Tilbageblik – Berlin Marathon 2013

BerlinCollage

I dag er der ca. 40.000 løbere der er på sightseeing rundt i Berlin.

For 2 år siden havde jeg fornøjelsen af at løbe mit første, og indtil videre eneste, marathon rundt i Berlins gader. Og sikke en tur det var. I kan læse meget mere om hele oplevelsen her og her. I løbet af de sidste 2 år er der sket rigtig meget – både på privatfronten og på træningsfronten.

  • Jeg har skiftet job 2 gange
  • Jeg er blevet opereret i knæet
  • Jeg har haft brækket hånden
  • Jeg er blevet halv jernmand
  • Jeg har været sygemeldt med stress
  • Jeg har været i Florida
  • Jeg har skiftet tri-klub
  • Jeg har slået min PR på 5km, 10km og halvmarathon
  • Jeg har fået den sejeste tri-cykel
  • Jeg har meldt mig til Ironman Copenhagen 2016

Phew – gad vide hvor meget der sker de næste 2 år 🙂

Reklamer

Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 2

De sidste 48 timer har jeg brugt på langs på sofaen med migræne og maveinfluenza. Det er vist meget normalt at blive syg efter marathon, men det har ikke været særligt sjovt. Til gengæld har det givet mig tid til at tænke over hvad det var der egentlig skete i søndags. Så her kommer beretningen fra selve BMW Berlin Marathon 2013 🙂

Søndag morgen stod vi op kl. 6 og spiste vores medbragte havregryn og drak en masse vand. Det var ikke fordi appetitten var overvældende, men ned skulle det jo. Starbucks havde ikke åbent på den tid af dagen, men heldigvis lå der en McDonalds lige overfor, hvor vi fik vores kaffefiks. Hotellets lobby var fyldt med løbere, og da vi bevægede os over mod startområdet kl. 8 gik det for alvor op for mig, hvad det var vi skulle i gang med. Efter lidt forvirring (startområdet var KÆMPE stort) fik vi afleveret vores tasker og aftalt et mødested efter løbet.

Fordi det var vores første marathonløb skulle vi starte bagerst, så vi bevægede os over mod blok H. Luften sitrede af nervøsitet og lige meget hvor man kiggede hen var der spændte og forventningsfulde løbere. På det her tidspunkt følte jeg mig ret afklaret og var egentlig ikke længere nervøs. Jeg glædede mig til at komme i gang. Det var en overdrevet smuk morgen, disen hang let over Reichstag og mens vi ventede på at blive sendt afsted var himlen blå og solen brød frem. Og så må jeg indrømme at jeg var meget tæt på at fælde en tåre, da eliten blev skudt afsted 8:45 og de gule balloner blev sendt til vejrs. Det var virkelig meget rørerende.

Klar til start iført fine gule plastikposer
Berlin Marathon 2013

De gule balloner bliver sendt afsted (billedet er lånt fra Berlin Marathon’s facebook side)
Berlin Marathon 2013

De første par 100 meter løb Daniel og jeg sammen og skiltes lige efter Sejrssøjlen (han løber nu engang hurtigere end mig). Der var mennesker overalt og en del kilometer løb jeg og smilede helt uhæmmet. Jeg var helt høj over at være en del af så stort et arrangement.

Masser af overskud
Berlin Marathon 2013

Omkring 21 km havde min blære fået rigeligt med vand, gel og energidrik og selvom det irriterede mig lidt, stillede jeg mig i kø til de transportable toiletter. Inde i “boksen” gik jeg til gengæld i baglås – der var VIRKELIG klamt! Så efter lidt debattering frem og tilbage, besluttede min blære og jeg at det der tisseri vist godt kunne vente (ja, jeg er lidt sart). Så videre gik det, og jeg havde det stadig rigtig godt. Jeg var startet ud i et meget langsomt tempo, både fordi jeg var bange for at bruge al min energi og samtidig fordi der simpelthen var så mange mennesker at jeg hurtigt opgav at løbe zig zag hele tiden (zig zaggeriet endte med at koste 800 m – så da jeg løb over målstregen havde jeg løbet 43 km!).

Undervejs på ruten var der masser af bands og opbakningen fra de danske tilskuere var FÆNOMENAL! Det gjorde at jeg ikke på noget tidspunkt løb med musik i ørerne, selvom ipod’en ellers var med. Jeg gjorde mit bedste for at nyde stemningen, og suge alle indtryk til mig (hvor tit løber man f.eks. bagved Asterix og Obelix?). Og så må jeg sige, at de 300 kr. min t shirt med påtrykt Danmark kostede mig, er de bedste 300 kr. jeg har brugt i lang tid. Sikke et boost det gav når man kom forbi en gruppe danskere med flag og båthorn og alt muligt andet og de råbte “KOM SÅ DANMARK”. 1000 millioner tak til jer!

Indtil omkring 32-33 km havde jeg det faktisk rigtig godt. Benene begyndte selvfølgelig at blive lidt ømme, men ellers følte jeg ikke på noget tidspunkt at muren nærmede sig. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde mig hydreret, og drak både energidrik og vand i de fleste depoter (suppleret med gel hver 5. km). Heldigvis fungerede det fint, og jeg havde ingen problemer med maven på noget tidspunkt. Ved 33 km blev det alligevel for meget for blæren, og endnu engang stillede jeg mig i kø til de fine pink toiletter – jeg kom heldigvis ind på et der ikke var overdrevet klamt og fik klaret min “business”. Vel ude af boksen gik jeg lidt, og her begyndte mit venstre knæ at drille. Det føltes lige pludselig meget hypermobilt og som om det ikke helt ville holde. Jeg prøvede at løbe lidt igen, og fandt ud af at det var bedre at løbe end at gå. Så fremad gik det – omend langsomt.

Det begynder at gøre ondt
Berlin Marathon 2013

I stedet for at smile koncentrerer jeg mig om at trække vejret…
Berlin Marathon 2013

De næste 5-6 km var lange…MEGET lange. Jeg følte ikke jeg kom nogle vegne, og på det tidspunkt var mit ur næsten 1 km foran de officielle kilometerskilte. Men stadigvæk ingen mur – heldigvis. Der var kun lige 4-5 minutter hvor jeg blev lidt let i hovedet og lige måtte minde mig selv om hvad det var jeg var i gang med – her hjalp de mange danskere endnu engang, og heldigvis stod der en gruppe midt i min minikrise, som opdagede at der stod Randi på mit startnummer, og begyndte at råbe “KOM SÅ RANDIIIIII”. Det fik mig tilbage til virkeligheden og krisen var overstået.

2 km tilbage og benene fik nyt overskud. Jeg kunne høre menneskemængden på Unter den Linden og viste at lige om lidt havde jeg gennemført mit første marathon. Det var ikke til at tro på og jeg måtte kæmpe lidt med at holde tårerne tilbage. Lige siden vi startede på træningen mod marathon, har mit motto været “Finish Strong”, og det ville jeg også gøre nu.

Finish Strong!
Berlin Marathon 2013

I mål – og en tåre bliver tørret væk 😉
Berlin Marathon 2013

Min officielle tid blev 5:04:34 (efter 43 km!) og min egen tid på mit ur blev 4:59:05 🙂 Jeg er meget tilfreds – det var mit første marathon og hele vejen igennem en god oplevelse.

Efter mål havde jeg kun en ting i hovedet, og det var at finde Daniel og sikre mig at han også var kommet helskindet igennem løbet. Det var han og vi stavrede hjem til hotellet. Stolte, glade, trætte og med meget stive ben. Heldigvis virker det til at vi er sluppet uden skader. I dag, 5 dage senere, har jeg slet ikke ondt i benene. Min venstre hæl er en lille smule øm, men det er det eneste. Vi har begge to mod på mere og jeg glæder mig allerede til Københavns Marathon næste år. Og ja, vi har også meldt os til lodtrækningen om startnumre til Berlin 2014 😉

Stolt, rørt og meget træt
Untitled

Daniel med sin medalje
Untitled

Min nye yndlingstshirt
Untitled

Follow on Bloglovin

Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 1

Jeg er ikke sikker på at det helt er gået op for mig endnu. Berlin er overstået – vi kom sikkert derned og vi kom sikkert hjem med 2 medaljer hængende om halsen. Alle bekymringerne, al tvivlen, alle nerverne…det hele er væk nu og er erstattet med stolthed og en følelse af at have opnået noget. Vi har forberedt os, vi har trænet, vi har givet afkald, vi er gået tidligere hjem fra fester og familiearrangementer, vi har prioriteret benhårdt – og vi har lært en hel masse om os selv!

Den benhårde prioritering vil fortsætte det næste år, når nu det nye mål er en halv jernmand – og derfor bliver jeg lige nødt til at smide en KÆMPE tak til vores familie, venner og kolleger ind her – i er UVURDERLIGE! Og jeg håber også i kan holde os ud det næste år, selvom det stadig vil handle meget om træning 😉

Jeg bliver nødt til at dele indlægget om Berlin op – jeg har stadig ikke helt reflekteret nok over selve løbet i søndags. Så i det her indlæg må i nøjes med at høre om alt det der skete inden vi løb igennem Berlins gader og blev marathonløbere – for det er vi jo nu (VILDT!).

Fredag

Vi var tidligt oppe, for vi skulle nå bussen kl. 06:30. Selve busturen gik fint, og der var rigtig mange løbere og inlineskatere med på turen. Vel ankommet til Berlin ud på eftermiddagen, besluttede vi os for at tage ud på expo’en og hente vores startnumre. Hellere få det vigtigste overstået fredag, så vi bare kunne slappe af lørdag. Allerede på vejen derud kunne vi mærke en hel fantastisk stemning i byen. Den sitrede nærmest og der var løbere over alt. og danskere…hold nu op. Det var ligesom at gå rundt i København, så mange danskere var der! Der vidste vi begge to, at investeringen i 2 t shirts med Danmark trykt på både bryst og ryg ville være alle pengene værd!

Expo’en blev afholdt i den nedlagte lufthavn Tempelhof og var KÆMPE stor!
Untitled

En luftballon er vel kun på sin plads…
Untitled

En lille smule kø…jeg tror det tog os en halv times tid at komme ind i det område hvor startnumrene kunne hentes
Untitled

Et fint armbånd rigere…

Og aller vigtigst – et STARTNUMMER rigere!
Untitled

Vi gik på ingen måde shop-amok på expo’en. For det første syntes jeg ikke at det officielle Adidas tøj var særligt pænt, og for det andet faldt vi ikke over a) EKSTREMT gode tilbud og b) noget vi VIRKELIG manglede. Vi fik dog begge to et par CEP kompressionssleeves med Berlintryk på (Daniels er IKKE neon-pink – bare lige så vi har det på det rene ;)).
Untitled

Lørdag

Det var en temmelig urolig nat – mine nerver var virkelig på højkant og jeg sov elendigt. Jeg havde mareridt om at jeg ikke kunne gennemføre løbet, at Daniel og jeg blev væk fra hinanden eller at en af os kollapsede og måtte indlægges. Vi stod tidligt op og fandt en cafe hvor vi fik en god morgenmad fyldt med kulhydrater (læs: brød), derefter gik vi over til Brandenburger Tor for at se hvordan hele området så ud og føle stemningen af. Der var ved at blive gjort klart til eftermiddagens inline-marathon, og der gik et sug igennem min mave da vi gik igennem Brandenburger Tor – her skulle vi løbe dagen efter! Igen havde jeg den der fornemmelse af at luften sitrede af spænding og forventning.

Vi var meget bevidste om ikke at gå alt for meget, og heldigvis har vi været i Berlin mange gange, så vi havde ikke det store behov for sightseeing. Vi tog toget ud til Alexander Platz, hvor der var mini-Oktoberfest. Fik købt et par boller med ost i det gamle KaDeWe, og så vendte vi snuden tilbage mod Friedrichstrasse og vores hotel. Efter at have hvilet os og lagt tingene klar til om søndagen (det hjalp lidt på de nervøse nerver), gik vi lidt op af vejen for at se de seje inlineløbere. Vi stod i et sving, og det var utroligt fascinerende at se hvordan de kom rundt i høj fart. Det blev desværre hurtigt ret koldt, så endnu engang var det tilbage på hotellet og slappe af. Om aftenen gik vi på en italiensk restaurant og fik spist pasta. Hele dagen drak vi vand med Zero tabletter fra High5, for at undgå at skylle for mange mineraler og salte ud af kroppen. Tilbage på hotellet igen og i seng kl. 21.

Et enkelt turistbillede blev det til
Untitled

Udstyret er lagt frem
Untitled

De seje inlineløbere

Stay tuned for Part 2…


Sidste uges træning

Mandag: Hviledag
Tirsdag: 5.5 km løb
Onsdag: Hviledag
Torsdag: 1.2 km svømning (1 times svømmetræning med /tri club)
Fredag: Hviledag
Lørdag: Hviledag
Søndag: 43 km løb (BMW Berlin Marathon 2013)

60 km “transport-cykling”.

Follow on Bloglovin

Jeg er stadig i live!

Lige en hurtig post – vi kom hjem fra Berlin for et par timer siden, og vi er stadig i live!

Oplevelsen var fantastisk og både Daniel og jeg gennemførte!!!

Jeg skal nok skrive et længere indlæg – forhåbentligt i morgen – men lige nu skal benene opad og hele oplevelsen skal lige bundfalde.

Men vi er STOLTE og GLADE begge to 🙂