Ironman Copenhagen 2017

For en uge siden svømmede jeg rundt i Amager Strandpark, tonsede rundt på min cykel et sted på Sjælland og spadserede i Københavns gader, i dag sidder jeg på Godthåb & Kaffe og nyder en kop god kaffe og en knaldhamrende lækker romkugle i selskab med min computer og verdens største snue. Hvorfor bliver jeg altid syg efter Ironman? Ok, det lød måske lidt overdrevet – det var trods alt kun min 2. Ironman 😉

Nå, men tilbage til den der Ironman – the sequel.

Optakt

Sidste år var mildest talt en fest, også op til race day. Jeg var nervøs, kunne ikke sove, kunne ikke tale om andet, var lettere manisk, var bange for det ukendte terræn jeg var på vej ud i og ikke mindst fuld af forventninger om dagen og kroppens formåen. I år var noget helt andet – sommeren har været fuld af oplevelser og omvæltninger. 2 halve jernmænd og en flytning – alt sammen indenfor 2 mdr. inden race day. Jeg tvivlede egentlig ikke på min fysiske evne til at gennemføre, men mentalt var jeg slet ikke indstillet på konceptet. Så det var med blandede følelser, at jeg stod meget tidligt op for en uge siden.

Svøm

Svømmestarten fungerede rigtig godt i år – vi blev ikke i samme stil stuvet sammen som kvæg, og der var god luft og man kom ret hurtigt i vandet, når først man havde placeret sig. Jeg havde fået en babylyserød badehætte og regnede selv med en svømmetid mellem 1:15-1:20. Forårets bøjede ribben og manglende svømmetræning har helt klart sat sine spor. Sidste år var maven fyldt med sommerfugle, i år havde jeg en indre ro og mere følelsen af ”lad os få det her stykke arbejde overstået”. Som tænkt, så gjort – ud i vandet, finde rytmen og rundt på svømmeruten på lige under 1:20. For første gang fik jeg prøvet at blive svømmet henover – ubehagelig oplevelse! Hvad tænker folk på når de hiver fat i ens ben og bare trækker én under? Jeg er glad for, at jeg har en rimelig god vandfølelse efterhånden og heldigvis panikkede jeg ikke, men gjorde derimod mit bedste for at tæske ham gutten godt og grundigt på hans færd henover mig 😉

Cykel

Op af vandet, et ok hurtigt skifte efter min standard og ud på cyklen. Her kom glæden ind i min krop, og det begyndte at dæmre for mig, hvorfor det er jeg gør det her. Der var god vind i vores favør op ad Strandvejen og jeg havde en gedigen fest og kørte så hurtigt som cykel og tøj kunne holde. Jeg kom ind i landskabet, op af Geels Bakke (her var der kriller i maven…sikke en fest!), ud på motorvejen i Lyngby og rundt på 2. runde. Så kom regnen – stoppede kortvarigt op og fik min regnjakke på, fik en mindre krise der varede en times tid. Vinden var i mod mig, benene var trætte, regnjakken gjorde mig varm og mine tæer var kolde og våde. Fik regnjakken af, kom ud på Kongevejen og fik energien tilbage. 2. tur på Geels Bakke, ud og ræse på motorvejen og SÅ kom regnen for alvor – sådan en regn hvor man er gennemblødt på 2 sekunder. Jeg trøstede mig med, at jeg snart ville ramme byen og gad ikke bruge tid på regnjakken. Susede ind af Strandvejen og kom ind mod Skuespilhuset, ned af rampen til parkeringskælderen hvor min veninde Henriette var i gang med at snøre løbeskoene, og så ellers ud i byen.

Løb

Vejret var blevet godt igen, solskin og super varmt. De første 10 km gik ALT for hurtigt – jeg løb dem på under en time, og tænkte flere gange at jeg skulle slappe af – men jeg kunne slet ikke styre det. Jeg var helt i min egen verden, og fik slet ikke taget alle tilskuerne ordentligt ind. Jeg spottede mine forældre, og selvfølgelig mine klubkammerater i den orange powerzone, men ellers hørte jeg kun mit navn blive råbt, jeg registrerede ikke hvem eller hvor. Det blev der så til gengæld masser af tid til senere 😉 Jeg bragede nemlig lige ind i MUREN – min mave begyndte at nive lidt, mit venstre lår lå på kanten til konstant at gå i krampe, mit højre knæ satte helt ud. Piv piv piv – og normalt æder jeg mig selv, men det mentale overskud var der bare slet ikke – jeg gad ikke mere. Jeg havde åbenbart overhalet Henriette på et tidspunkt, og nu kom hun op på siden af mig, og så fik hun mig ellers hele vejen i mål. Der var masser af brok fra min side, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at få mit humør op, og det lykkedes også i glimt 😉 Heldigvis var hun også udstyret med vingummier, og de hjalp også gevaldigt på humøret. Vi gik og luntede og småløb igennem regn, hagl og solskin, vi snakkede – om alt muligt og ingenting, vi jokede med de andre deltagere, vi hilste på folk vi kendte og lige pludselig hyggede jeg mig faktisk. Henriette – DU ER EN STJERNE! Vi løb ned af finish line sammen, hånd i hånd og det var HELT perfekt 😊

Tomrum og hvad nu?

Efter at have krydset målstregen begyndte jeg at fryse – det var koldt, jeg var gennemblødt, mine løbesko svuppede, jeg var sulten, jeg var tørstig og jeg var træt. Fik fundet et par klubkammerater, fik en burger, fandt min cykel og hoppede på metroen hjem. Det var meningen Henriette og jeg skulle have nørdet dagen igennem hele natten, men jeg havde bare brug for at være mig selv. Jeg havde en mærkelig tom følelse indeni. Hjemme fik jeg et langt bad, fik snakket med mine forældre og gik i seng. Vågnede flere gange i løbet af natten med krampe i fødderne og et højre knæ der gjorde ondt hver gang jeg bevægede det det mindste. Sov indtil kl. 12 om mandagen, og havde det stadig mærkeligt. Mødtes med Mikkeller om aftenen og fik en øl, og derefter var der spisning og nørdning med Henriette. Det hjalp at snakke dagen igennem med en der også havde været der og jeg fik lidt stolthed over bedriften ind i kroppen – jeg tror dog stadig, at jeg er kommet frem til, at den helt lange distance er for hård i længden. Det er for hårdt at træne op til og det er for hårdt bagefter. Hele ugen har jeg haft ondt og onsdag begyndte jeg at få ondt i halsen, var på job torsdag og fredag, men slet ikke på fuld kraft, og blev så ellers ”rigtig” syg i løbet af fredagen. Efter en halv ironman kan jeg sagtens tage på job, og jeg er i live og ikke kvæstet i flere uger bagefter. Min konklusion er derfor, at den lange distance er lagt på hylden indtil videre – næste år vil jeg fokusere på 70.3 og Flanderen Rundt…og så kunne det være sjovt at løbe et marathon igen UDEN at svømme og cykle inden 😃

Ironman 70.3 Jönköping

Sikke en tur! 70.3 i Jönköping var intet mindre end fantastisk! Smukke omgivelser, en cykelrute der var “to die for” og en super god stemning i hele byen – jeg kommer gerne igen og øver mig på mit svenska. Og ovenpå en lidt hård halv jernmand i Helsingør, så var det her en fest…og nå ja, ny PR igen 😀

Svøm

Jönköping var god ved os, og vi skulle først i vandet kl. 9. Så det var ren luksus at stå op kl. 6, spise morgenmad på hotellet (inklusiv Nutella), mødes med pigerne, gå til T1, nusse med cyklerne og så afsted mod svømmestarten.

Svømmedelen skræmte mig fra vid og sans, da den foregår i Munksjön. Og mit sidste møde med en sø, gik mildest talt ikke så godt. Vandet var mudret og sigtbarheden ikke-eksisterende, og hele natten havde jeg ligget og spekuleret over, om det her ville være dagen hvor jeg; a) druknede, eller b) måtte udgå af et race.

Da vi nærmer os vandet, får jeg en indre ro og tænker “ikke så meget pjat med dig, gå nu bare ned i det vand og få svømmet de 1900 m, så du kan komme videre i dagens program. Stop det piveri!”. Som tænkt, så gjort. Vandet var mudret, men smagen var tilgengæld frisk og slet ikke ligesom i Kronborg 😉 Navigationen var lidt svær, da der ikke var så mange store bøjer, men jeg kom fint rundt uden slagsmål og var SÅ glad, da jeg kom på land igen. Jeg kan SAGTENS svømme i søer – hvor svært kan det være? 😉

Cykel

T1 var lang – så efter en frisk løbetur i våddragt gennem gågaden, var det endelig tid til at hilse pænt på Leo. Han var parkeret lige ved bike exit, så det var helt perfekt.

Cykelruten var så smuk, og jeg havde et smil på læberne hele vejen. Det hjalp også, at jeg rent faktisk overhalede en hel masse – i modsætning til Kronborg hvor benene slet ikke fungerede.

Det var dejlige rullende bakker, der stod folk og heppede, der var næsten ingen “trafik”, så ingen drafting – og nærmest heller ingen race marshalls, højt solskin og masser af overskud – jeg kom rundt på 2:48, hvilket er ny rekord på 90 km 🙂

Løb

Jeg går altid død på løbet! Men her var det egentlig ok – jeg tænkte ude på cyklen, at det ville blive hårdt for benene, fordi jeg cyklede tungt og hurtigt, men det var et bevidst valg – ok, det der gik igennem mit hoved var noget i retning af: “Shit, det går hurtigt det her, vrooom vrooom, hey, du skal også løbe 21 km…fuck det, det går hurtigt det her, så må jeg dø på løbet” 😉

Der var en virkelig led bakke efter små 3 km., og her døde jeg så første gang. Gik op af den, bandede, det gjorde ondt i mine fødder og forhandlede med mig selv om en 2/3 ordning (2 min gang, 3 min løb). Heldigvis kom der en anden dansker forbi, og han fik mig i omdrejninger og vi endte faktisk med at skiftes til at falde bagud, overhale, råbe lidt ad hinanden og kom i mål med et par minutters mellemrum. 1000 tak – jeg fik desværre ikke fat i dit navn, men du gav mig kampgejst tilbage, da det virkelig manglede.

Måltiden lød på 6:05:06, og jeg er mere end tilfreds. Det er 2. PR i år, og næste år går jeg efter SUB 6 – medmindre jeg ender med at køre Bahrain senere i år 😉

Jönköping var en kæmpe fornøjelse i det bedste selskab, og jeg overvejer KRAFTIGT at komme tilbage næste år 🙂

YOU ARE AN IRONMAN!

Det er tirsdag aften, og i søndags havde jeg en af de vildeste dage i mit liv! Jeg ved ikke helt om jeg er landet endnu, men her kommer i hvert fald et forsøg på en race rapport 🙂

Svøm

Efter ca. 5-6 timers søvn stod jeg op lidt i 4 natten til søndag, og fik spist mine havregryn, drukket kaffe for første gang i en uge (MUMS!) og begyndte så småt at drikke energidrik. Ca. 5:30 blev jeg genforenet med min cykel i T1. Leo havde sovet nogenlunde og blev ekstra glad da han fik luft i dækkene igen. Jeg blev ekstra glad, da jeg fik en müslibar med mørk chokolade 😉

Leo ser mere frisk ud end jeg gør! (billede: Mette Jørgensen)

Den næste 1,5 time gik med at nusse rundt, snakke med folk, få våddragten på, stå i den obligatoriske lange kø til toiletterne, og så var det ellers ved at være tid til at komme i kø til vandet. Der var rullende start, og det fungerede faktisk rigtig godt – eneste lille øv var at vi endte med at stå lynet op og klar til at komme i gang i 40 minutter.

Jeg har det jo med at panikke, når jeg skal i vandet, men jeg var helt rolig indeni. Jeg havde holdt min dejlige veninde Maja i hånden de sidste par minutter inden start, vi krammede, hun smuttede i vandet og så var det mig. Jeg gik roligt ud og begyndte at svømme med det samme – INGEN panik, bare en indre ro og glæde over at være i gang.

Det var enormt diset og det var lidt svært at se bøjerne, men det er jo en dejlig nem svømmerute og vandet var klart. Der var et par trafikpropper under broerne, hvor jeg fik lidt tæsk, og måtte sætte farten ned, men efter 1:16:36 stod jeg igen på land og var så klar til at komme ud på cyklen.

Cykel

Jeg elsker virkelig at cykle! Prøv lige at se hvor glade Leo og jeg er for hinanden! Min højre skulder har jo drillet en del, men efter mange måneder med den bedste fys i byen (Thomas, det er dig!) og et krisebesøg hos Tore, hvor jeg fik en længere frempind på, så sad jeg simpelthen perfekt. Jeg døjede lidt med nakken og øverste del af ryggen de sidste 20 km, men come on – det skal jo også gøre lidt ondt.

Turen rundt var DEJLIG. Skønt vejr, nærmest ingen vind og mega meget mentalt overskud. Jeg kørte med vilje konservativt, fordi jeg var bange for at brænde benene fuldstændigt af inden løbeturen. Det eneste jeg bare gerne ville, var at køre under 6 timer og det lykkedes også. Undervejs græd jeg en lille smule – første gang var da jeg spottede mit navn malet på jorden i selskab med de andre deltagere fra klubben. Hold op hvor blev jeg rørt! Anden gang var da jeg så menneskemængden på Geels Bakke – sikke en oplevelse!

Jeg har også haft svært ved at time/indtage energi nok på cyklen, så i søndags skulle jeg virkelig på prøve. I samråd med min træner (endnu en Thomas ;)), kørte jeg en dunk energi og 2 geler i timen – nogle af gel’erne blev byttet ud med GU chews, og det fungerede så fint. Derudover tog jeg en saltpille hver time, og det tror jeg hjalp mig ret meget på løbet. Jeg havde et par panodiler i lommen, men fik ikke brug for dem, til gengæld røg der to Imodium’er ned, fordi maven begyndte at rumle en lille bitte smule. Jeg bilder mig ind at de virkede fortræffeligt, for maven holdt sig i ro resten af dagen.

På vej mod T2 – stadig smilende!

Løb

Ind i T2 og pænt aflevere Leo til en sød frivillig, der lovede at passe godt på ham. Ind i teltet og få styr på solcreme og løbesko, og så ellers derudaf. Jeg havde ikke følelsen af stive ben da jeg stak afsted – det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg rent faktisk nu befandt mig midt i København til en KÆMPE fest!

Billeder fra Mads Ege, Marathon Photo og Christian Payne

Det var virkelig varmt, men heldigvis var der svampe og vandslanger i depoterne, så jeg sørgede for at få et bad hver gang der var et depot 😉 Måske derfor jeg ikke lugtede så slemt da jeg kom i mål 😉 Men samtidig beklager jeg de mange VIRKELIG våde krammere jeg fik uddelt…men hey, bedre at jeg var drivvåd af vand end totalt klam af sved 😉

TRI-X14 havde heppezone ude på Langelinie, og hold op en fest! For fanden hvor jeg glædede mig til at komme derud! Der var orange parykker, der var høj musik, der var konfetti, men aller aller vigtigst – der var en MASSE kendte ansigter som bar mig videre. Jeres hep var UVURDERLIG! Jeres krammere var fantastiske! Jeres klask i røven gav mig fremdrift! Jeg er orange helt ind i hjertet! Der er alt for mange navne til at nævne dem her, men i ved hvem i er, og i betyder hele verden for mig! Derudover var det en fornøjelse at race med mine klubkammerater – for pokker hvor er i seje (og et Kona slot til Jen Jen – SÅDAN!)! Hele vejen igennem var der bare fantastisk team spirit på tværs af klubber og deltagere.

Det gjorde mig SÅ glad at se min kusine sammen med mine forældre på et par af runderne – tak Julie! Christian, som var der fra svømmestarten, fik mig sendt afsted på cyklen og igen var der på løbet indtil jeg kunne bryde grædende sammen da jeg kom i mål – tak fordi du delte min dag med mig – 2017 bliver det vildeste år! Thomas, ham verdens bedste fys, som også sendte mig ud på cyklen og som gav en krammer på et virkeligt kritisk tidspunkt ude hvor kragerne (og triatleterne) vender ved Mariott hotellet. Anette, som venligt men bestemt, mindede mig om at jeg kunne komme gående i mål på 2 timer eller nøjes med at bruge en time hvis bare lige jeg lettede røven – så jeg lettede røven 😉 Allan, som stod på broen og bare smilede sit dejlige smil hele dagen og gav mig high fives når der var mest brug for det! Morten og Marie (og resten af Tri Club Denmark crewet) som holdt en fest ved Gefion – i er så søde i to – selv når i råber på min sidste omgang at nu gider i fandme heller ikke se på mig mere i dag 😉 Charlotte – du aner slet ikke hvor glad jeg blev for at se dig efter målstregen – 1000 tak fordi du kom ind for at finde mig! Idasen – FÅRK hvor blev jeg glad for at se dig hjemme i DK! Mine kollegaer – i er de bedste! Thomas Rhode – min træner, som har måttet bære over med meget – svingende træningsindsats, operation, piveri og fulderier – du fik mig sgu igennem alligevel! Linda, Claus, Marieanne, Erik, Kirsten, Henning, Morten, Juuso, Kasper…og jeg har garanteret glemt nogle navne – UNDSKYLD! I var allesammen med til at jeg havde en FULDSTÆNDIG FAN-F*CKING-TASTISK dag!

Mine forældre skal have den sidste, men nok den største tak! Tak fordi i har båret over med mig i et år! Tak for at i har hørt mig ævle non-stop om noget i nok synes er lidt tosset! Tak for at i har passet min kat i tide og utide! Tak for at i stod der hele eftermiddagen, og også tog imod mig i mål og endda bar mine poser hjem for mig! TAK! I stod der i Havnegade i jeres flotte Ironmum og Irondad t-shirts, og det gjorde mig bare så glad hver gang jeg så jer…men i får brug for trøjerne igen næste år…jeps…jeg gør det fandme igen i 2017!

Schyyy…der trænes!

Her er meget stille på bloggen – lige nu går tiden primært med at arbejde, træne, spise og sove 😀 Der er jo UNDER 4 uger tilbage til KMD Ironman Copenhagen! Så det er vist på tide at stå så skarpt som overhovedet muligt.

Men jeg kan da lige opdatere jer lidt på hvad der er sket siden Kronborg i juni…

• Jeg har kørt to virkelig lange cykelture – den ene over 150 km. og den anden på ca. 140 km. Begge ture indenfor en uge, og den ene tur i øsende regnvejr og den anden i strålende solskin.
• Jeg løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort før!
• Det totale vægttab siden i vinters er ved at nærme sig 10 kg!
• Kroppen har det godt – bortset lige fra højre skulder…
• Jeg har fundet glæden ved at iføre mig neopren og hoppe i vandet kl. 6 om morgenen!
• Jeg er ved at være klar, og jeg tør sige det højt 😉

Derudover gik Daniel og jeg fra hinanden tilbage i april. Vi har gået stille med dørerne, og heldigvis er vi stadig på fin talefod. Lejligheden er til salg – så hvis du har lyst til at bo med udsigt til Tivoli, så ta’ lige fat i mig 😉 Men det er selvfølgelig klart, at sådan en omvæltning også vil påvirke træningen, og det har det selvfølgelig også gjort – der er måske blevet indtaget lidt for meget alkohol og jeg har heller ikke været så god til at passe min sengetid. Men lige nu er alt “on track” og jeg glæder mig bare helt enormt til at stå på startstregen 21. august!

KMD IRONMAN 70.3 Kronborg

WUHUUU

Sidste søndag var en FEST. Sådan en fest man slet ikke har lyst til at tage hjem fra 🙂

Hele weekenden stod i IRONMAN’s tegn. Lørdag gik turen mod Helsingør for at indskrive cyklen, blive registreret og overvære race briefing. Jeg tog den engelske med den legendariske Paul Kaye – håbede det ville være ham der bød mig velkommen på målstregen, men måtte “nøjes” med det næstbedste – Mr. T-Bear Sindballe 😉

Svøm

Kvinderne skulle først i vandet 9:30, så jeg slog følge med de dejlige jernkvinder fra klubben som også skulle i ilden. Vi så et par af mændenes starter, vi kom i våddragterne, vi fik spist og drukket…og lige pludselig var det nu! Jeg var overdrevet nervøs – jeg går jo altid i panik når jeg kommer i vandet, og jeg var bange for hvor lang tid det ville vare, men det var en ren success! Jeg brugte 2-3 minutter på at panikke, accepterede at det var sådan det var og så svømmede jeg ellers derudad!

Jeg kom fint rundt på første runde. Den rullende start fungerede egentlig godt, men kunne ikke undgå lidt “slagsmål” og fødder og arme her og der og alle vegne. Overordnet gik det dog rigtig godt og roligt. Der var mange vandmand og et par brandmænd, og desværre løb jeg ind i sådan en på 2. runde. Jeg slog bak og fik sparket ret hårdt med venstre ben – BOM, så sad krampen der…jeg prøvede at svømme lidt videre, men måtte om på ryggen og have armen i vejret. Hang på en livredder i et par minutter og fik strukket mit ben ud og videre gik det – dog helt uden at bruge benene 😉 Jeg kom op af vandet på under 45 minutter, hvilket jeg er fuldt ud tilfreds med.

Cykel

VROOM VROOM

T1 var en anelse lang og jeg gav mig ret god tid. Jeg skulle lige have viklet mig ud af våddragten, have tørret fødderne, på med strømper, på med hjelm, på med cykeltrøje…nå nej…af med hjelm igen, så på med cykeltrøje og så afsted og finde Leo. Han holdt pænt og ventede og var så klar til at give den gas. Vinden var desværre også klar, og det var ligesom om den hele tiden ændrede retning. Jeg trådte til på de strækninger hvor der var medvind og sidevind, og på strækningerne med modvind accepterede jeg og kørte mig ikke til kanten. Det blev stadig til en cykeltur på under 3 timer, hvilket er ganske fint for mig 🙂 Dog skal jeg blive bedre til at spise på cyklen – fik 4 vingummier og et stykke banan og det var ALT for lidt.

 

Jeg er SÅ glad for min cykel…lalala 🙂

Løb

Av av av – stive ben!

Men cyklingen kunne jo desværre ikke vare evigt og løbet ventede, det gjorde venstre læg også. Jeg havde mærket lidt til den på de 90 km, men det havde ikke været så slemt. Til gengæld var den helt umulig på løbeturen, og jeg blev nødt til at gå rigtig meget 😦 Derudover havde svømningen været kold, cyklingen ligeledes, og lige pludselig rammer man Helsingør bymidte, hvor der er 80 grader varmt! Så varmen slog mig også ud af den. Så meget at en frivillig måtte hjælpe mig på rette kurs efter 15-16 km. Jeg var på vej i den helt gale retning 😉

Jeg kom rundt om Kronborg fire gange, og lige pludselig var det min tur til at dreje til venstre mod mål. T-Bear Sindballe råbte: Randi, Welcome to the Finish Line og alle smerter var væk og smilet var klistret fast på mit ansigt 🙂

Til alle heppere, frivillige og arrangørerne bag…jeg tror sgu jeg elsker jer lidt alle sammen 😀