollet Fredag

Jeg har været syg de sidste par dage, så det her billede passer ret godt på hvordan jeg har haft det…uden energidrik vel at mærke 😉

Follow on Bloglovin

1½ uge efter marathon – hvordan går det?

Ja, hvordan går det egentlig? Der er gået 1½ uge siden marathon, og hver dag er det ligesom om at kroppen har ondt et nyt sted. I går havde jeg rigtig ondt i hofterne, i forgårs var det det ene knæ og i dag er det især min venstre hæl der driller.

Sidste uge stod i restitutionens tegn (og med et par dages sygdom, havde jeg heller ikke rigtig noget valg). Men i den her uge er jeg så småt i gang igen. I søndags løb jeg 3 km på løbebånd og fik trænet styrketræning i 30 min. Mandag tog jeg en times spinning, i går var hviledag og i dag vil jeg prøve at hoppe på løbebåndet igen.

Det føles enormt mærkeligt at kroppen er SÅ træt og brugt, når nu man har været vant til 5-6 træningspas om ugen. Til spinning i mandags havde jeg svært ved rigtigt at få pulsen op, men alligevel var kroppen tung og jeg svedte helt overdrevet i forhold til intensiteten. Nå, jeg kender jo årsagen, så bliver vel nødt til at give kroppen lidt tid til at komme sig ordentligt.

I aften skal Daniel og jeg til foredrag om mentaltræning og motivation i /tri club danmark. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Men det bliver hårdt i morgen at komme op kl. 5 til svømmetræning, når det bliver sent i aften. Den tid den glæde 😉

Follow on Bloglovin

Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 2

De sidste 48 timer har jeg brugt på langs på sofaen med migræne og maveinfluenza. Det er vist meget normalt at blive syg efter marathon, men det har ikke været særligt sjovt. Til gengæld har det givet mig tid til at tænke over hvad det var der egentlig skete i søndags. Så her kommer beretningen fra selve BMW Berlin Marathon 2013 🙂

Søndag morgen stod vi op kl. 6 og spiste vores medbragte havregryn og drak en masse vand. Det var ikke fordi appetitten var overvældende, men ned skulle det jo. Starbucks havde ikke åbent på den tid af dagen, men heldigvis lå der en McDonalds lige overfor, hvor vi fik vores kaffefiks. Hotellets lobby var fyldt med løbere, og da vi bevægede os over mod startområdet kl. 8 gik det for alvor op for mig, hvad det var vi skulle i gang med. Efter lidt forvirring (startområdet var KÆMPE stort) fik vi afleveret vores tasker og aftalt et mødested efter løbet.

Fordi det var vores første marathonløb skulle vi starte bagerst, så vi bevægede os over mod blok H. Luften sitrede af nervøsitet og lige meget hvor man kiggede hen var der spændte og forventningsfulde løbere. På det her tidspunkt følte jeg mig ret afklaret og var egentlig ikke længere nervøs. Jeg glædede mig til at komme i gang. Det var en overdrevet smuk morgen, disen hang let over Reichstag og mens vi ventede på at blive sendt afsted var himlen blå og solen brød frem. Og så må jeg indrømme at jeg var meget tæt på at fælde en tåre, da eliten blev skudt afsted 8:45 og de gule balloner blev sendt til vejrs. Det var virkelig meget rørerende.

Klar til start iført fine gule plastikposer
Berlin Marathon 2013

De gule balloner bliver sendt afsted (billedet er lånt fra Berlin Marathon’s facebook side)
Berlin Marathon 2013

De første par 100 meter løb Daniel og jeg sammen og skiltes lige efter Sejrssøjlen (han løber nu engang hurtigere end mig). Der var mennesker overalt og en del kilometer løb jeg og smilede helt uhæmmet. Jeg var helt høj over at være en del af så stort et arrangement.

Masser af overskud
Berlin Marathon 2013

Omkring 21 km havde min blære fået rigeligt med vand, gel og energidrik og selvom det irriterede mig lidt, stillede jeg mig i kø til de transportable toiletter. Inde i “boksen” gik jeg til gengæld i baglås – der var VIRKELIG klamt! Så efter lidt debattering frem og tilbage, besluttede min blære og jeg at det der tisseri vist godt kunne vente (ja, jeg er lidt sart). Så videre gik det, og jeg havde det stadig rigtig godt. Jeg var startet ud i et meget langsomt tempo, både fordi jeg var bange for at bruge al min energi og samtidig fordi der simpelthen var så mange mennesker at jeg hurtigt opgav at løbe zig zag hele tiden (zig zaggeriet endte med at koste 800 m – så da jeg løb over målstregen havde jeg løbet 43 km!).

Undervejs på ruten var der masser af bands og opbakningen fra de danske tilskuere var FÆNOMENAL! Det gjorde at jeg ikke på noget tidspunkt løb med musik i ørerne, selvom ipod’en ellers var med. Jeg gjorde mit bedste for at nyde stemningen, og suge alle indtryk til mig (hvor tit løber man f.eks. bagved Asterix og Obelix?). Og så må jeg sige, at de 300 kr. min t shirt med påtrykt Danmark kostede mig, er de bedste 300 kr. jeg har brugt i lang tid. Sikke et boost det gav når man kom forbi en gruppe danskere med flag og båthorn og alt muligt andet og de råbte “KOM SÅ DANMARK”. 1000 millioner tak til jer!

Indtil omkring 32-33 km havde jeg det faktisk rigtig godt. Benene begyndte selvfølgelig at blive lidt ømme, men ellers følte jeg ikke på noget tidspunkt at muren nærmede sig. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde mig hydreret, og drak både energidrik og vand i de fleste depoter (suppleret med gel hver 5. km). Heldigvis fungerede det fint, og jeg havde ingen problemer med maven på noget tidspunkt. Ved 33 km blev det alligevel for meget for blæren, og endnu engang stillede jeg mig i kø til de fine pink toiletter – jeg kom heldigvis ind på et der ikke var overdrevet klamt og fik klaret min “business”. Vel ude af boksen gik jeg lidt, og her begyndte mit venstre knæ at drille. Det føltes lige pludselig meget hypermobilt og som om det ikke helt ville holde. Jeg prøvede at løbe lidt igen, og fandt ud af at det var bedre at løbe end at gå. Så fremad gik det – omend langsomt.

Det begynder at gøre ondt
Berlin Marathon 2013

I stedet for at smile koncentrerer jeg mig om at trække vejret…
Berlin Marathon 2013

De næste 5-6 km var lange…MEGET lange. Jeg følte ikke jeg kom nogle vegne, og på det tidspunkt var mit ur næsten 1 km foran de officielle kilometerskilte. Men stadigvæk ingen mur – heldigvis. Der var kun lige 4-5 minutter hvor jeg blev lidt let i hovedet og lige måtte minde mig selv om hvad det var jeg var i gang med – her hjalp de mange danskere endnu engang, og heldigvis stod der en gruppe midt i min minikrise, som opdagede at der stod Randi på mit startnummer, og begyndte at råbe “KOM SÅ RANDIIIIII”. Det fik mig tilbage til virkeligheden og krisen var overstået.

2 km tilbage og benene fik nyt overskud. Jeg kunne høre menneskemængden på Unter den Linden og viste at lige om lidt havde jeg gennemført mit første marathon. Det var ikke til at tro på og jeg måtte kæmpe lidt med at holde tårerne tilbage. Lige siden vi startede på træningen mod marathon, har mit motto været “Finish Strong”, og det ville jeg også gøre nu.

Finish Strong!
Berlin Marathon 2013

I mål – og en tåre bliver tørret væk 😉
Berlin Marathon 2013

Min officielle tid blev 5:04:34 (efter 43 km!) og min egen tid på mit ur blev 4:59:05 🙂 Jeg er meget tilfreds – det var mit første marathon og hele vejen igennem en god oplevelse.

Efter mål havde jeg kun en ting i hovedet, og det var at finde Daniel og sikre mig at han også var kommet helskindet igennem løbet. Det var han og vi stavrede hjem til hotellet. Stolte, glade, trætte og med meget stive ben. Heldigvis virker det til at vi er sluppet uden skader. I dag, 5 dage senere, har jeg slet ikke ondt i benene. Min venstre hæl er en lille smule øm, men det er det eneste. Vi har begge to mod på mere og jeg glæder mig allerede til Københavns Marathon næste år. Og ja, vi har også meldt os til lodtrækningen om startnumre til Berlin 2014 😉

Stolt, rørt og meget træt
Untitled

Daniel med sin medalje
Untitled

Min nye yndlingstshirt
Untitled

Follow on Bloglovin

Frustration og sygdom

Nu er det over en måned siden at jeg sidst har fået skrevet på bloggen – det er for dårligt. Overskuddet har ikke været så nemt at finde på det seneste, og jeg er ikke sikker på at det bliver bedre i nær fremtid. Men nu prøver vi alligevel med et lille indlæg 🙂

Først en status over hvordan det egentlig går med det der løb:

Lørdag den 10. november var jeg ude på min hidtil længste tur. Det blev til 16 km på 1:53:55 og jeg var pavestolt da jeg kom hjem – og indehaver af 2 virkelig store vabler!

Søndag den 18. november var Daniel og jeg med til et “Fun Run” i forbindelse med optagelse af promotion-materiale til VM i Halvmarathon 2014. Det var en rigtig god oplevelse og jeg håber virkelig at jeg om ca. 40 min. er indehaver af et startnummer.

Ellers har den stået på ture af ca. 8 km og det går rigtig godt – foden har det fint, benene bliver ømme og jeg får klaret hjernen.

Dog har jeg ikke løbet de sidste 6 dage! Jeg har haft en omgang sygdom IGEN! Daniel og jeg havde taget fri fra arbejde i fredags for at have en rigtig hyggedag. Jeg vågnede med ondt i halsen, men gjorde mit bedste for at ignorere det. Lørdag blev det så lige lidt værre og søndag måtte jeg indrømme overfor mig selv at jeg var blevet syg igen. I går og i dag er blevet brugt på sofaen, hvor jeg har sovet rigtig meget og pudset en hel del næse. Jeg håber på at komme på arbejde i morgen og måske tage en kort løbetur når jeg kommer hjem.

Og det er her frustrationen sætter ind – hvordan kan det være, at når det går rigtig godt med træningen, så rammer man lige en sygdomsvæg? Jeg synes tit det sker for mig – ved ikke om mit immunforsvar ikke kan følge med eller om jeg måske burde spise lidt flere vitaminer!? Frustrerende er det i hvert fald! Men på den positive side, kan jeg så konstatere at jeg er ved at være en “rigtig” løber. Jeg glæder mig til at komme ud og løbe igen og jeg savner det virkelig meget, når jeg ikke kan andet end at ligge på sofaen i selskab med Kleenexpakken. Krydser fingre for i morgen!

Syg!

Syg

Lige når alting går godt, skal der lidt malurt i bægeret. Jeg startede jo på 20-ugers maratonprogrammet dagen efter friløbet og har overholdt det til punkt og prikke hele sidste uge, men søndag gik det galt. Daniel og jeg var i Sverige og besøge hans forældre, og jeg vågnede med ondt i halsen. Daniel var allerede begyndt at skrante om lørdagen, så jeg vidste godt hvad klokken havde slået. Alligevel forsøgte jeg mig med at cykle på arbejde mandag morgen, kun for at vende om igen og cykle hjem efter en times tid. De sidste par dage er så blevet brugt i selskab med te, piller og kleenex. I dag går det bedre, og jeg regner helt bestemt med at skulle på arbejde i morgen og måske også løbe en lille tur. Så må jeg begynde på uge 19 af løbeprogrammet på søndag. Det mest ærgerlige ved at vi har været syge, bortset fra at vi blevet skubbet en uge tilbage i vores træning, er at Daniel havde fødselsdag i går. Vi fejrede ham ved at ligge på sofaen og se Criminal Minds, hoste om kap og se hvem der kunne bruge flest kleenex – vi må tage revanche i weekenden.

Men før vi blev syge, var vi faktisk ude på en rigtig hyggelig løbetur midt i den svenske skov i lørdags. Det blev til 7 km op ad bakke og ned ad bakke – væsentligt mere kuperet end at løbe rundt om søerne i København. Sådan her så turen ud på GPS:

Løbetur Sverige