…kan man godt blive lidt overrasket over den udvikling der er sket 😉
Facebook mindede mig forleden om, at dette billede nu er 7 år gammelt! Jeg blev lidt overrasket over æblekinderne og dobbelthagen, og dykkede ned i arkivet for at finde et helkropsbillede fra 2010. Og det lykkedes – det er fra Universal i L.A. og jeg blev en anelse paf.
Der er gået 7 år siden de to ovenstående billeder blev taget – og der er røget 14 kilo og en del tøjstørrelser siden – før brugte jeg str. 34 i bukser, nu begynder dem i str. 28 at sidde lidt for løst. Tøjbudgettet er udfordret!
I lørdags så det sådan her ud, da jeg løb sammen med Mikkeller Running Club (Ved ikke lige hvorfor jeg tjekker neglene ud inden afgang…!?)
Min krop er blevet lavet om – den er blevet stærk, og den kan bære mig igennem en Ironman – jeg er sgu lidt stolt af den. Samtidigt, så ser jeg ofte hende den anden, der har 14 kilo mere på sidebenene, i spejlet. Det gør at jeg stadig køber for stort tøj, at jeg pakker mig ind i store tshirts og tit er usikker på mig selv.
Jeg har ikke tabt mig super hurtigt, jeg har ikke været på en benhård kur – udviklingen er kommet snigende over de sidste syv år, hvor min livsstil stille og roligt blev lavet om – motion er i høj grad blevet en del af min hverdag og min identitet. Jeg spiser stadig alt for usundt og alt for meget slik og kage, men mad gør mig glad, og jeg vil ikke undvære det og pine mig selv i processen. Jeg vil heller ikke forsage alkohol eller en sjov tur i byen – der skal være balance i tingene!
Jeg tror ikke på hurtige løsninger – jeg har prøvet mine ture med NUPO pulver, og det har aldrig været en succes. Jeg tror ikke på at sulte sig selv – så bliver man jo til fare for samfundet. Jeg tror på, at man skal finde noget man er passioneret omkring, og så vil brikkerne automatisk falde på plads, og man vil få nemmere ved at acceptere sig selv.
Hvad er din passion?
Take Me to the Finish Line 