Når det regner i sindet…

…må man finde en ordentlig paraply. Det er ikke kun sommervejret der er udfordret med regn og blæst. Den psykiske kamp mod kræften er også ret ustadig. Langt de fleste dage er gode, og Theodor gør, at jeg ikke bare kan sætte mig ned og have ondt af mig selv 24/7. Men nogle dage er også ret barske, når kroppen er helt brugt op og hovedet ikke længere kan følge med, så trækker de mørke skyer sig sammen om mig.

Jeg havde for alvor sådan en dag i sidste uge. Jeg skulle ringe til min nye læge, og hun fik snakket lidt hårdt til mig, og det var nok til at få tippet mig ud over kanten. Jeg græd og græd og græd, og alt var håbløst. Mads og jeg har derfor booket en tid hos Kræftens Bekæmpelse i næste uge – så kan vi få en snak med dem om hvordan man bedst håndterer alle de følelser der også er i spil i et kræftforløb – angst, dårlig samvittighed, tristhed, håbløshed og en enorm mængde stress. Det er ikke kun en fysisk kamp, men ligeså meget en psykisk kamp – og det er nok først for alvor gået op for mig nu.

Lige efter diagnosen blev vi bombarderet med informationer, der var en masse undersøgelser og en kemobehandling der skulle sættes igang. Alt sammen skete indenfor 1,5 uge. Derefter skulle vi også flytte, så en lejlighed skulle pakkes ned og et hus skulle pakkes ud. Jeg tror ikke min sjæl er kommet rigtigt med endnu, men efter huset er kommet på plads, er den begyndt at indhente mig og den er mere sårbar og skrøbelig end jeg troede. Vi er igang med at bestige et massivt bjerg, og vi er ikke engang halvvejs oppe endnu – omfanget af opgaven er så småt ved at gå op for mig, og derfor skal vi have noget hjælp.

Som jeg startede med at skrive, så er langt de fleste dage heldigvis gode, og gode dage kommer sjældent dårligt igen 🙂 At have Theodor og Mads hjemme hos mig er også en kæmpe fordel, og jeg vil nyde de næste 3 uger inden Mads starter på nyt arbejde. Her starter Theodor også i vuggestue, og jeg skal prøve at køre ham ind, mens jeg stadig får mine sidste kemobehandlinger. Heldigvis står bedsteforældrene klar til at hjælpe og har taget ferie i august, så vi forhåbentligt kan få kørt både Mads og Theodor ind i deres nye hverdag 😉

Ham her kan redde selv den mørkeste dag ❤☂️

Ny udsigt, ny kemo og ny veneport

Der er lidt grønnere i Hørsholm end på Frederiksberg 😉

Det er allerede over to uger siden at flyttefolkene rykkede vores tilværelse mod nord. Og hold nu op, hvor er vi glade for det – især her i varmen, hvor vi kan åbne terrassedøren og få frisk luft ind uden en masse trafikstøj 😊 Det er også helt fantastisk at have fået mere plads. Theodor har fået sit eget værelse og det gør altså bare, at vi alle sammen sover væsentligt bedre. Han har også fået en sundhedsplejerske, som vi skal møde om to uger. Han er super sej den lille, og har taget hele flytningen i stiv arm 💪

Det er selvfølgelig altid hårdt at flytte, men med en lille dreng og en kemokur hængende over hovedet, bliver det bare lige en tand mere heftigt. Prøv at samle Ikea møbler med en baby der skriger – det er bare “nightmare mode”. Heldigvis har vi fået vildt meget hjælp fra familie og venner, og takket været dem mangler vi mere eller mindre kun at hænge billeder og lidt lamper op 😊 Vi kunne ikke have klaret det uden jer!

Cyborg-agtig veneport

I onsdags gik turen mod Riget – igen, igen. Denne gang for at få indopereret en veneport og starte på den nye serie kemo. Jeg var ret meget ude af den og temmelig nervøs, så da jeg fik tilbudt “slumre-juice”, slog jeg til. Jeg endte med at sove igennem det meste af operationen og kemobehandlingen. Da vi kom hjem fra hospitalet var jeg noget groggy, og måtte lige have en eftermiddagslur.

Det værste ved den her omgang er, at jeg ikke kan løfte rundt på Theodor indtil veneporten er helet. Jeg har prøvet, og mine kræfter er der ikke, samtidig er jeg bange for at han får fat i “porten” og hiver til. Det er virkelig hårdt ikke at kunne knuge ham ind til mig, og de sidste dage har humøret svinget lidt op og ned. Jeg er lykkelig for at Mads har et så fantastisk forhold til Theo, og bare tager ham hele tiden, men samtidig er jeg også plaget af dårlig samvittighed og en følelse af at jeg ikke slår til. Jeg håber det heler hurtigt 🤞

Selve kemoen har jeg reageret fint på – tror jeg. Jeg er meget træt, og så driller mine slimhinder. Det er svært at synke mad, og jeg bliver hurtigt tør i halsen. Jeg har også haft næseblod et par gange 😕 Jeg er spændt på hvordan kroppen reagerer på tirsdag, hvor det allerede er tid til 2. gang ud af 9. Og så glæder jeg mig til på onsdag, hvor jeg starter i rehabilitering hos en fys i Hørsholm Kommune. Jeg håber, at hun kan hjælpe mig med et fornuftigt træningsprogram og løsne lidt op for de led og muskler som lider under at jeg ikke restituerer så hurtigt.

Frokost i det grønne ❤

I dag er det 2 måneder siden…

…at vores liv blev vendt helt på hovedet. Jeg føler, at vi er blevet tvunget ud i overhalingsbanen med 250 km/t uden mulighed for at trække ind i et langsommere spor. Det går stærkt – alt, alt for stærkt. Vi hænger i, og både Mads og jeg håber på, at vi kan komme lidt ned i fart, når flytningen er overstået. Så er der trods alt “kun” Theodor og behandlingen at tænke på.

Status på den knap så blinde passager

Den blinde passager blev udsat for det 3. angreb sidste tirsdag…og det var godt nok en hård dag på Riget. Jeg startede med en blodprøve tidligt om morgenen, og da jeg er panisk angst for nåle, beder jeg altid om at ligge ned. De har én bås, hvor man kan det, og jeg sad pænt og ventede på at det blev min tur, da patienten før mig besvimede og gled ned på gulvet 😱 Det dæmpede ikke just min angst, og da det blev min tur var jeg umulig at stikke i. På cykelturen hjem var jeg grædefærdig.

En times tid efter prøven blev taget, ringede min sygeplejerske og sagde at alle tal var fine og at jeg var frigivet til behandling kl. 11:30. Mads og jeg gik derfor en lang tur om formiddagen, så jeg havde fået rørt mig den dag.

Jeg tog en beroligende pille (pga. min nåleangst), og cyklede afsted igen. På afdelingen kunne de ikke finde en god nok blodåre…og de endte med at stikke mig 3 gange uden held. Lad os bare sige, at pillen på det tidspunkt havde mistet al effekt. Jeg var bange! Bange for hvor mange stik der skulle til og bange for at jeg ikke kunne få min kemo.

Men de giver ikke så let op på onkologisk, så jeg blev fulgt ned i “anæstesi’en”, hvor de efter sigende er 100 m mestre i at stikke. Det første stik ramte helt galt, og jeg græd som pisket, mens jeg kunne mærke at blodet løb ned af armen på mig. Det andet stik virkede, og efter jeg var blevet pakket pænt ind i pink, kunne jeg gå op på afdelingen igen. Jeg har ikke set for køn ud – forgrædt, rystet og med armen holdt i en vinkel, så jeg ikke kunne mærke mit venekateter.

På afdelingen lykkedes det endelig at få kemoen sendt ind i min krop, og jeg fik en god snak med sygeplejersken. Hun præsenterede mig for ideen om at få lagt en veneport ind, så de ikke skal stikke mig så mange gange. Jeg kunne ikke helt rumme mere på det tidspunkt, men efter at have talt med min tante om aftenen og snakket om det med Mads, blev vi enige om at det var en god idé. Så om 2 ugers tid skal jeg have sådan en bandit opereret ind. Jeg er selvfølgelig nervøs over indgrebet, men også sikker på, at det vil spare mig for en del kvaler.

Av for pokker for en dag 😥

3. gang, men slet ikke det samme

De tre gange jeg har fået kemo, har bivirkningerne opført sig forskelligt. Den her gang fik jeg spist aftensmad, og jeg tog min forebyggende pille på det rigtige tidspunkt, gik i gulvet kl. 21 og vågnede først kl. 9 næste formiddag! Jeg håbede sådan, at jeg havde sovet igennem det værste, men både onsdag og torsdag havde jeg det skidt. Fredag begyndte det at gå bedre, og i dag har jeg “kun” døjet med svimmelhed og træthed. Min korttidshukommelse er også blevet mærkbart svækket – men om det er kemoen eller generel stress over flytningen – det ved jeg ikke.

På det psykiske plan, fylder dødsangsten heldigvis ikke så meget længere, og som jeg skrev sidst, så ser det ud til at behandlingen virker, og det er jo fantastisk. Samtidig er det også svært at tro på, og nogle gange er jeg stadig ret bekymret over om det virkelig kan være sandt. Jeg har på fornemmelsen, at det er en frygt jeg aldrig slipper af med – ikke engang når jeg forhåbentligt bliver erklæret rask.

Fredag, fejring og flytning

Det er fredag, vejret er fantastisk og vi har fået svar på den MR-skanning, jeg fik foretaget for en uge siden. Og det var gode nyheder! Knuden er “skrumpet en smule”, som den flinke læge sagde i telefonen, og det betyder at behandlingen virker efter hensigten og at vi fortsætter efter planen 😀 Både Mads og jeg har været ret nervøse for i dag, så det var virkelig lækkert at få samtalen overstået. Nu kan vi ånde lidt lettere og begynde at glæde os til på mandag. For på mandag får vi nøglerne til vores nye hus!

Struktur i kaos

Men hvordan pokker fikser man lige en flytning oveni et ret krævende sygdomsforløb, samtidig med at man har en dejlig og livlig søn på 5 mdr. der skal underholdes?

Struktur, planlægning og masser af hjælp fra bedsteforældrene. I dag passede mormor og morfar f.eks. mens vi ventede på opkaldet fra Riget. På onsdag kommer farmor klokken meget tidligt om morgenen, for Mads skal sætte håndværkere i gang i det nye hus, og da jeg skal have kemo tirsdag, er jeg nok ikke i stand til at tage mig af Theo onsdag morgen.

Selve flytningen klarer et flyttefirma, og gode venner og familie står klar til at hjælpe med at pakke ud, samle møbler og underholde Theo. Vi har planlagt flytningen mellem to kemobehandlinger, så jeg gerne skulle være nogenlunde på dupperne.

Flyttekasserne fik vi leveret i går – i god tid, så vi kan pakke stille og roligt. Der er lagt en plan, og forhåbentligt går alt op i en højere enhed, så vi indenfor et par ugers tid har frisk luft i lungerne og græs under tæerne 😊

Mød Håret Henning

Det har ikke været den sjoveste uge nogensinde…og så alligevel. For vi har fået en ny beboer på adressen – Håret Henning er flyttet ind! Vi har snakket lidt om hvad parykken skulle hedde, og hamsteren og bæveren føltes bare forkert…til gengæld klinger Henning bare helt rigtigt. “Skal jeg ikke lige tage Henning på?”, “Sidder Henning ordentligt?”, “To sekunder, jeg skal lige rette på Henning”, “Mon Henning flyver af i blæsevejr?”.

Hvorfor har det været en hår(d) uge?

Dad joke intended 😉 Den her uge er gået meget op i hår, og sikke en rutsjebanetur det har været. Mandag og tirsdag var jeg hos parykbutikken for at vælge ny frisure, og heldigvis måtte Mads komme med om tirsdagen. Det var virkelig rart at vi fik valgt Henning i fællesskab.

Tirsdag aften var ikke så sjov. Jeg havde en aftale med min frisør om at få klippet håret helt af. Jeg rystede, da jeg kom derned og var ikke helt glad for situationen. Jeg fik lov til at tage de første lokker med trimmeren, men det var simpelthen for surrealistisk for mig, så Burak fik lov til at tage resten, mens jeg græd lidt og grinede lidt. For heldigvis fik vi i fællesskab gjort det til en god oplevelse, og vi fik sat Henning pænt på.

Da jeg kom hjem gik det så helt galt. Jeg var stadig ked af det og havde svært ved at Mads skulle se mig næsten skaldet. Jeg havde mest lyst til at kravle ned i et musehul og blive der. Men han skulle jo se det på et eller andet tidspunkt – så jeg tog parykken af…foran ham og Theodor…og det kunne Theodor ikke klare! Han blev så forskrækket og græd og græd og græd…og det gjorde jeg også. Og stakkels Mads stod i midten af det hele.

Mads fik puttet Theo, og vi fik snakket om den nye frisure. Da vi skulle i seng blev jeg dybt ulykkelig igen – mange følelser kørte rundt i mig, men det var især Theodors reaktion der fyldte. Jeg var så bange for, at han ville reagere på samme måde dagen efter. Det gjorde han heldigvis ikke. Han kiggede lidt skeptisk på mig, men efter jeg gav ham morgenmad, var jeg inde i varmen igen. Nu ser mor bare sådan ud…og mor har lært ikke at tage Henning af og på foran ham 😉

Håret falder stadig af i en lind strøm, og der er mange bare pletter rundt omkring. Selvtilliden og selvværdet har fået nogle ordentlige tæsk i løbet af ugen, og jeg arbejder på at nå frem til, at min personlighed selvfølgelig ikke sidder i mine krøllede lokker. Jeg håber, at jeg er modig nok til at vise jer min skaldede isse, men indtil da…

Mød Henning