Et ord fik min fremtid tilbage i går…

…ordet er kræftfri!

I går var Mads og jeg endnu engang på Rigshospitalet, og ENDELIG var der gode nyheder 😀 De har fået al kræften væk! Ud af de 23 lymfer de fjernede, var der kun kræft i 2 af dem. Så det er jo de aller bedste nyheder vi længe har fået – men jeg er ikke helt sikker på at vi fuldt ud forstår det endnu. Vi fejrede det i går aftes med masser af hygge og champagne. Familien var hos os, dejlige naboer kiggede forbi og der begyndte jeg så småt at forstå at det var rigtigt nok. At se de andres glæde, gjorde mig overbevist om at lægen ikke sagde forkert.

Historien kan begynde igen

Ubevidst har jeg skrevet mig selv lidt ud af Theodors historie. Jeg har ikke turdet kigge på en fremtid, hvor han stadig har sin mor. Det gik for alvor op for mig i går. Da lægen sagde, at jeg nok skal blive 80 år, fik jeg et brændende ønske om at holde dåb for Theodor, og jeg glæder mig til at planlægge en fin fest for ham. Jeg sagde også til Mads, at nu skulle vi begge to stå og holde tale til hans konfirmation og møde hans første kæreste. Jeg ved godt det måske lyder lidt mærkeligt, men jeg vil bare gerne i gang med at skrive mig selv ind i Theos fremtid igen…og det kan kun gå for langsomt!

Hvad så nu?

Mit kræftforløb er desværre ikke slut, bare fordi vi fik gode nyheder i går. Jeg skal stadig igennem stråler og kemobehandling i tabletform. Det får jeg meget mere information om i næste uge. Men lige nu føles alting overkommeligt, og jeg er bare glad for at vi går med livrem og seler.

Jeg er også i gang med et genoptræningsforløb i Hørsholm Kommune, og min arm bliver stille og roligt mere mobil. Jeg håber på, at jeg kan komme på et 6 ugers forløb hos Kræftens Bekæmpelse, der hedder Krop og Kræft. Det er træning 3 gange om ugen af 2,5 time per gang. Det tror jeg ville gøre mig rigtig godt.

Det psykiske skal der også deales med, og vi har en tid hos psykologen hos Kræftens Bekæmpelse i næste uge. Derudover er jeg kommet med i en gruppe af skønne kvinder, der alle har brystkræft. Jeg mødtes med dem første gang i torsdags, og det er fantastisk at tale med ligesindede. Vi har aftalt at mødes hver 14. dag og det glæder jeg mig til.

Jeg vil tilbage til mit gamle liv, og alt det her skal hjælpe mig godt på vej. Og vigtigst af alt, håbet er tilbage for fuld styrke nu!

Vi to skal opleve mange sjov ting sammen – især sammen med verdens bedste farmand ❤

En noget anderledes race-rapport

For nogle år siden skrev jeg en del race-rapporter. Når jeg havde gennemført et løb, et triathlon eller andet mærkeligt med startnummer på maven. I år er jeg i gang med mit ubetinget hårdeste race, og i torsdags havde jeg ikke just startnummer på maven, og jeg er heller ikke helt i mål endnu – men her kommer alligevel en form for race-rapport.

Tidligt op og afsted

Mads’ kontor og min stue – udsigten fejlede i hvert fald ikke noget 😊

Vækkeuret ringede kl. 5:30, og Mads og jeg fik begge to gjort os klar inden Theodor vågnede. Vores dejlige nabo Katrine var også stået tidligt op, så hun sørgede for at Theo fik morgenmad og blev sendt godt afsted i vuggestuen. Det hårdeste var at sige farvel til min lille dreng – heldigvis anede han jo ikke hvad der skulle ske. Kl. 7 stod vi inde ved opgang 3 på Rigshospitalet og blev “tjekket ind”. Selvom jeg fik udleveret både kæmpe underbukser, en skjorte der ikke kunne lukke og en laaaang badekåbe, føltes det ikke helt som et spaophold.

Min sygeplejerske kom og talte med os, det samme gjorde kirurgen og så ventede vi. Lidt i 9 blev vi sendt over på operationsgangen, og heldigvis fik Mads lov til at komme med ind og putte mig. Det var meget godt, for jeg er virkelig ikke særlig god til det med kanyler, og jeg var også enormt bange for operationen, så jeg græd og hyperventilerede til den helt store guldmedalje. Lægerne var nu rigtig søde, og de snakkede om at jeg skulle drømme om Theodor og Mads på stranden. Mads kyssede mig godnat og så var jeg væk.

“Hvad er klokken???”

Jeg vågnede igen 14:30 og var ret oprørt. Jeg så et ur på væggen, og da jeg så klokken gik jeg i panik. De havde sagt min operation ville være overstået mellem 12 og 13, og nu var klokken allerede 14:30???? Jeg var også landet på opvågningen og ikke på afdelingen. Jeg spurgte efter Mads, og efter lidt overtalelse, fik jeg dem endelig til at ringe til ham og sige at jeg var vågen og at jeg snart ville komme op på afdelingen.

Grunden til at operationen havde taget så lang tid, var at de desværre fandt kræft i skillevagtslymfen, så de måtte operere flere lymfer ud end de havde regnet med. Nu er de ekstra lymfer ved at blive undersøgt, og den 4/9 får jeg svar på, om der er mere at komme efter eller om jeg kan kalde mig selv kræftfri.

Sygeplejerskerne på afdelingen tog sig rigtig godt af både Mads og jeg. Mads fik lidt mad, jeg fik lidt juice og morfin. Jeg fik også set såret, og det ser meget pænere ud end jeg havde turdet håbe på. Vi fik også snakket om proteser, og det var rart at se og mærke en protese. Så er det afmystificeret.

Omkring kl. 20 blev vi sendt hjem, og hjemme havde Katrine fyldt vores køleskab med aftensmad. Mormor og Morfar havde hentet Theo i vuggestue, og han sov allerede trygt hos dem. Vi gik tidligt i seng, og jeg sov stiv som et bræt, fordi det gjorde ondt i hele højre side. Fredag kom forbindingen af og jeg fik nærstuderet mig selv i spejlet. Det er selvfølgelig ikke helt nemt, men samtidig er det heller ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Humøret bølger lidt op og ned, og det kan skifte lynhurtigt. Jeg kan føle mig ovenpå og glad, for to sekunder senere at blive ked af det og fortvivlet. Jeg tror også, at det hænger sammen med uvisheden omkring svaret i næste uge. Det bliver en samtale der bliver rar at få overstået!

Op på cyklen igen

Jeg har allerede cyklet og deltaget i 2 virtuelle cykelløb, og jeg går også ture. Det eneste jeg næsten selv kan gøre, er at holde mig i form og i gang. Jeg laver mine øvelser og skal til fysioterapi og genoptræning i morgen. Så jeg skal nok genvinde min arm og mobilitet i skulderen igen!

Jeg prøver så småt at løfte Theodor igen, men det er svært og gør ondt. Så de sidste par dage har farmor og onkel hjulpet mig med at hente ham fra vuggestuen. Heldigvis er han glad for at være i vuggestue og det gør den dårlige samvittighed lidt mindre. Det er svært “bare” at være herhjemme og vide T er lige rundt om hjørnet, samtidig har jeg en sygdom der skal bekæmpes, så jeg kan være den bedste mor for ham i mange år.

I dag skal jeg til sårtjek og have tømt såret for væske. Mads og jeg har lavet et væddemål – han gætter på 250ml og jeg gætter på 400ml 😉 Andre gode bud?

Når man skal sige farvel…

…til en kær kropsdel igennem 39 år.

Hvordan gør man det? Siger pænt farvel og tak for denne gang? Når det er en kropsdel det drejer sig om?

Jeg ved det ikke. Men jeg har 5 dage til at finde ud af det. 5 dage med en masse frygt og en masse tanker. 5 dage til at forlige mig med tanken om, at min krop for alvor aldrig bliver sig selv igen. Simpelthen fordi en del af mig vil mangle når jeg vågner fra narkosen i næste uge. En del af mig, som jeg havde håbet på, vi kunne reparere, så vi kunne forblive sammen lidt flere år. Men sådan skal det ikke være.

I næste uge mister jeg mit højre bryst til kræft.

Photo by cottonbro on Pexels.com

Ikke mere kemo til den dame, tak!


Det er et stykke tid siden sidst, og der er sket en hel masse. Den nyeste nyhed er, at den her dame ikke skal have mere flydende kemo i den her omgang! Hvor vildt er det lige?

Vi havde møde med lægen i går, og ovenpå et par uger med ugentlig kemo, har jeg desværre fået føleforstyrrelser i både hænder og fødder. Det er så slemt nu, at jeg virkelig skal koncentrere mig om at tage øreringe på om morgenen, da jeg ikke kan mærke at jeg holder om øreringene. Det er ret syret! Fødderne føles som om de sover mere eller mindre hele tiden, hvilket gør det ret interessant at løbe en tur. Lægerne kan ikke svare på om det er permanente nerveskader eller om det går væk igen – det må tiden vise. Det niveau det er på nu, kan jeg godt lære at leve med, men jeg ville godt nok være ked af, hvis det blev endnu værre. Derfor blev det for 1½ uge siden besluttet, at jeg ikke skulle have kemo i den her uge. Jeg blev MR skannet i torsdags, og i går skulle vi så høre lægens mening om det hele.

Svaret på MR skanningen fik jeg allerede torsdag eftermiddag. Jeg sad udenfor med mine forældre og Theodor, og min mor var ikke helt sikker på at det var så smart at jeg selv læste svaret. Jeg var dog al for nysgerrig, og heldigvis var det gode nyheder jeg kunne læse. Knuden i brystet er blevet markant mindre og det samme gælder for de metastaser der er fundet i min armhule…HURRA! Jeg skrev fluks til Mads (som var på sit nye arbejde), og han skreg sin glæde ud i storrumskontoret 😉 Godt at de nye kolleger godt ved hvad der foregår herhjemme 😉

Fordi jeg selv havde tjekket svaret ud, var jeg heller ikke så nervøs for lægesamtalen i går. Det jeg var mest nervøs for, var at han ville insistere på at give mig mere kemo. Det gjorde han heldigvis ikke. Han var meget enig i, at vi skal beskytte mine hænder og fødder, at knuden er blevet markant mindre og at jeg som sådan ikke har gavn af mere kemo. Derfor…trommehvirvel…bliver min operation fremrykket og jeg slipper for de sidste 3 gange kemo!!! Jeg har ikke fået dato for operationen endnu, men det bliver nok i den kommende uge eller ugen efter. Det er så vildt, at jeg er færdig med den flydende kemo (lægen talte om at jeg måske skal have kemo i tabletform i 6 måneder efter operationen. Den bro krydser vi når vi komme til den).

Indkøring af Mads og Theo

Meget af grunden til at der har været stille de sidste par uger, er at vi har prøvet at nyde tiden herhjemme inden Mads startede nyt job og Theo startede vuggestue. Jeg har også været mere træt, og der har ikke været så meget overskud – trætheden skal jeg nok desværre finde mig i i lang tid endnu. Det er en irriterende form for træthed, for jeg kan ikke bare gå tidligere i seng eller tage en lur midt på dagen – det forsvinder den desværre ikke af.

Mads startede fysisk på Coloplast i tirsdags, samtidig med at Theo startede i vuggestuen. Begge ting gik over al forventning. Mads er mega glad, og de har taget så flot imod ham. Det rører mig meget, hvor forstående hans chef er for vores situation. F.eks. når planer bliver lavet om, og han pludselig skal med mig til lægesamtale i går. Jeg tror, at det er det helt rigtige for ham, og jeg nyder at høre ham fortælle om alle de nye ting han skal lære og om alle de input han allerede har fået. Det er mega fedt!

Hvis Theodor kunne tale, så tror jeg også han ville fortælle vidt og bredt om alle sine nye oplevelser. Han fik en ægte “rough” start i vuggestuen – 2 sekunder efter han var blevet sat i sandkassen, kom en større dreng og smed en skovlfuld sand lige i smasken på lille T. Han tog det i stiv arm, græd ikke og kiggede bare undrende på den anden dreng. Jeg fik vasket sand ud af Theo’s øjne og mund, og så var han ellers i hopla igen. Han er så sej, den lille fyr. Dagen efter blev han ombejlet af de større piger – 3 styks sværmede om ham, og han fik tilmed en blomst af den ene af dem. På 3. dagen var det mormor og morfar der gik med ham i vuggestue, og der gik det også så fint. I går havde han “fri”, da vi skulle aflevere ham hos mormor og morfar inden vi tog mod Riget. Han er stadig hos mormor og morfar, og vi har nydt en aften med sushi og playstation 😉 Formiddagen er blevet brugt på at læse avis (!) og slappe af, så vi er ladet op til fødselsdagsfejring i morgen 🙂

Tur til slotsparken i Hillerød ❤

Når det regner i sindet…

…må man finde en ordentlig paraply. Det er ikke kun sommervejret der er udfordret med regn og blæst. Den psykiske kamp mod kræften er også ret ustadig. Langt de fleste dage er gode, og Theodor gør, at jeg ikke bare kan sætte mig ned og have ondt af mig selv 24/7. Men nogle dage er også ret barske, når kroppen er helt brugt op og hovedet ikke længere kan følge med, så trækker de mørke skyer sig sammen om mig.

Jeg havde for alvor sådan en dag i sidste uge. Jeg skulle ringe til min nye læge, og hun fik snakket lidt hårdt til mig, og det var nok til at få tippet mig ud over kanten. Jeg græd og græd og græd, og alt var håbløst. Mads og jeg har derfor booket en tid hos Kræftens Bekæmpelse i næste uge – så kan vi få en snak med dem om hvordan man bedst håndterer alle de følelser der også er i spil i et kræftforløb – angst, dårlig samvittighed, tristhed, håbløshed og en enorm mængde stress. Det er ikke kun en fysisk kamp, men ligeså meget en psykisk kamp – og det er nok først for alvor gået op for mig nu.

Lige efter diagnosen blev vi bombarderet med informationer, der var en masse undersøgelser og en kemobehandling der skulle sættes igang. Alt sammen skete indenfor 1,5 uge. Derefter skulle vi også flytte, så en lejlighed skulle pakkes ned og et hus skulle pakkes ud. Jeg tror ikke min sjæl er kommet rigtigt med endnu, men efter huset er kommet på plads, er den begyndt at indhente mig og den er mere sårbar og skrøbelig end jeg troede. Vi er igang med at bestige et massivt bjerg, og vi er ikke engang halvvejs oppe endnu – omfanget af opgaven er så småt ved at gå op for mig, og derfor skal vi have noget hjælp.

Som jeg startede med at skrive, så er langt de fleste dage heldigvis gode, og gode dage kommer sjældent dårligt igen 🙂 At have Theodor og Mads hjemme hos mig er også en kæmpe fordel, og jeg vil nyde de næste 3 uger inden Mads starter på nyt arbejde. Her starter Theodor også i vuggestue, og jeg skal prøve at køre ham ind, mens jeg stadig får mine sidste kemobehandlinger. Heldigvis står bedsteforældrene klar til at hjælpe og har taget ferie i august, så vi forhåbentligt kan få kørt både Mads og Theodor ind i deres nye hverdag 😉

Ham her kan redde selv den mørkeste dag ❤☂️