Ironman Copenhagen 2017

For en uge siden svømmede jeg rundt i Amager Strandpark, tonsede rundt på min cykel et sted på Sjælland og spadserede i Københavns gader, i dag sidder jeg på Godthåb & Kaffe og nyder en kop god kaffe og en knaldhamrende lækker romkugle i selskab med min computer og verdens største snue. Hvorfor bliver jeg altid syg efter Ironman? Ok, det lød måske lidt overdrevet – det var trods alt kun min 2. Ironman 😉

Nå, men tilbage til den der Ironman – the sequel.

Optakt

Sidste år var mildest talt en fest, også op til race day. Jeg var nervøs, kunne ikke sove, kunne ikke tale om andet, var lettere manisk, var bange for det ukendte terræn jeg var på vej ud i og ikke mindst fuld af forventninger om dagen og kroppens formåen. I år var noget helt andet – sommeren har været fuld af oplevelser og omvæltninger. 2 halve jernmænd og en flytning – alt sammen indenfor 2 mdr. inden race day. Jeg tvivlede egentlig ikke på min fysiske evne til at gennemføre, men mentalt var jeg slet ikke indstillet på konceptet. Så det var med blandede følelser, at jeg stod meget tidligt op for en uge siden.

Svøm

Svømmestarten fungerede rigtig godt i år – vi blev ikke i samme stil stuvet sammen som kvæg, og der var god luft og man kom ret hurtigt i vandet, når først man havde placeret sig. Jeg havde fået en babylyserød badehætte og regnede selv med en svømmetid mellem 1:15-1:20. Forårets bøjede ribben og manglende svømmetræning har helt klart sat sine spor. Sidste år var maven fyldt med sommerfugle, i år havde jeg en indre ro og mere følelsen af ”lad os få det her stykke arbejde overstået”. Som tænkt, så gjort – ud i vandet, finde rytmen og rundt på svømmeruten på lige under 1:20. For første gang fik jeg prøvet at blive svømmet henover – ubehagelig oplevelse! Hvad tænker folk på når de hiver fat i ens ben og bare trækker én under? Jeg er glad for, at jeg har en rimelig god vandfølelse efterhånden og heldigvis panikkede jeg ikke, men gjorde derimod mit bedste for at tæske ham gutten godt og grundigt på hans færd henover mig 😉

Cykel

Op af vandet, et ok hurtigt skifte efter min standard og ud på cyklen. Her kom glæden ind i min krop, og det begyndte at dæmre for mig, hvorfor det er jeg gør det her. Der var god vind i vores favør op ad Strandvejen og jeg havde en gedigen fest og kørte så hurtigt som cykel og tøj kunne holde. Jeg kom ind i landskabet, op af Geels Bakke (her var der kriller i maven…sikke en fest!), ud på motorvejen i Lyngby og rundt på 2. runde. Så kom regnen – stoppede kortvarigt op og fik min regnjakke på, fik en mindre krise der varede en times tid. Vinden var i mod mig, benene var trætte, regnjakken gjorde mig varm og mine tæer var kolde og våde. Fik regnjakken af, kom ud på Kongevejen og fik energien tilbage. 2. tur på Geels Bakke, ud og ræse på motorvejen og SÅ kom regnen for alvor – sådan en regn hvor man er gennemblødt på 2 sekunder. Jeg trøstede mig med, at jeg snart ville ramme byen og gad ikke bruge tid på regnjakken. Susede ind af Strandvejen og kom ind mod Skuespilhuset, ned af rampen til parkeringskælderen hvor min veninde Henriette var i gang med at snøre løbeskoene, og så ellers ud i byen.

Løb

Vejret var blevet godt igen, solskin og super varmt. De første 10 km gik ALT for hurtigt – jeg løb dem på under en time, og tænkte flere gange at jeg skulle slappe af – men jeg kunne slet ikke styre det. Jeg var helt i min egen verden, og fik slet ikke taget alle tilskuerne ordentligt ind. Jeg spottede mine forældre, og selvfølgelig mine klubkammerater i den orange powerzone, men ellers hørte jeg kun mit navn blive råbt, jeg registrerede ikke hvem eller hvor. Det blev der så til gengæld masser af tid til senere 😉 Jeg bragede nemlig lige ind i MUREN – min mave begyndte at nive lidt, mit venstre lår lå på kanten til konstant at gå i krampe, mit højre knæ satte helt ud. Piv piv piv – og normalt æder jeg mig selv, men det mentale overskud var der bare slet ikke – jeg gad ikke mere. Jeg havde åbenbart overhalet Henriette på et tidspunkt, og nu kom hun op på siden af mig, og så fik hun mig ellers hele vejen i mål. Der var masser af brok fra min side, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at få mit humør op, og det lykkedes også i glimt 😉 Heldigvis var hun også udstyret med vingummier, og de hjalp også gevaldigt på humøret. Vi gik og luntede og småløb igennem regn, hagl og solskin, vi snakkede – om alt muligt og ingenting, vi jokede med de andre deltagere, vi hilste på folk vi kendte og lige pludselig hyggede jeg mig faktisk. Henriette – DU ER EN STJERNE! Vi løb ned af finish line sammen, hånd i hånd og det var HELT perfekt 😊

Tomrum og hvad nu?

Efter at have krydset målstregen begyndte jeg at fryse – det var koldt, jeg var gennemblødt, mine løbesko svuppede, jeg var sulten, jeg var tørstig og jeg var træt. Fik fundet et par klubkammerater, fik en burger, fandt min cykel og hoppede på metroen hjem. Det var meningen Henriette og jeg skulle have nørdet dagen igennem hele natten, men jeg havde bare brug for at være mig selv. Jeg havde en mærkelig tom følelse indeni. Hjemme fik jeg et langt bad, fik snakket med mine forældre og gik i seng. Vågnede flere gange i løbet af natten med krampe i fødderne og et højre knæ der gjorde ondt hver gang jeg bevægede det det mindste. Sov indtil kl. 12 om mandagen, og havde det stadig mærkeligt. Mødtes med Mikkeller om aftenen og fik en øl, og derefter var der spisning og nørdning med Henriette. Det hjalp at snakke dagen igennem med en der også havde været der og jeg fik lidt stolthed over bedriften ind i kroppen – jeg tror dog stadig, at jeg er kommet frem til, at den helt lange distance er for hård i længden. Det er for hårdt at træne op til og det er for hårdt bagefter. Hele ugen har jeg haft ondt og onsdag begyndte jeg at få ondt i halsen, var på job torsdag og fredag, men slet ikke på fuld kraft, og blev så ellers ”rigtig” syg i løbet af fredagen. Efter en halv ironman kan jeg sagtens tage på job, og jeg er i live og ikke kvæstet i flere uger bagefter. Min konklusion er derfor, at den lange distance er lagt på hylden indtil videre – næste år vil jeg fokusere på 70.3 og Flanderen Rundt…og så kunne det være sjovt at løbe et marathon igen UDEN at svømme og cykle inden 😃

Reklamer

Ironman 70.3 Jönköping

Sikke en tur! 70.3 i Jönköping var intet mindre end fantastisk! Smukke omgivelser, en cykelrute der var “to die for” og en super god stemning i hele byen – jeg kommer gerne igen og øver mig på mit svenska. Og ovenpå en lidt hård halv jernmand i Helsingør, så var det her en fest…og nå ja, ny PR igen 😀

Svøm

Jönköping var god ved os, og vi skulle først i vandet kl. 9. Så det var ren luksus at stå op kl. 6, spise morgenmad på hotellet (inklusiv Nutella), mødes med pigerne, gå til T1, nusse med cyklerne og så afsted mod svømmestarten.

Svømmedelen skræmte mig fra vid og sans, da den foregår i Munksjön. Og mit sidste møde med en sø, gik mildest talt ikke så godt. Vandet var mudret og sigtbarheden ikke-eksisterende, og hele natten havde jeg ligget og spekuleret over, om det her ville være dagen hvor jeg; a) druknede, eller b) måtte udgå af et race.

Da vi nærmer os vandet, får jeg en indre ro og tænker “ikke så meget pjat med dig, gå nu bare ned i det vand og få svømmet de 1900 m, så du kan komme videre i dagens program. Stop det piveri!”. Som tænkt, så gjort. Vandet var mudret, men smagen var tilgengæld frisk og slet ikke ligesom i Kronborg 😉 Navigationen var lidt svær, da der ikke var så mange store bøjer, men jeg kom fint rundt uden slagsmål og var SÅ glad, da jeg kom på land igen. Jeg kan SAGTENS svømme i søer – hvor svært kan det være? 😉

Cykel


T1 var lang – så efter en frisk løbetur i våddragt gennem gågaden, var det endelig tid til at hilse pænt på Leo. Han var parkeret lige ved bike exit, så det var helt perfekt.

Cykelruten var så smuk, og jeg havde et smil på læberne hele vejen. Det hjalp også, at jeg rent faktisk overhalede en hel masse – i modsætning til Kronborg hvor benene slet ikke fungerede.

Det var dejlige rullende bakker, der stod folk og heppede, der var næsten ingen “trafik”, så ingen drafting – og nærmest heller ingen race marshalls, højt solskin og masser af overskud – jeg kom rundt på 2:48, hvilket er ny rekord på 90 km 🙂

Løb

Jeg går altid død på løbet! Men her var det egentlig ok – jeg tænkte ude på cyklen, at det ville blive hårdt for benene, fordi jeg cyklede tungt og hurtigt, men det var et bevidst valg – ok, det der gik igennem mit hoved var noget i retning af: “Shit, det går hurtigt det her, vrooom vrooom, hey, du skal også løbe 21 km…fuck det, det går hurtigt det her, så må jeg dø på løbet” 😉

Der var en virkelig led bakke efter små 3 km., og her døde jeg så første gang. Gik op af den, bandede, det gjorde ondt i mine fødder og forhandlede med mig selv om en 2/3 ordning (2 min gang, 3 min løb). Heldigvis kom der en anden dansker forbi, og han fik mig i omdrejninger og vi endte faktisk med at skiftes til at falde bagud, overhale, råbe lidt ad hinanden og kom i mål med et par minutters mellemrum. 1000 tak – jeg fik desværre ikke fat i dit navn, men du gav mig kampgejst tilbage, da det virkelig manglede.

Måltiden lød på 6:05:06, og jeg er mere end tilfreds. Det er 2. PR i år, og næste år går jeg efter SUB 6 – medmindre jeg ender med at køre Bahrain senere i år 😉

Jönköping var en kæmpe fornøjelse i det bedste selskab, og jeg overvejer KRAFTIGT at komme tilbage næste år 🙂