Ironman 70.3 Jönköping

Sikke en tur! 70.3 i Jönköping var intet mindre end fantastisk! Smukke omgivelser, en cykelrute der var “to die for” og en super god stemning i hele byen – jeg kommer gerne igen og øver mig på mit svenska. Og ovenpå en lidt hård halv jernmand i Helsingør, så var det her en fest…og nå ja, ny PR igen 😀

Svøm

Jönköping var god ved os, og vi skulle først i vandet kl. 9. Så det var ren luksus at stå op kl. 6, spise morgenmad på hotellet (inklusiv Nutella), mødes med pigerne, gå til T1, nusse med cyklerne og så afsted mod svømmestarten.

Svømmedelen skræmte mig fra vid og sans, da den foregår i Munksjön. Og mit sidste møde med en sø, gik mildest talt ikke så godt. Vandet var mudret og sigtbarheden ikke-eksisterende, og hele natten havde jeg ligget og spekuleret over, om det her ville være dagen hvor jeg; a) druknede, eller b) måtte udgå af et race.

Da vi nærmer os vandet, får jeg en indre ro og tænker “ikke så meget pjat med dig, gå nu bare ned i det vand og få svømmet de 1900 m, så du kan komme videre i dagens program. Stop det piveri!”. Som tænkt, så gjort. Vandet var mudret, men smagen var tilgengæld frisk og slet ikke ligesom i Kronborg 😉 Navigationen var lidt svær, da der ikke var så mange store bøjer, men jeg kom fint rundt uden slagsmål og var SÅ glad, da jeg kom på land igen. Jeg kan SAGTENS svømme i søer – hvor svært kan det være? 😉

Cykel


T1 var lang – så efter en frisk løbetur i våddragt gennem gågaden, var det endelig tid til at hilse pænt på Leo. Han var parkeret lige ved bike exit, så det var helt perfekt.

Cykelruten var så smuk, og jeg havde et smil på læberne hele vejen. Det hjalp også, at jeg rent faktisk overhalede en hel masse – i modsætning til Kronborg hvor benene slet ikke fungerede.

Det var dejlige rullende bakker, der stod folk og heppede, der var næsten ingen “trafik”, så ingen drafting – og nærmest heller ingen race marshalls, højt solskin og masser af overskud – jeg kom rundt på 2:48, hvilket er ny rekord på 90 km 🙂

Løb

Jeg går altid død på løbet! Men her var det egentlig ok – jeg tænkte ude på cyklen, at det ville blive hårdt for benene, fordi jeg cyklede tungt og hurtigt, men det var et bevidst valg – ok, det der gik igennem mit hoved var noget i retning af: “Shit, det går hurtigt det her, vrooom vrooom, hey, du skal også løbe 21 km…fuck det, det går hurtigt det her, så må jeg dø på løbet” 😉

Der var en virkelig led bakke efter små 3 km., og her døde jeg så første gang. Gik op af den, bandede, det gjorde ondt i mine fødder og forhandlede med mig selv om en 2/3 ordning (2 min gang, 3 min løb). Heldigvis kom der en anden dansker forbi, og han fik mig i omdrejninger og vi endte faktisk med at skiftes til at falde bagud, overhale, råbe lidt ad hinanden og kom i mål med et par minutters mellemrum. 1000 tak – jeg fik desværre ikke fat i dit navn, men du gav mig kampgejst tilbage, da det virkelig manglede.

Måltiden lød på 6:05:06, og jeg er mere end tilfreds. Det er 2. PR i år, og næste år går jeg efter SUB 6 – medmindre jeg ender med at køre Bahrain senere i år 😉

Jönköping var en kæmpe fornøjelse i det bedste selskab, og jeg overvejer KRAFTIGT at komme tilbage næste år 🙂

Reklamer

Challenge Denmark – min første halve jernmand!

Jeg har gennemført min første halve jernmand! Og det er præcis en uge siden at jeg kom op af vandet i Fuglsang Sø i Herning, så jeg tænker at det er på tide at få nedfældet et par ord om hele oplevelsen 🙂

Før race

PreRace

Vi ankom til Billund torsdag aften, og nåede akkurat at hente startnummer og deltage i pasta party i Lalandia. Vi havde også lejet et hus i Lalandia og det var meget, meget fint. Cyklerne fik deres eget værelse, og vi brugte aftenen på at få orden på alle vores ting og forskellige poser til løbet – og det var meget godt at vi allerede gik i gang om aftenen, fordi Daniel opdagede at cykelskoene stod i København!

Fredag morgen gik turen mod expo’en, og heldigvis var der en meget behjælpelig udstiller der havde cykelsko på lager, og ligeså vigtigt, også klamper der matchede Daniels pedaler. Phew, katastrofen var afblæst 😉

Efter racebriefing blev cyklerne pakket ind i bilen igen, og turen gik mod Herning. Det var super lækkert vejr og vi fik cyklerne tjekket ind og klargjort til natten (luften ud af dækkene og en pose rundt om hjelmen). Vi mødte en del vi kendte, og fik sludret lidt inden turen gik tilbage til Billund, hvor menuen stod på pasta og tidligt i seng. Hold op hvor var det svært at falde i søvn kl. 20! Men vækkeuret stod til 3:30, så der var ingen vej uden om. Jeg var så nervøs, at jeg sov med min chip om ankelen, så jeg i hvert fald ikke glemte den.

3:30 ringede begge mobiler og vi kom op. Fik tøjet på, dobbelttjekkede at vi havde alt, og så ud af døren. Bussen kørte 4:30 og ca. 5:30 var vi i Herning. Solopgangen var så utrolig smuk og mosekonen havde travlt med at brygge. Jylland viste sig fra sin absolut smukkeste side.

Vi fik luft i cyklerne, gik rundt og småsnakkede, spiste nutellaboller, så pro’erne starte og komme op af vandet og ud på cyklerne. Og lige pludselig var klokken ved at nærme sig 8, og jeg skulle i våddragten…

SvømSvimSvømningen var simpelthen frygtelig. Det mærkelige var, at jeg var helt rolig lige inden vi gik ud i vandet, og så panikkede jeg ellers. Vandet var selvfølgelig koldt, men slet ikke så koldt som jeg havde frygtet. Mit store problem er at min puls stiger voldsomt, og jeg magtede slet ikke at få kontrol over det. Så da starten gik, svømmede jeg hundesvømning, og meget hurtigt var jeg blandt de tre sidste kvinder, der lå og plaskede rundt. Jeg prøvede at trække vejret roligt, jeg prøvede at få et flow, jeg prøvede at svømme crawl, jeg prøvede at skælde mig selv ud, give mig selv pep-talks. INTET virkede. Jeg fik først gang i noget der minder om crawl, da mændene begyndte at komme buldrende bagfra, men her havde jeg også brugt 1000 meter på hundesvøm. Jeg kom rundt i tiden 1:00:36!!!! Det er jo helt overdrevet dårligt, men når man tænker på at jeg ikke har svømmet siden januar, er det måske forventeligt. Her er i hvert fald masser af “room for improvement”, og allerede på mandag skal jeg til OW undervisning. Den tyr skal tæmmes!

Cykling
Bike

Jeg ELSKER min cykel – så er det sagt! Jeg tog mig god tid i skiftezonen, fik tørret mine tæer, fik en cykelbluse på, fik stoppet den med ekstra slanger, pumpe, løse ærmer og handsker. Kilometrene forsvandt og det gled bare derudaf. Jeg kørte forsigtigt (vejene var våde og der kom også en lille smule regn) og fedtspillede måske også en smule. Men det var jo min første halve jernmand, og jeg var lidt bange for at køre mig selv ud over kanten, så jeg ikke kunne holde til løbeturen. Det første depot var først efter 30 km og jeg holdt pænt ind og fik fyldt min front flaske op med energi – ingen chancer her. Fik drukket og spist en masse på cykelturen og jeg sprang faktisk det sidste depot ved 70 km over. Der var ingen grund til at spilde tiden, når der kun var 20 km hjem. Jeg er forundret over hvor let turen gik (hvilket også beviser at jeg ikke har kørt mig tilnærmelsesvis ud over kanten) og lige pludselig kørte jeg ind i Billund!

Løb

Det var overdrevet fedt at komme frem til T2. Jeg vidste godt at løbeturen ikke ville blive nem. Det længste jeg har løbet er omkring de 10-11 km, og jeg begyndte først rigtigt at løbe igen efter operationen i 2014 for et par måneder siden. Så jeg var fuldt ud indstillet på, at der var en reel risiko for at jeg måtte give op – men hellere det end at blive skadet igen. Igen tog jeg mig gooood tid i skiftezonen, der skulle skiftes strømper og t-shirt og nummerbæltet skulle på plads. Stig afsted derudaf…eller det er måske så meget sagt. De første par kilometer gik egentlig meget godt – ikke super hurtigt, men stadig med overskud. Efter 5-6 km var jeg lige på toilettet – her er det ikke smart at være i en dragt skulle jeg hilse og sige, men jeg kan altså ikke få mig selv til at tisse i bukserne med fuldt overlæg. Konklusionen må være, at jeg måske skal prøve at race i bukser og top i stedet for næste gang 😉

Videre med turen, og jeg synes egentlig at det efter omstændighederne gik ok. Ind på travbanen kom jeg også – første runde var helt ulidelig varm og sådan en travbane stopper jo aldrig! Hold op der er langt rundt og det var hårdt at løbe i sandet. Ud igen og igennem målområdet – hvor var det fedt at møde mennesker der rent faktisk heppede og råbte (der var ret tomt ude på turen). Jeg så også et par kendte ansigter og det var skønt. Omkring 15-16 km besluttede mit højre knæ, at det faktisk ikke rigtig gad mere. Jeg måtte ned og gå…og gå meget langsomt. Hver gang jeg forsøgte at sætte igang igen, protesterede det voldsomt. Jeg blev nervøs, men tænkte at hvis jeg bare tog den tid det måtte tage, så skulle det nok gå. Jeg gik…og gik…og gik…og luntede…og gik igen. Lige pludselig var der ikke så langt tilbage, og jeg samlede de sidste kræfter sammen og løb i mål 🙂

rt20x30-CHDF5523

After race

Desværre er der lidt malurt i bægeret. Da min svømmetid var 36 sekunder langsommere end cut-off tiden har jeg desværre fået en DNF (did not finish). Jeg ved jo godt at jeg gennemførte og jeg har også været i kontakt med Challenge, der selvfølgelig ikke vil have min medalje tilbage, men det føles alligevel øv. Jeg er ok med det nu, men jeg brugte et par dage på at skumle. Men livet går jo videre, det var min første  halve jernmand og jeg har lært sindsygt meget til næste gang. Fordi der bliver en næste gang! Jeg er ikke færdig med den her distance, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med den igen. Derudover er jeg sindsygt stolt af min krop – det er utroligt hvad man kan udsætte den for, og den tilgiver som regel. Mit højre knæ var meget ømt resten af lørdagen, søndag og mandag, men nu føles det ok igen. Der går nok lige en uges tid mere inden jeg prøver at løbe på det igen. Jeg skal også lige have en forkølelse ordentligt ud af kroppen. Jeg begyndte at blive syg onsdag, og torsdag måtte jeg sygemelde mig med feber og forkølelse. Det skete også efter marathon – er der nogle der har nogle gode tips til at undgå at smadre immunsystemet ovenpå de lidt større udfordringer?

Alt i alt, er jeg en meget glad halv jernkvinde 🙂