Ironman 70.3 Jönköping

Sikke en tur! 70.3 i Jönköping var intet mindre end fantastisk! Smukke omgivelser, en cykelrute der var “to die for” og en super god stemning i hele byen – jeg kommer gerne igen og øver mig på mit svenska. Og ovenpå en lidt hård halv jernmand i Helsingør, så var det her en fest…og nå ja, ny PR igen 😀

Svøm

Jönköping var god ved os, og vi skulle først i vandet kl. 9. Så det var ren luksus at stå op kl. 6, spise morgenmad på hotellet (inklusiv Nutella), mødes med pigerne, gå til T1, nusse med cyklerne og så afsted mod svømmestarten.

Svømmedelen skræmte mig fra vid og sans, da den foregår i Munksjön. Og mit sidste møde med en sø, gik mildest talt ikke så godt. Vandet var mudret og sigtbarheden ikke-eksisterende, og hele natten havde jeg ligget og spekuleret over, om det her ville være dagen hvor jeg; a) druknede, eller b) måtte udgå af et race.

Da vi nærmer os vandet, får jeg en indre ro og tænker “ikke så meget pjat med dig, gå nu bare ned i det vand og få svømmet de 1900 m, så du kan komme videre i dagens program. Stop det piveri!”. Som tænkt, så gjort. Vandet var mudret, men smagen var tilgengæld frisk og slet ikke ligesom i Kronborg 😉 Navigationen var lidt svær, da der ikke var så mange store bøjer, men jeg kom fint rundt uden slagsmål og var SÅ glad, da jeg kom på land igen. Jeg kan SAGTENS svømme i søer – hvor svært kan det være? 😉

Cykel


T1 var lang – så efter en frisk løbetur i våddragt gennem gågaden, var det endelig tid til at hilse pænt på Leo. Han var parkeret lige ved bike exit, så det var helt perfekt.

Cykelruten var så smuk, og jeg havde et smil på læberne hele vejen. Det hjalp også, at jeg rent faktisk overhalede en hel masse – i modsætning til Kronborg hvor benene slet ikke fungerede.

Det var dejlige rullende bakker, der stod folk og heppede, der var næsten ingen “trafik”, så ingen drafting – og nærmest heller ingen race marshalls, højt solskin og masser af overskud – jeg kom rundt på 2:48, hvilket er ny rekord på 90 km 🙂

Løb

Jeg går altid død på løbet! Men her var det egentlig ok – jeg tænkte ude på cyklen, at det ville blive hårdt for benene, fordi jeg cyklede tungt og hurtigt, men det var et bevidst valg – ok, det der gik igennem mit hoved var noget i retning af: “Shit, det går hurtigt det her, vrooom vrooom, hey, du skal også løbe 21 km…fuck det, det går hurtigt det her, så må jeg dø på løbet” 😉

Der var en virkelig led bakke efter små 3 km., og her døde jeg så første gang. Gik op af den, bandede, det gjorde ondt i mine fødder og forhandlede med mig selv om en 2/3 ordning (2 min gang, 3 min løb). Heldigvis kom der en anden dansker forbi, og han fik mig i omdrejninger og vi endte faktisk med at skiftes til at falde bagud, overhale, råbe lidt ad hinanden og kom i mål med et par minutters mellemrum. 1000 tak – jeg fik desværre ikke fat i dit navn, men du gav mig kampgejst tilbage, da det virkelig manglede.

Måltiden lød på 6:05:06, og jeg er mere end tilfreds. Det er 2. PR i år, og næste år går jeg efter SUB 6 – medmindre jeg ender med at køre Bahrain senere i år 😉

Jönköping var en kæmpe fornøjelse i det bedste selskab, og jeg overvejer KRAFTIGT at komme tilbage næste år 🙂

KMD IRONMAN 70.3 Elsinore

70.3 Kronborg 2017

Søndag var en lidt lang dag på tri-kontoret, som ikke helt gik efter planen, men jeg er egentlig hverken skuffet eller ked af det, for jeg tog en masse gode ting med mig fra racet – bl.a. en ny personlig rekord 🙂

Svøm

IMG_20170618_072106_525
Det er altid sjovt at tage toget til et stævne klokken meget tidligt om morgenen, for der er kun smånervøse triatleter og PIV-stive mennesker med. Så “duften” i min togvogn var en blanding af nervøs sved, gammelt værtshus og McDonalds 😉

Velankommet til den smukkeste morgen længe, fik jeg pumpet min cykel, hilst på folk, drukket energidrik, suget stemningen til mig og kom i våddragten. Svømmestarten gik over al forventning, jeg hoppede i og blev overhovedet ikke grebet af panik, som jeg ellers “plejer”. Så det var bare afsted ud over stepperne og rundt om 20 bøjer. Der var fin luft undervejs, men omkring bøjerne klumpede det til og jeg fik en del tæsk og fik desværre også drukket rigtig meget saltvand der smagte fælt af benzin – det kom til at forfølge mig resten af dagen.

Svømmetiden blev 39:27 og jeg var så glad, at jeg på vej ind i T1 råber til mine klubkammerater “UNDER 40 MINUTTER” 🙂

Cykling

70.3 Kronborg 2017
Jeg havde det dårligt – virkelig dårligt på cyklen. Saltvandet havde sat sig på tværs og hver gang jeg forsøgte at indtage energi i nogen som helst form, så ville det bare ikke ned gennem svælget. Jeg fik kvalme og maven krampede sig sammen bare jeg forsøgte at drikke helt almindeligt vand. Sammenlagt energiindtag på cyklen blev derfor: 2 slurke vand, 1 halv vingummi og 2 mundfulde banan. Behøver vist ikke at sige, at det ikke var helt optimalt.

Jeg havde håbet på at køre omkring 2:30-2:45 på cyklen – benene har været gode på det sidste, og jeg er blevet stærk på cyklen, men nej. Kroppens tilstand gjorde, at der ikke var nogle kræfter at skyde med, så cykeltiden blev 2:51:30. Stadig godkendt, når jeg tænker på, hvor dårlig jeg var og hvor meget jeg måtte kæmpe med min hjerne der hele tiden sagde ting som, “den er helt gal, vil du ikke godt stoppe den cykel LIGE nu!”, “Du kommer til at kollapse på løbet, når du ikke får energi, så du kan ligeså godt udgå nu”, “STOP SÅ DEN CYKEL!”.

Løb

Løbet er virkelig ikke noget at skrive hjem om. Jeg ramte løberuten uden energi, og kom igennem de 21 km. på vand og cola – slet, slet, slet ikke optimalt. Så jeg lader bare billederne tale for sig selv – løbetid blev: 2:30:27 (!).

70.3 Kronborg 2017

Av av av

70.3 Kronborg 2017

Jeg ser jo SUPER afslappet ud…eller

70.3 Kronborg 2017

Her er jeg ikke alene om at lide…

Welcome to the FINISH LINE!

Men i mål kom jeg da og det er jeg virkelig taknemmelig for. Det holdt hårdt til sidst – men det blev stadig til en ny PR med ca. 9 minutters forbedring siden sidste år. Og jeg har lært, at jeg sagtens kan gennemføre en halv Ironman på “vand og brød”…eller mangel på samme. Det kan godt være at det ikke er kønt og heller ikke super hurtigt, men det er stadig gennemført 🙂

70.3 Kronborg 2017

received_10154415142295981

CPH Half Marathon – NY PR :)

CPH Half Marathon 2015

Søndag morgen regnede det – det regnede faktisk rigtig meget. Så meget at man allermest havde lyst til at forblive godt begravet under sin varme dyne…men men, det havde Daniel og jeg virkelig ikke tid til. Vi skulle nemlig op og spise en god morgenmad (havregryn), drikke lidt kaffe og lige snuppe en bolle med nutella inden turen gik mod Øster Alle, hvor starten til CPH Half Marathon gik 11:15.

Daniel var i startgruppen <1:30, så han smuttede helt op foran lige bag pro-feltet, mens jeg luntede ned til 1:45-2:00 gruppen. Jeg havde besluttet mig for at prøve at følge med 1:55 ballonerne, vel vidende at jeg nok måtte give fortabt på et eller andet tidspunkt. Det tidspunkt kom ret hurtigt, fordi min venstre ankel valgte at blive helt stiv. Hver gang foden ramte asfalten brændte det og gjorde næsten helt ulideligt ondt. Jeg bandede over at jeg ikke havde taget mit rejsekort med og kunne tage metroen hjem…men heldigvis var rejsekortet ikke i lommen, og efter at have sat farten ned og sluppet 1:55 ballonerne, gik det i sig selv og overskuddet begyndte at komme tilbage og lysten til at køre i metro forsvandt.

Jeg havde allerede inden løbet aftalt med mig selv, at jeg tog det stille og roligt igennem depot’erne. Ca. 100 m. inden hvert depot fik jeg mig en High5-gel og i depoterne drak jeg 2-3 slurke vand. En strategi der passede helt perfekt. Jeg ramte ikke muren på noget tidspunkt og følte mig godt tilpas. Mine 5-km omgangstider er også ret stabile, og hver omgang er under 30 min, hvilket jeg er meget godt tilfreds med 🙂
CPH Half Marathon 2015

Det vigtigste var at have en god tur, nu jeg ikke har løbet så langt siden den halve jernmand i Billund. At det så endte med en ny PR (den gamle var 2:08) det var bare en ekstra bonus 🙂 Noget andet og intet mindre end rigtig fantastisk, var at jeg overhovedet ikke mærkede noget til knæene – JUBIIIIIII! Det tegner rigtig godt, og jeg kan lugte at en tid under 2 timer er inden for rækkevidde.

Untitled