Optur, nedtur, MEGA optur

randi15km

Optur

Vi starter denne post med en optur. Påsken stod i træningens tegn og billedet herover er fra Langfredag, hvor jeg helt spontant tog på en 15 km løbetur rundt om Damhussøen. Det gik flyvende, og jeg endte med at slå ny rekord på 10 km! Hvor fedt er det lige? Og så på en halvkold, helblæsende og grå Langfredag 🙂

Den skarpe læser vil måske lægge mærke til mit meget fine Ironman visir, og nej, jeg er ikke hemmeligt og helt diskret blevet Ironman over natten, men dette visir er en KÆMPE motivationsfaktor for mig. Når jeg har det på, tænker jeg på sommerens strabadser, jeg får diamanter i benene og føler jeg har et eller andet stort jeg skal leve op til. Jeg ved godt det måske lyder lidt skørt, men det virker for mig. Hvad bruger i af små tips og tricks til at holde motivationen?

IMG_20160330_113327
Nedtur

Tirsdag efter påske startede jeg dagen hos en hudlæge. Jeg havde et modermærke på maven der lige skulle tjekkes, og havde egentlig regnet med at han ville sige at det så helt fint ud og sende mig hjem igen. Det gjorde han ikke. Han ringede derimod til Rigshospitalet og før jeg vidste af det, havde jeg en tid til operation næste morgen! Operationen gik godt, selvom jeg langt fra er en helt når det kommer til sygehuse. Jeg kom hjem med 10-15 sting midt på maven og med formaninger om ikke at foretage mig noget anstrengende den næste uges tid.

Udover at det er svært at stoppe sin træning, når alt lige går så godt, så blev jeg selvfølgelig også bange og bekymret. Det er ikke sjovt når ordet kræft lige pludselig bliver smidt ind i ligningen og det satte selvfølgelig en masse tanker igang. Heldigvis har jeg familie, venner og gode kollegaer omkring mig, der gladeligt lagde brede skuldre til, og det gjorde at jeg blev stærkere og ikke stod med hele bekymringen selv. I onsdags skulle jeg så have været på Rigshospitalet til samtale om svaret, og bedst som Daniel og jeg lige havde spist brunch og var ved at gøre os klar til at tage afsted ringer telefonen. Det var lægen der bare lige ville fortælle at der absolut ingenting var at være bange for. SUPER gode nyheder, der med det samme blev fejret med en laaaang gåtur og en eftermiddagskage. I overmorgen får jeg taget stingene ud og jeg føler mig mere end fit for fight.
12970593_10153369362490981_1423490929_o

MEGA optur

Gode nyheder og dejligt vejr = en fantastisk weekend!

Fredag var Daniel og jeg i Det Kongelige Teater og se Romeo & Julie. Helt fantastisk oplevelse og super hyggeligt aften med mad på Gorms og drinks på Bar 25.

Lørdag kunne jeg ikke klare at sidde stille mere, så vi tog ud på cyklen sammen med klubben. 80 km på rammen blev det til og stingene i maven blev heldigvis siddende. SKØNT!

Om søndagen havde jeg bestemt mig for at prøve at løbe en tur, for at se om alt var tilbage til normalen. Det virker åbenbart at ligge stille i 1,5 uge, for jeg “kom til” at slå ny rekord på 5 km! Mit Garmin ur sagde 25:08, men da den synkroniserede med Endomondo endte den på 26:10. Virkelig mærkeligt! Jeg har tænkt mig at holde mig til Endomondo, og så glæde mig over at det nok kun er et spørgsmål om tid inden jeg kommer under 25 🙂

IMG_20160408_220913

Reklamer

Selverkendelse, krykker og to plastre på knæet

Selverkendelse er svært – rigtig svært. Inderst inde har jeg jo godt vidst, at der ikke ville ske et mirakel og at jeg lige pludselig ville vågne op uden smerter i venstre knæ og bare kunne løbe derudaf. Det har været meget svært for mig at erkende, at mit store mål for 2014 – Øresund 1/2 Ironman – lige pludselig ikke kunne blive en realitet, og derfor har jeg udsat det uundgåelige. Men så skete der noget i fredags, der gjorde at jeg blev nødt til at handle og indse at denne sæson er ovre.

Siden mine knæproblemer startede efter Berlin Marathon, har jeg ikke kunnet løbe. Til gengæld har jeg cyklet og styrketrænet som en gal, og haft den opfattelse at så længe jeg bare kunne det, så kunne jeg da noget, og så ville knæproblemerne nok gå over af sig selv. Det gjorde de bare ikke, heller ikke efter 2 blokader og en del gange hos fysioterapeut. I fredags blev det så slemt, at jeg næsten ikke kunne cykle på arbejde – der indså jeg, at miraklet udeblev og at jeg selv blev nødt til at gøre noget. Så jeg skrev til forsikringsselskabet søndag aften, ringede til Teres Hospitalet Parken mandag formiddag og lige pludselig var jeg indehaver af en tid til operation i onsdags – ja, du læste rigtigt, i onsdags!

Lidt nervepirrende at måtte fortælle det nye arbejde, at jeg altså ikke lige kom onsdag…og nok heller ikke resten af ugen. De tog det rigtig pænt, og forsikrede mig om, at det jo må tage den tid det tager. Phew – jeg er godt nok glad for mine nye kollegaer! (de sendte mig også en super flot buket blomster, som stod foran døren da vi kom hjem fra hospitalet…hvor blev jeg rørt og glad!).

Så solgte jeg mine startnumre til Øresund og til Havnetri – det gav jo sig selv nu, at jeg ikke kommer til at deltage. Det var næsten med tårer i øjnene at jeg så startnummeret til Øresund ryge – men jeg ved det her er vigtigst, og at jeg så må komme stærkere tilbage i 2015!

Nå, onsdag kom hurtigere end jeg lige havde regnet med, og pludselig sad Daniel og jeg i venteværelset. Jeg var rigtig bange og meget nervøs. Jeg har en kæmpe nåleforbi, som er så slem, at jeg var mere bange for at få lagt drop, end for selve operationen. Uden at gå for meget i detaljer, så gik hele dropprojektet selvfølgelig heller ikke så godt, fordi jeg var så nervøs at mine blodårer besluttede at strejke! Super! Efter en del tårer fra mig og lidt banden fra sygeplejesken, blev jeg lagt i fuld narkose.

2014-05-07 12.43.05

Stadig ret groggy og ville bare helst sove videre

Da jeg vågnede, troede jeg først, at jeg var besvimet, og at operationen først lige skulle til at gå i gang. Så jeg var en anelse forvirret over at benet var pakket ind og at jeg var gået glip af det hele. Så fik jeg de typiske eftervirkninger af narkosen – jeg blev vildt ked af det og lå og græd lidt, og så begyndte jeg at fryse – jeg frøs så meget, at der måtte et varmetæppe til (Daniel syntes det var vildt sødt, at maskinen der pumpede varmen ind i tæppet hed en Bair Hugger og selve tæppet hed Snuggle Warm).

Jeg begyndte så småt at komme til mig selv, fik verdens bedste sandwich (hold op, hvor var jeg sulten!), og var meget spændt på hvad Thomas (kirurgen) havde fundet inde i mit knæ.

Status: jeg har fået fjernet en irriteret slimhinde, en slimhindefold og arvæv over min knæskal. Jeg er på krykker, men har heldigvis ikke så mange smerter som jeg havde frygtet. Den største udfordring er faktisk at finde en stilling der er behagelig for benet. Anbefalingen fra hospitalet er, at jeg skal blive hjemme fra arbejde indtil starten af næste uge – så alt efter hvordan de næste 3 dage går, så håber jeg virkelig på at være på arbejde igen på mandag. Det værste lige nu, er at jeg ikke kan komme nogle steder, og er lænket til sofaen – jeg må nemlig ikke gå og stå for meget her de første par dage.

Og det er her den virkelige udfordring for mig er begravet – at jeg bliver nødt til at lytte til kroppen og respektere at jeg ikke kan alt lige  nu – at det er ok, at jeg de næste par uger ikke træner 10 timer om ugen – at jeg ikke ender med at veje 20 kg. mere end jeg gør lige nu, fordi jeg er ude af spillet et stykke tid (forhåbentligt kan jeg cykle på arbejde allerede om 1-2 uger!)…etc…etc.

2014-05-08 20.42.49

Og sådan ser det ud – 2 fine plastre på venstre knæ og nogle meget fine syninger nedenunder.