Schyyy…der trænes!

traininginprogress
Her er meget stille på bloggen – lige nu går tiden primært med at arbejde, træne, spise og sove 😀 Der er jo UNDER 4 uger tilbage til KMD Ironman Copenhagen! Så det er vist på tide at stå så skarpt som overhovedet muligt.

Men jeg kan da lige opdatere jer lidt på hvad der er sket siden Kronborg i juni…

  • Jeg har kørt to virkelig lange cykelture – den ene over 150 km. og den anden på ca. 140 km. Begge ture indenfor en uge, og den ene tur i øsende regnvejr og den anden i strålende solskin.
  • Jeg løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort før!
  • Det totale vægttab siden i vinters er ved at nærme sig 10 kg!
  • Kroppen har det godt – bortset lige fra højre skulder…
  • Jeg har fundet glæden ved at iføre mig neopren og hoppe i vandet kl. 6 om morgenen!
  • Jeg er ved at være klar, og jeg tør sige det højt 😉

Derudover gik Daniel og jeg fra hinanden tilbage i april. Vi har gået stille med dørerne, og heldigvis er vi stadig på fin talefod. Lejligheden er til salg – så hvis du har lyst til at bo med udsigt til Tivoli, så ta’ lige fat i mig 😉 Men det er selvfølgelig klart, at sådan en omvæltning også vil påvirke træningen, og det har det selvfølgelig også gjort – der er måske blevet indtaget lidt for meget alkohol og jeg har heller ikke været så god til at passe min sengetid. Men lige nu er alt “on track” og jeg glæder mig bare helt enormt til at stå på startstregen 21. august!

KMD IRONMAN 70.3 Kronborg

Ironman 70.3 Kronborg

WUHUUU

Sidste søndag var en FEST. Sådan en fest man slet ikke har lyst til at tage hjem fra 🙂

Hele weekenden stod i IRONMAN’s tegn. Lørdag gik turen mod Helsingør for at indskrive cyklen, blive registreret og overvære race briefing. Jeg tog den engelske med den legendariske Paul Kaye – håbede det ville være ham der bød mig velkommen på målstregen, men måtte “nøjes” med det næstbedste – Mr. T-Bear Sindballe 😉

Svøm

Kvinderne skulle først i vandet 9:30, så jeg slog følge med de dejlige jernkvinder fra klubben som også skulle i ilden. Vi så et par af mændenes starter, vi kom i våddragterne, vi fik spist og drukket…og lige pludselig var det nu! Jeg var overdrevet nervøs – jeg går jo altid i panik når jeg kommer i vandet, og jeg var bange for hvor lang tid det ville vare, men det var en ren success! Jeg brugte 2-3 minutter på at panikke, accepterede at det var sådan det var og så svømmede jeg ellers derudad!

Jeg kom fint rundt på første runde. Den rullende start fungerede egentlig godt, men kunne ikke undgå lidt “slagsmål” og fødder og arme her og der og alle vegne. Overordnet gik det dog rigtig godt og roligt. Der var mange vandmand og et par brandmænd, og desværre løb jeg ind i sådan en på 2. runde. Jeg slog bak og fik sparket ret hårdt med venstre ben – BOM, så sad krampen der…jeg prøvede at svømme lidt videre, men måtte om på ryggen og have armen i vejret. Hang på en livredder i et par minutter og fik strukket mit ben ud og videre gik det – dog helt uden at bruge benene 😉 Jeg kom op af vandet på under 45 minutter, hvilket jeg er fuldt ud tilfreds med.

Cykel

Ironman 70.3 Kronborg

VROOM VROOM

T1 var en anelse lang og jeg gav mig ret god tid. Jeg skulle lige have viklet mig ud af våddragten, have tørret fødderne, på med strømper, på med hjelm, på med cykeltrøje…nå nej…af med hjelm igen, så på med cykeltrøje og så afsted og finde Leo. Han holdt pænt og ventede og var så klar til at give den gas. Vinden var desværre også klar, og det var ligesom om den hele tiden ændrede retning. Jeg trådte til på de strækninger hvor der var medvind og sidevind, og på strækningerne med modvind accepterede jeg og kørte mig ikke til kanten. Det blev stadig til en cykeltur på under 3 timer, hvilket er ganske fint for mig 🙂 Dog skal jeg blive bedre til at spise på cyklen – fik 4 vingummier og et stykke banan og det var ALT for lidt.

 

Ironman 70.3 Kronborg

Jeg er SÅ glad for min cykel…lalala 🙂

Løb

Ironman 70.3 Kronborg

Av av av – stive ben!

Men cyklingen kunne jo desværre ikke vare evigt og løbet ventede, det gjorde venstre læg også. Jeg havde mærket lidt til den på de 90 km, men det havde ikke været så slemt. Til gengæld var den helt umulig på løbeturen, og jeg blev nødt til at gå rigtig meget 😦 Derudover havde svømningen været kold, cyklingen ligeledes, og lige pludselig rammer man Helsingør bymidte, hvor der er 80 grader varmt! Så varmen slog mig også ud af den. Så meget at en frivillig måtte hjælpe mig på rette kurs efter 15-16 km. Jeg var på vej i den helt gale retning 😉

Jeg kom rundt om Kronborg fire gange, og lige pludselig var det min tur til at dreje til venstre mod mål. T-Bear Sindballe råbte: Randi, Welcome to the Finish Line og alle smerter var væk og smilet var klistret fast på mit ansigt 🙂

Ironman 70.3 Kronborg

Til alle heppere, frivillige og arrangørerne bag…jeg tror sgu jeg elsker jer lidt alle sammen 😀

Status på februar

februar 2016_statusFebruar er gået, og det er nu officielt forår (sidder og kigger ud på en meget regnvåd og grå onsdag eftermiddag…så ved ikke helt hvad jeg mener om forårets komme!).

Selvom starten af året var kaotisk på jobbet og jeg også blev ramt af lidt sygdom, så er jeg endelig kommet ordentligt i gang med træningen igen.

Den sidste uge af februar fik jeg sneget mig op på 8 timer, så nu kan det kun gå lystigt derudaf.

Det går rigtig godt med både løb, cykling og svømning. Jeg svømmede min længste distance i fredags, hvor jeg fik bevæget mig 2400 m! Så langt har jeg aldrig svømmet før.

Der bliver cyklet rigtig meget på hometraineren – 11,5 time blev det til i februar. Jeg kan afsløre at på 11,5 time kan man se rigtig meget sport, rigtig mange musikvideoer og også Wolf on Wall Street 😉

Løbet fungerer også rigtig godt, og der er blevet løbet heftige 200m intervaller og lange ture. En søndag efter 1,5 time på cyklen, slog jeg tilmed rekord på 10 km! Hvad sker der lige for det?

Jeg bliver hurtigere og stærkere og jeg elsker det! 🙂

Trailman – 6 km løb i Hedeland

Jeg var off-road i søndags 😉 Daniel og jeg var stået tidligt op og kørt til Hedeland tæt på Roskilde for at løbe Trailman. Der var dog en del der var stået væsentligt tidligere op end os – nemlig de imponerende løbere der havde begivet sig ud på 80, 50 og 25 km! WOW!

Da det var mit første trailløb og Daniel døjer med en skade nøjedes vi med 6 km.

Herunder er jeg klar til start med mine spritnye og meget rene trail-sko (de var væsentligt mere mudrede da vi kom i mål – og sådan skal det være 🙂 ).

Trailman 2015

Første del af turen gik rundt om en sø, først på en ret bred grussti og derefter på en smal semi-mudret sti. Det var SÅ sjovt. Så rundede vi start/mål området, og løb et 8-tal. Først lidt på asfalt (av, det kunne mine fødder ikke lide i trail-skoene), så lidt på nogle små stier og så rundt om nogle meget smukke vinranker. De orange X’er lyste flot op i det lidt halvtriste grå vejr.

Trailman 2015

Trailman 2015

Vi løb over målstregen og uret stod kun på 5 km. Ruten var simpelthen for kort. Vi holdt et kort pitstop, overvejede situationen, spiste lidt af den hjemmebagte chokoladekage og aftalte at tage søen én gang til. Der var ingen andre løbere og det var simpelthen så fint. Pludselig puslede det i buskene, og jeg troede at der kom en langdistanceløber blæsende ud foran os – men nej, der kom et dådyr springende frem. Den blev tydeligt forskrækket over at se Daniel og jeg, og skyndte sig at vende bagdelen til os og springe tilbage i busken. Naturen helt tæt på – fantastisk!

Det er ikke sidste gang jeg løber trailman – selvom ruten var for kort, så var det så fint arrangeret og der var en rigtig god stemning. Masser af tommeltotter opad herfra. Og som billedet herunder viser – så gør trail mig glad 😉

Trailman 2015

 

På trailworkshop med Tri-X14

“Det er sommer og familien skal i skoven, himmelen er blå ikke en sky foroven”

Sådan lød det inde i mit hoved da Daniel, 2 klubkammerater og jeg kørte mod Tokkekøb Hegn lørdag den 3/10. Vejret var fuldstændigt fantastisk og forude ventede et par sjove timer på trailworkshop med Tri-X14. Anders fra klubben lagde hus til, og lynhurtigt var der 30+ glade mennesker der i en fart fik stillet morgenmad frem og snart var vi allesammen bænket i stuen, hvor Anders og vores løbetræner Christian holdt et foredrag om trailløb.

Vi var så heldige at Runnersmarket havde stillet prøvesko fra Salomon til rådighed for os. Det var rigtig fedt at kunne teste skoene og mærke hvordan en trailsko sidder helt anderledes end en almindelig løbesko – og jo, jeg endte da også med at bestille et par fra butikken dagen efter – hvem havde dog turdet drømme om at den

Trail Workshop 3/10-15

Nu var vi jo ikke kun kommet for at spise morgenmad og prøve sko – skoven lå jo lige i baghaven og ventede på os. Jeg fik en meget brat opvågning omkring at skoen ikke var en helt almindelig løbesko – hold op hvor var den tung og kluntet på den korte asfaltstrækning indtil vi ramte skoven. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle have beholdt mine elskede Asics på, men så kom vi ind på skovstien, og lige pludselig kom mine lånte Speedcross 3 til deres ret.

Vi fik varmet godt op og blev herefter undervist i trail-teknik. Hvordan kommer man bedst op og ned af bakkerne og rundt i svingene. Det var simpelthen SÅ sjovt. Bagefter løb vi en tur i skoven, og efter ca. 5-6 kilometer havde mine lårbasser fået nok. Det er noget helt andet at løbe trail. Jeg var super koncentreret på en måde jeg slet ikke er når jeg bare løber almindeligt. Derudover brugte jeg nogle helt andre muskler, og jeg var godt øm i benene dagen efter. Det er slet ikke sidste gang jeg løber trail (nok også derfor skoene nu er indkøbt), og allerede på søndag står den på Trailman i Hedeland 🙂

Trailworkshop