Når Facebook deler minder…

…kan man godt blive lidt overrasket over den udvikling der er sket 😉

Facebook mindede mig forleden om, at dette billede nu er 7 år gammelt! Jeg blev lidt overrasket over æblekinderne og dobbelthagen, og dykkede ned i arkivet for at finde et helkropsbillede fra 2010. Og det lykkedes – det er fra Universal i L.A. og jeg blev en anelse paf.

Der er gået 7 år siden de to ovenstående billeder blev taget – og der er røget 14 kilo og en del tøjstørrelser siden – før brugte jeg str. 34 i bukser, nu begynder dem i str. 28 at sidde lidt for løst. Tøjbudgettet er udfordret!

I lørdags så det sådan her ud, da jeg løb sammen med Mikkeller Running Club (Ved ikke lige hvorfor jeg tjekker neglene ud inden afgang…!?)

20170603_105649
Min krop er blevet lavet om – den er blevet stærk, og den kan bære mig igennem en Ironman – jeg er sgu lidt stolt af den. Samtidigt, så ser jeg ofte hende den anden, der har 14 kilo mere på sidebenene, i spejlet. Det gør at jeg stadig køber for stort tøj, at jeg pakker mig ind i store tshirts og tit er usikker på mig selv.

Jeg har ikke tabt mig super hurtigt, jeg har ikke været på en benhård kur – udviklingen er kommet snigende over de sidste syv år, hvor min livsstil stille og roligt blev lavet om – motion er i høj grad blevet en del af min hverdag og min identitet. Jeg spiser stadig alt for usundt og alt for meget slik og kage, men mad gør mig glad, og jeg vil ikke undvære det og pine mig selv i processen. Jeg vil heller ikke forsage alkohol eller en sjov tur i byen – der skal være balance i tingene!

Jeg tror ikke på hurtige løsninger – jeg har prøvet mine ture med NUPO pulver, og det har aldrig været en succes. Jeg tror ikke på at sulte sig selv – så bliver man jo til fare for samfundet. Jeg tror på, at man skal finde noget man er passioneret omkring, og så vil brikkerne automatisk falde på plads, og man vil få nemmere ved at acceptere sig selv.

Hvad er din passion?

Reklamer

Bloggen findes stadig!

20170306_163251

Hmm, jeg har åbenbart stadigvæk en blog, selvom den er blevet kraftigt forsømt de sidste mange, mange måneder. Nå, men man skal jo heller ikke poste bare for at poste, og jeg har haft lidt travlt med livet. Jeg har været i Paris, på træningslejr i Kalundborg, er flyttet fra Vesterbro til Hellerup, været i New Orleans og har brugt tid på at vende mig til min nye tilværelse som singlelicious. Derudover skulle motivationen til at træne også lige genfindes, men nu er jeg heldigvis kommet ind i en god rytme og livet er egentlig meget ok lige nu 🙂

Jeg vender frygteligt tilbage med en race rapport fra New Orleans, men indtil da…kakao med flødeskum og skumfiduser 🙂

Schyyy…der trænes!

traininginprogress
Her er meget stille på bloggen – lige nu går tiden primært med at arbejde, træne, spise og sove 😀 Der er jo UNDER 4 uger tilbage til KMD Ironman Copenhagen! Så det er vist på tide at stå så skarpt som overhovedet muligt.

Men jeg kan da lige opdatere jer lidt på hvad der er sket siden Kronborg i juni…

  • Jeg har kørt to virkelig lange cykelture – den ene over 150 km. og den anden på ca. 140 km. Begge ture indenfor en uge, og den ene tur i øsende regnvejr og den anden i strålende solskin.
  • Jeg løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort før!
  • Det totale vægttab siden i vinters er ved at nærme sig 10 kg!
  • Kroppen har det godt – bortset lige fra højre skulder…
  • Jeg har fundet glæden ved at iføre mig neopren og hoppe i vandet kl. 6 om morgenen!
  • Jeg er ved at være klar, og jeg tør sige det højt 😉

Derudover gik Daniel og jeg fra hinanden tilbage i april. Vi har gået stille med dørerne, og heldigvis er vi stadig på fin talefod. Lejligheden er til salg – så hvis du har lyst til at bo med udsigt til Tivoli, så ta’ lige fat i mig 😉 Men det er selvfølgelig klart, at sådan en omvæltning også vil påvirke træningen, og det har det selvfølgelig også gjort – der er måske blevet indtaget lidt for meget alkohol og jeg har heller ikke været så god til at passe min sengetid. Men lige nu er alt “on track” og jeg glæder mig bare helt enormt til at stå på startstregen 21. august!

Status på februar

februar 2016_statusFebruar er gået, og det er nu officielt forår (sidder og kigger ud på en meget regnvåd og grå onsdag eftermiddag…så ved ikke helt hvad jeg mener om forårets komme!).

Selvom starten af året var kaotisk på jobbet og jeg også blev ramt af lidt sygdom, så er jeg endelig kommet ordentligt i gang med træningen igen.

Den sidste uge af februar fik jeg sneget mig op på 8 timer, så nu kan det kun gå lystigt derudaf.

Det går rigtig godt med både løb, cykling og svømning. Jeg svømmede min længste distance i fredags, hvor jeg fik bevæget mig 2400 m! Så langt har jeg aldrig svømmet før.

Der bliver cyklet rigtig meget på hometraineren – 11,5 time blev det til i februar. Jeg kan afsløre at på 11,5 time kan man se rigtig meget sport, rigtig mange musikvideoer og også Wolf on Wall Street 😉

Løbet fungerer også rigtig godt, og der er blevet løbet heftige 200m intervaller og lange ture. En søndag efter 1,5 time på cyklen, slog jeg tilmed rekord på 10 km! Hvad sker der lige for det?

Jeg bliver hurtigere og stærkere og jeg elsker det! 🙂

Jeg har stadig et job!

Mark Wahlberg opsummerer meget godt reaktionen i tirsdags, da fyringsrunden var overstået. I stedet for at være lettet (jeg blev ikke fyret og det gjorde ingen af mine nærmeste kollegaer heldigvis), så var der en følelses af “er det her virkelig rigtigt?”, “gik vi fri?”, “hvad skete der lige?”

Jeg er selvfølgelig enormt glad og lettet over at jeg stadig har et job. Men der er blevet fyret mange på KU og selvfølgelig ligger det en dæmper på ens lyst til at hoppe fjollet rundt fordi man ikke selv blev ramt. Vi har alle været i alarmberedskab i næsten 4 måneder, og jeg har følt mig sløj lige siden tirsdag eftermiddag (det har mange af mine kollegaer også). Kroppen skal ud af den tilstand af anspændthed og nervøsitet som den har befundet sig i alt for længe, og for mig er det bedste at komme ind i træningsrytmen igen (efter jeg var splattet ud på sofaen tirsdag aften). Onsdag fik jeg cyklet og i går løb jeg 12 km. I dag skal jeg svømme med en skøn kollega og jeg GLÆDER mig! It’s so good to be back!

Træning er mit frirum

Januar er forsvundet og det er over en måned siden at jeg sidst har ofret tid på bloggen. Nogle gange kommer livet i vejen, og udfordringen de sidste par måneder har været at vi står overfor en større sparerunde på mit arbejde. I morgen kulminerer det hele med en prikkerunde, og der er desværre en del der skal fyres/sættes ned i tid. Det har fyldt/fylder selvfølgelig en hel del – Hvem mon bliver fyret? Hvordan reagerer folk? Hvad gør vi bagefter? Bliver jeg fyret? Hvad skal fremtiden så bringe?

Når livet viser lidt tænder og kant, er jeg ekstra glad for at have træningen at gå op i. Det er mit frirum hvor tankerne stopper med at køre rundt, og hvor jeg kun koncentrerer mig om at sætte den ene fod foran den anden, tage næste svømmetag, ramme den rigtige pulszone, trække vejret etc.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på i morgen, og selvom jeg med garanti bliver ked af det, rystet og chokeret, hvis jeg er en af dem der må gå, så skræmmer det mig ikke længere ligeså meget, som da vi i november fik at vide, at det nok var den her vej det gik. Står jeg i morgen med min fyreseddel i hånden, skal jeg nok lige sunde mig lidt, men så er jeg sikker på, at der en mening med det og at der venter noget spændende lige rundt om hjørnet…om ikke andet får jeg tid til at blive top forberedt til IM CPH 😉

Bliver jeg fyret i morgen, vil det største tab for mig være mine fantastiske kollegaer – og bliver jeg ikke fyret, vil jeg begræde de kollegaer jeg mister. De er alle dejlige mennesker, og jeg kan slet ikke se hvordan nogle af os kan undværes – phew, det bliver ikke sjovt i morgen, og samtidig bliver det rart at få vished. Jeg tror vi alle har været mere eller mindre handlingslammede siden november, og det bliver godt at komme ud af den følelse og komme videre – lige gyldigt hvordan udfaldet bliver.

Vi ses på den anden side…

Post-influenza

Skal vi ikke bare lade som om at den sidste uge ikke har eksisteret?

Natten til mandag i sidste uge vågnede jeg, og havde virkelig ondt i halsen. Jeg tog alligevel på arbejde (dumt) og endte med at smutte hjem omkring middag med feber, for derefter at ramme sofaen og sove resten af dagen væk. Resten af ugen var for mit vedkommende fuldstændig begivenhedsløs (på nær fredag og lørdag – men det kommer vi til) – jeg lå på sofaen, sov, læste, sov, læste, så lidt fjernsyn, sov igen…og blev mere og mere frustreret! Både over at jeg bare var herhjemme og bl.a. gik glip af “Thanksgiving Dinner” på arbejdet, men især fordi jeg ikke kunne træne. Når Daniel kom hjem og skiftede til træningstøj, lå jeg og skumlede i min febertåge og mente bestemt at jeg også kunne gå med – det fik jeg ikke lov til 😉 Nå, men en uge senere, og i dag er der kun lidt hoste tilbage og lidt manglende stemme. Og jeg har været i træningscentret og styrketræne i hele 40 minutter – hold nu op, hvor var det hårdt!

Fredag var begivenhedsrig på den måde, at jeg havde en tid hos lægen – både for lige at få tjekket mit venstre knæ, men også for at se om der muligvis var nogle gode stoffer der kunne drive influenzaen ud af kroppen (det var der ikke). Lægen mente, at løsningen på mine knæproblemer, var et skud binyrebarkhormon…det havde muligvis også løst en masse problemer, men han stak desværre forkert, og fik ikke ramt det han gerne ville ramme. Så jeg sidder nu tilbage med et knæ der helst ikke må belastes for meget de næste par dage – og som stadigvæk gør ondt det oprindelige sted. Mega ØV!

Lørdag var til gengæld begivenhedsrig på en meget mere positiv måde. Der var arrangeret film og spisning med mentorgruppen i /tri club denmark. Vi startede i Cinemateket, hvor der var Danish Adventure Film Festival. Vi skulle se “979 minutter“, en film om Jacob Elkjær’s deltagelse i Norseman. Inden filmen var der en introduktion og en anden film blev vist, hvor jeg brillerede med at få det største hosteanfald og måtte gå ud af salen…den film så jeg kun 10-15 minutter af. 979 minutter var til gengæld rigtig god (og her havde jeg hosten under kontrol), og den blev for alvor gjort levende da Jacob Elkjær selv svarede på spørgsmål bagefter. Efter film og spørgsmål cyklede vi på tværs af byen og spiste på Bio Mio i vores “hood”. Jeg tror, at vi var næsten 20 fra mentorgruppen og det var så hyggeligt at snakke træning, motivation og lære hinanden bedre at kende. Super aften, selvom Daniel og jeg måtte gå forholdsvis tidligt hjem, fordi jeg stadigvæk ikke var frisk – revanche næste gang 🙂

Som sagt, vi skipper sidste uge, og er nu nogenlunde tilbage til normalen. Jeg håber på at have en anmeldelse af bogen “Ekstremløberen” klar til jer meget snart 🙂