Mød Håret Henning

Det har ikke været den sjoveste uge nogensinde…og så alligevel. For vi har fået en ny beboer på adressen – Håret Henning er flyttet ind! Vi har snakket lidt om hvad parykken skulle hedde, og hamsteren og bæveren føltes bare forkert…til gengæld klinger Henning bare helt rigtigt. “Skal jeg ikke lige tage Henning på?”, “Sidder Henning ordentligt?”, “To sekunder, jeg skal lige rette på Henning”, “Mon Henning flyver af i blæsevejr?”.

Hvorfor har det været en hår(d) uge?

Dad joke intended 😉 Den her uge er gået meget op i hår, og sikke en rutsjebanetur det har været. Mandag og tirsdag var jeg hos parykbutikken for at vælge ny frisure, og heldigvis måtte Mads komme med om tirsdagen. Det var virkelig rart at vi fik valgt Henning i fællesskab.

Tirsdag aften var ikke så sjov. Jeg havde en aftale med min frisør om at få klippet håret helt af. Jeg rystede, da jeg kom derned og var ikke helt glad for situationen. Jeg fik lov til at tage de første lokker med trimmeren, men det var simpelthen for surrealistisk for mig, så Burak fik lov til at tage resten, mens jeg græd lidt og grinede lidt. For heldigvis fik vi i fællesskab gjort det til en god oplevelse, og vi fik sat Henning pænt på.

Da jeg kom hjem gik det så helt galt. Jeg var stadig ked af det og havde svært ved at Mads skulle se mig næsten skaldet. Jeg havde mest lyst til at kravle ned i et musehul og blive der. Men han skulle jo se det på et eller andet tidspunkt – så jeg tog parykken af…foran ham og Theodor…og det kunne Theodor ikke klare! Han blev så forskrækket og græd og græd og græd…og det gjorde jeg også. Og stakkels Mads stod i midten af det hele.

Mads fik puttet Theo, og vi fik snakket om den nye frisure. Da vi skulle i seng blev jeg dybt ulykkelig igen – mange følelser kørte rundt i mig, men det var især Theodors reaktion der fyldte. Jeg var så bange for, at han ville reagere på samme måde dagen efter. Det gjorde han heldigvis ikke. Han kiggede lidt skeptisk på mig, men efter jeg gav ham morgenmad, var jeg inde i varmen igen. Nu ser mor bare sådan ud…og mor har lært ikke at tage Henning af og på foran ham 😉

Håret falder stadig af i en lind strøm, og der er mange bare pletter rundt omkring. Selvtilliden og selvværdet har fået nogle ordentlige tæsk i løbet af ugen, og jeg arbejder på at nå frem til, at min personlighed selvfølgelig ikke sidder i mine krøllede lokker. Jeg håber, at jeg er modig nok til at vise jer min skaldede isse, men indtil da…

Mød Henning

Tårer, træning og tabte kilo

I morgen er det allerede 14 dage siden jeg fik min første omgang kemo. Tiden flyver, og nu er der kun lidt over en uge til 2. omgang. Så jeg tænkte, at det var på tide med en status over første etape. For det har godt nok føltes som at køre Flanderen Rundt igen…en masse brosten “for a bumpy ride”.

Fysisk

Kvalmen og madleden var værst den første 1,5 uge, hvor de sidste par dage har været en befrielse – jeg har rent faktisk haft lyst til at spise 🙂 Jeg døjer stadig med svimmelhed og nogle kraftige hovedpiner, og så er håret begyndt at falde af…

Det er godt nok ikke særligt sjovt. Det startede for alvor i fredags efter jeg havde været i bad. Jeg stak hovedet ned til Theodor for at lege med ham, og så dryssede det ligeså fint ned over ham…slet ikke sjovt! Tårerne trillede ned af kinderne på mig, Mads måtte tage over med Theodor og så bestilte vi sushi og drak et stort glas rosé, og så gik det lidt bedre. Jeg ved jo godt det falder af, og jeg har prøvet at forholde mig til det, men hold op hvor er det svært for mig.

I morgen skal jeg heldigvis vælge paryk, og forhåbentligt får jeg den med hjem med det samme. Jeg glæder mig til at dele resultatet med jer.

Træning

Allerede 48 timer efter kemoen, var Mads og jeg ude at cykle små 40 km på racercyklerne. Det er en enorm glæde for mig, at vi kan cykle sammen, og heldigvis står bedsteforældrene klar til at passe Theo. Det er skønt at kunne træne og føle sig som sig selv…og så alligevel ikke helt. For jeg blev godt nok svimmel, og jeg turde ikke helt sige det til Mads (Ja, det ved jeg godt var dumt), så de sidste 3-4 km var lidt for spændende for mig…hver gang vi skulle holde for rødt var jeg bange for at besvime. Men vi kom da helt hjem.

Jeg har også fået løbet 2 gange og trænet styrketræning 2 gange. Begge dele er blevet en større udfordring for mig pga. svimmelheden, men jeg får det gjort, og er overbevist om, at det kun kan hjælpe i kampen mod kræften. Når vi flytter er vi blevet enige om at investere i en svinedyr og fancy hometrainer, så jeg kan cykle indenfor på de dårlige dage. Træning skal være så nemt som muligt, så jeg ikke har den mindste undskyldning for ikke at gøre det.

Madleden og kvalmen har også haft den effekt at jeg har tabt 2,5 kg. Det kan også mærkes på træningen, at energien ikke er den samme. Så nu hvor jeg har det fint med at spise igen, prøver jeg at tanke lidt op. Jeg ved jo, at den første uges tid efter næste omgang kemo bliver en diæt af knækbrød med pålægschokolade og astronaut is. Ja, man skulle tro jeg har gravid igen 😉

Psykisk

Der er sket så mange ting de sidste par uger, at hovedet har lidt svært ved at følge med. Jeg får stadig katastrofetanker om at kemoen ikke virker, at kræften har spredt sig og at jeg lige om lidt ikke er her længere. Det er super svært, men det er heldigvis blevet mindre hyppigt.

Min forfængelighed er også udfordret, og de sidste par dage har jeg været meget ked af det over at håret falder af. Jeg er bange for at se mig selv som skaldet, og bange for hvad Mads siger. Han siger, at det ikke kommer til at betyde noget, men der sidder stadig en usikker lille skaldet Randi indeni mig, som slet ikke er overbevist. Jeg ved jo godt det ikke er rationelle tanker jeg har, og på en måde bliver det rart når håret er helt væk…så skal jeg ikke gå og frygte det længere.

Theodor fylder heldigvis så meget, at jeg ikke har tid til at spekulere alt for meget over det her race der kører sideløbende med at være mor til en lille lækker baby. I forhold til ham er det sværeste, at indrømme over for mig selv, at jeg bare bliver hurtigere træt og ikke kan være ligeså meget på. Mads er heldigvis god til at trille en tur med ham, så jeg kan få en halv time hist og pist til at hvile mig. Det er nemlig også svært for mig at bede om, og det ved han godt…Så derfor gør han det bare ❤

Så alt i alt går det ok, og meget meget bedre end jeg havde turdet håbe på.

Kemo, nyt hår og chokolade

Så blev første etape skudt i gang i mandags. Kl. 9:30 flød kemobehandlingen ind i mine blodårer, og det blev for alvor virkeligt for mig, at det her ikke er en ond drøm.

På trods af corona, måtte Mads godt komme med første gang, og det var en kæmpe støtte. Heldigvis er sygeplejerskerne på Onkologisk super søde, og det hjalp utroligt meget at stemningen var god. De spurgte meget ind til Theodor, og som de stolte forældre vi er, pludrede vi jo løs 🙂

Mærkelig frikadelle

Efter behandlingen gik vi en tur i Fælledparken inden turen gik hjem til Farmor og Theodor. Vi havde taget frokost med hjem, men halvvejs igennem frikadellemaden ændrede den fuldstændig karakter og smagte mig lige pludselig ikke. Første tegn på at kemoen havde indtaget min krop.

Om eftermiddagen havde jeg en tid hos frisøren, og med en lille snigende kvalme lykkedes det at få klippet håret kort. Allerede da jeg fik diagnosen, bestemte jeg mig for at håret skulle klippes så snart frisørerne åbnede, så jeg ikke står med store totter i hænderne, når det falder af.

Meget mærkelig fornemmelse

Kemodag = chokolade

Efter frisøren fik jeg det dårligt og måtte ligge mig på sofaen med kvalme og svimmelhed, og kigge på, mens Theodor og Mads legede nede på gulvet. Efter en gåtur, hvor vi besluttede at kemodag = chokolade fra Peter Beier, fik jeg klemt lidt aftensmad ned, og resten af aftenen var egentlig ok (især chokoladedelen).

Vi gik i seng omkring kl. 23 og jeg kunne ikke helt sove. Jeg var lykkelig over at bivirkningerne endnu ikke havde været så slemme…men jeg blev meget klogere da klokken blev 03:30.

Jeg vågnede med galoperende hjerte og en kvalme der slet ikke kunne styres. Klokken 4 måtte jeg se mig slået, og jeg tog en af de piller som jeg havde fået med hjem – Olanzapin. Jeg blev forholdsvis skæv af den, og kvalmen blev ved i 1,5 time, men jeg endte med et falde i søvn…siddende i sofaen, hvor Mads fandt mig om morgenen og sendte mig i seng. Her sov jeg til klokken 11. Resten af tirsdagen var jeg stadig groggy og havde kvalme.

Jeg føler dog stadig at jeg er sluppet billigt, og håber inderligt at de næste to gange kemo behandler mig ligeså godt.

Spændt og taknemmelig

Jeg er meget rørt over alle de reaktioner jeg fik på mit indlæg fra forleden. 1000 tak til alle der har sendt blomster, en besked, skrevet en kommentar og tænkt på os. Jeg prøver at svare alle så hurtigt som muligt, men i skal vide at hver en hilsen er utrolig værdsat og vi er meget taknemmelige begge to for at få så meget støtte og opbakning.

En ny hverdag

Mads og jeg var til samtale på onkologisk afdeling på Rigshospitalet i fredags, og det gik rigtig godt. Den vigtigste nyhed var, at kræften IKKE har spredt sig. Vi blev så lettede begge to, for det har godt nok fyldt meget og bekymret os begge. Første etape af race’et er overstået – phew.

I morgen begynder næste etape. Den hedder kemoterapi, og i første omgang skal jeg have behandling hver 3. uge i 9 uger. Derefter står den på behandling hver uge i 9 uger. Lige nu er jeg selvfølgelig bange og nervøs over bivirkningerne, men det bliver godt at komme i gang i morgen og få afmystificeret konceptet. Det er lidt ligesom, når man står og kigger ud over vandet inden starten går til et triathlon – når først man er i det, skal det nok gå. Det er den indstilling jeg prøver at holde fast i.

Mit sværeste race…

…begynder nu, og jeg har ikke engang selv tilmeldt mig. Distancen er ukendt og det er den forventede sluttid også. Når jeg kommer i mål, venter der ikke nogen finisher medalje, til gengæld får jeg forhåbentligt mit liv tilbage.

Racet hedder brystkræft, og jeg fik mit startnummer i påsken.

Mavepuster

Lige efter fødslen af vores søn i december, mærkede jeg en knude i mit højre bryst. Lægen mente ikke det var noget jeg skulle være bange for, og vurderede at det bare var en irriteret mælkekirtel. Da Theodor skulle have sin 3-måneders vaccination nævnte jeg det igen, og hun sendte mig videre til mammografi. Jeg var stadig ikke bange – for det var jo bare en mælkekirtel.

Til undersøgelsen fik jeg taget nogle biopsier, men jeg var stadig ikke bekymret. En uge senere blev jeg indkaldt til samtale, og Mads og jeg cyklede afsted mod Riget. Vi var i godt humør, solen skinnede og vi anede ikke at vores liv ville blive vendt fuldstændigt på hovedet.

Vi havde lige sat os ned, da lægen sagde: “Ja, som i nok har regnet ud, så er der tale om brystkræft”. Vi fik en mavepuster begge to, og min hjerne lukkede helt ned. Der kørte kun en ting rundt, og det var at jeg nu skal dø og ikke se Theodor vokse op.

Fremtiden er forandret

Vi var og er stadig i chok, men vi prøver at huske på de facts vi har lige nu. Der er tale om helbredende og brystbevarende behandling, og lægerne forventer at jeg nok skal blive over 80 år gammel. Så langt så godt. Jeg skal starte med kemobehandling for at gøre knuden mindre, så den bliver lettere at operere ud. Der skal også lige styr på lymferne i armhulen – der var nemlig også kræftceller. Og når alt det er overstået, er der nok et forløb med strålebehandling der venter. Men vi tackler en ting af gangen.

Vi har brugt påsken på at tale med familie og venner, og vi har heldigvis massiv støtte og opbakning. Så det her race skal også nok blive gennemført.

Jeg har besluttet at tage bloggen op igen, både for at kunne samle mine tanker om forløbet et sted, og samtidig i håbet om, at der måske en eller anden dag, er en anden der kan bruge min fortælling til noget. Det at blive ramt af kræft som nybagt mor er langt fra et “teaparty”. Titlen på bloggen er også mere aktuel for mig, end den nogensinde har været før – jeg skal hen til den målstreg!

De her to betyder alt lige nu ❤