Det sure med det søde…

Hvad vil i have først? Den gode eller den dårlige nyhed?

Den gode…det tænkte jeg nok. Jeg fik gipsen af i mandags og det er DEJLIGT! Min hånd er stadigvæk gul og blå, øm og meget stiv i det, men kan allerede i dag mærke at der er fremgang. Jeg er sluppet virkelig billigt – også selvom jeg ikke må lave styrketræning den næste måned.

Så er der den dårlige nyhed…jeg var til fysioterapeut i går, fordi jeg har haft ondt i mit venstre knæ siden marathon. Jeg havde håbet, at de 3 ugers ufrivillig pause havde hjulpet på smerterne, men jeg løb en testtur i mandags og det gør desværre stadigvæk rigtig ondt. Fysen havde da heller ikke super gode nyheder – jeg har fået mig et løberknæ. Ingen løberi de næste to uger, til gengæld skal jeg lave en masse udstræk og bruge min foam roller flittigt. Jeg håber det virker, alt andet er alt for uoverskueligt at tænke på. Jeg overvejer også kraftigt at få lavet en grundig løbestilsanalyse, så jeg kan finde ud af hvordan jeg kan løbe mest optimalt med mindst risiko for skader.

De næste uger byder derfor på svømning, cross trainer og spinning (når hånden er blevet stærk igen). Det er virkelig frustrerende, men jeg vælger at tage ja-hatten på og håbe på det bedste.

Reklamer

1½ uge efter marathon – hvordan går det?

Ja, hvordan går det egentlig? Der er gået 1½ uge siden marathon, og hver dag er det ligesom om at kroppen har ondt et nyt sted. I går havde jeg rigtig ondt i hofterne, i forgårs var det det ene knæ og i dag er det især min venstre hæl der driller.

Sidste uge stod i restitutionens tegn (og med et par dages sygdom, havde jeg heller ikke rigtig noget valg). Men i den her uge er jeg så småt i gang igen. I søndags løb jeg 3 km på løbebånd og fik trænet styrketræning i 30 min. Mandag tog jeg en times spinning, i går var hviledag og i dag vil jeg prøve at hoppe på løbebåndet igen.

Det føles enormt mærkeligt at kroppen er SÅ træt og brugt, når nu man har været vant til 5-6 træningspas om ugen. Til spinning i mandags havde jeg svært ved rigtigt at få pulsen op, men alligevel var kroppen tung og jeg svedte helt overdrevet i forhold til intensiteten. Nå, jeg kender jo årsagen, så bliver vel nødt til at give kroppen lidt tid til at komme sig ordentligt.

I aften skal Daniel og jeg til foredrag om mentaltræning og motivation i /tri club danmark. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Men det bliver hårdt i morgen at komme op kl. 5 til svømmetræning, når det bliver sent i aften. Den tid den glæde 😉

Follow on Bloglovin

Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 2

De sidste 48 timer har jeg brugt på langs på sofaen med migræne og maveinfluenza. Det er vist meget normalt at blive syg efter marathon, men det har ikke været særligt sjovt. Til gengæld har det givet mig tid til at tænke over hvad det var der egentlig skete i søndags. Så her kommer beretningen fra selve BMW Berlin Marathon 2013 🙂

Søndag morgen stod vi op kl. 6 og spiste vores medbragte havregryn og drak en masse vand. Det var ikke fordi appetitten var overvældende, men ned skulle det jo. Starbucks havde ikke åbent på den tid af dagen, men heldigvis lå der en McDonalds lige overfor, hvor vi fik vores kaffefiks. Hotellets lobby var fyldt med løbere, og da vi bevægede os over mod startområdet kl. 8 gik det for alvor op for mig, hvad det var vi skulle i gang med. Efter lidt forvirring (startområdet var KÆMPE stort) fik vi afleveret vores tasker og aftalt et mødested efter løbet.

Fordi det var vores første marathonløb skulle vi starte bagerst, så vi bevægede os over mod blok H. Luften sitrede af nervøsitet og lige meget hvor man kiggede hen var der spændte og forventningsfulde løbere. På det her tidspunkt følte jeg mig ret afklaret og var egentlig ikke længere nervøs. Jeg glædede mig til at komme i gang. Det var en overdrevet smuk morgen, disen hang let over Reichstag og mens vi ventede på at blive sendt afsted var himlen blå og solen brød frem. Og så må jeg indrømme at jeg var meget tæt på at fælde en tåre, da eliten blev skudt afsted 8:45 og de gule balloner blev sendt til vejrs. Det var virkelig meget rørerende.

Klar til start iført fine gule plastikposer
Berlin Marathon 2013

De gule balloner bliver sendt afsted (billedet er lånt fra Berlin Marathon’s facebook side)
Berlin Marathon 2013

De første par 100 meter løb Daniel og jeg sammen og skiltes lige efter Sejrssøjlen (han løber nu engang hurtigere end mig). Der var mennesker overalt og en del kilometer løb jeg og smilede helt uhæmmet. Jeg var helt høj over at være en del af så stort et arrangement.

Masser af overskud
Berlin Marathon 2013

Omkring 21 km havde min blære fået rigeligt med vand, gel og energidrik og selvom det irriterede mig lidt, stillede jeg mig i kø til de transportable toiletter. Inde i “boksen” gik jeg til gengæld i baglås – der var VIRKELIG klamt! Så efter lidt debattering frem og tilbage, besluttede min blære og jeg at det der tisseri vist godt kunne vente (ja, jeg er lidt sart). Så videre gik det, og jeg havde det stadig rigtig godt. Jeg var startet ud i et meget langsomt tempo, både fordi jeg var bange for at bruge al min energi og samtidig fordi der simpelthen var så mange mennesker at jeg hurtigt opgav at løbe zig zag hele tiden (zig zaggeriet endte med at koste 800 m – så da jeg løb over målstregen havde jeg løbet 43 km!).

Undervejs på ruten var der masser af bands og opbakningen fra de danske tilskuere var FÆNOMENAL! Det gjorde at jeg ikke på noget tidspunkt løb med musik i ørerne, selvom ipod’en ellers var med. Jeg gjorde mit bedste for at nyde stemningen, og suge alle indtryk til mig (hvor tit løber man f.eks. bagved Asterix og Obelix?). Og så må jeg sige, at de 300 kr. min t shirt med påtrykt Danmark kostede mig, er de bedste 300 kr. jeg har brugt i lang tid. Sikke et boost det gav når man kom forbi en gruppe danskere med flag og båthorn og alt muligt andet og de råbte “KOM SÅ DANMARK”. 1000 millioner tak til jer!

Indtil omkring 32-33 km havde jeg det faktisk rigtig godt. Benene begyndte selvfølgelig at blive lidt ømme, men ellers følte jeg ikke på noget tidspunkt at muren nærmede sig. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde mig hydreret, og drak både energidrik og vand i de fleste depoter (suppleret med gel hver 5. km). Heldigvis fungerede det fint, og jeg havde ingen problemer med maven på noget tidspunkt. Ved 33 km blev det alligevel for meget for blæren, og endnu engang stillede jeg mig i kø til de fine pink toiletter – jeg kom heldigvis ind på et der ikke var overdrevet klamt og fik klaret min “business”. Vel ude af boksen gik jeg lidt, og her begyndte mit venstre knæ at drille. Det føltes lige pludselig meget hypermobilt og som om det ikke helt ville holde. Jeg prøvede at løbe lidt igen, og fandt ud af at det var bedre at løbe end at gå. Så fremad gik det – omend langsomt.

Det begynder at gøre ondt
Berlin Marathon 2013

I stedet for at smile koncentrerer jeg mig om at trække vejret…
Berlin Marathon 2013

De næste 5-6 km var lange…MEGET lange. Jeg følte ikke jeg kom nogle vegne, og på det tidspunkt var mit ur næsten 1 km foran de officielle kilometerskilte. Men stadigvæk ingen mur – heldigvis. Der var kun lige 4-5 minutter hvor jeg blev lidt let i hovedet og lige måtte minde mig selv om hvad det var jeg var i gang med – her hjalp de mange danskere endnu engang, og heldigvis stod der en gruppe midt i min minikrise, som opdagede at der stod Randi på mit startnummer, og begyndte at råbe “KOM SÅ RANDIIIIII”. Det fik mig tilbage til virkeligheden og krisen var overstået.

2 km tilbage og benene fik nyt overskud. Jeg kunne høre menneskemængden på Unter den Linden og viste at lige om lidt havde jeg gennemført mit første marathon. Det var ikke til at tro på og jeg måtte kæmpe lidt med at holde tårerne tilbage. Lige siden vi startede på træningen mod marathon, har mit motto været “Finish Strong”, og det ville jeg også gøre nu.

Finish Strong!
Berlin Marathon 2013

I mål – og en tåre bliver tørret væk 😉
Berlin Marathon 2013

Min officielle tid blev 5:04:34 (efter 43 km!) og min egen tid på mit ur blev 4:59:05 🙂 Jeg er meget tilfreds – det var mit første marathon og hele vejen igennem en god oplevelse.

Efter mål havde jeg kun en ting i hovedet, og det var at finde Daniel og sikre mig at han også var kommet helskindet igennem løbet. Det var han og vi stavrede hjem til hotellet. Stolte, glade, trætte og med meget stive ben. Heldigvis virker det til at vi er sluppet uden skader. I dag, 5 dage senere, har jeg slet ikke ondt i benene. Min venstre hæl er en lille smule øm, men det er det eneste. Vi har begge to mod på mere og jeg glæder mig allerede til Københavns Marathon næste år. Og ja, vi har også meldt os til lodtrækningen om startnumre til Berlin 2014 😉

Stolt, rørt og meget træt
Untitled

Daniel med sin medalje
Untitled

Min nye yndlingstshirt
Untitled

Follow on Bloglovin

Powerade Copenhagen Half Marathon 2013

I går deltog Daniel og jeg i Powerade Copenhagen Half Marathon 2013, og det var en kæmpe succes for os begge to!

Måske var det den gode karma fra Luna der hjalp 🙂

Untitled

Daniel barberede 10 minutter af sin personlige rekord, og løb distancen på 1:45…jeg skar 11 minutter af min PR, og løb de 21.0975 km på 2:08:20. Min officielle tid fra PCHM blev dog 2:11:39 – da jeg krydsede målstregen havde jeg løbet 21.67 km (jeg er bare MEGA dårlig til at skære hjørner af en rute…og jeg startede mit ur et par 100 m. før startlinien).

Jeg løb et meget stabilt løb med en gennemsnithastighed på 6:05 min. pr. km. Det var meget hurtigere end jeg havde regnet med, men benene var gode, vejret var perfekt at løbe i og jeg havde bare mega meget overskud. Jeg havde ellers planlagt at løbe i mit marathonpace (som jeg håber bliver 6:30 min. pr. km), men kunne ret hurtigt mærke at det altså gik for langsomt og så tog jeg chancen og gav den gas. I dag er benene ømme, men det føles ikke som om at der er noget “galt” nogle steder. Jeg kan virkelig mærke hvor meget styrketræningen har gjort for min krop – efter mit første halvmarathon kunne jeg dårligt nok gå og min ryg havde det overhovedet ikke godt. I dag er det KUN benene der har ondt – ryggen har det fint 🙂

Alt i alt kan jeg kun anbefale at deltage i PCHM – jeg oplevede kun et enkelt “irritationsmoment” – arrangørerne havde af uvisse årsager sat en væskestation op lige ved indgangen til startområdet, så det skabte en menneskeprop, da ca. 9.000 løbere meget gerne ville igennem på samme tid. Derudover spillede ruten, væskedepoterne og de mange tilskuere maks. Og ikke mindst alle de andre løbere! Der var en super god stemning i “feltet”.

Vi havde ikke regnet med (og havde heller ikke prøvet at arrangere) at der var nogle vi kendte der var ude at heppe på os. Men ved 19 km. stod min fantastiske veninde Marianne og hendes kæreste der lige pludselig. Jeg blev mega overrasket og så ustyrligt glad og rørt at jeg brugte en hel kilometer på at smile (de andre må have troet at jeg var skør). Lige inden mål stod min kollega Ida, og igen blev jeg bare mega glad og lige derefter spottede jeg Daniel på den anden side af opløbsstregen – det kunne ikke have været bedre! 1000 tak!

I mål begyndte benene at blive stive, så jeg fik hurtigt snuppet en vand, en muslibar og ikke mindst min medalje og så fandt jeg Daniel ved bagageopbevaringen (som også bare fungerede) og så cyklede vi hjem. Resten af dagen blev brugt på sofaen og ja, jeg indrømmer, vi hentede også take away om aftenen 😉 Dog kunne jeg godt mærke, at jeg ikke fik nok at spise hurtigt efter løbet, jeg havde lige en times tid herhjemme hvor jeg ikke var helt på toppen og havde kvalme – så vigtig lektie lært til Berlin – HUSK at spise lige bagefter!!! Og mere end bare en enkelt muslibar.

Untitled

location time speed split
5 km 31:34 6:19 min/km 31:34
10 km 1:02:42 6:14 min/km 31:08
15 km 1:33:52 6:14 min/km 31:10
20 km 2:05:15 6:17 min/km 31:24
21,097 km 2:11:39 5:50 min/km 6:24

Follow on Bloglovin

300!

300!!! 300!!! 300!!!

Og nu tænker du, er hun blev begejstret over den episke film 300 fra 2006? Nej, det er jeg ikke, og jeg tror faktisk heller aldrig at jeg har set den.

Nej, jeg har indtil videre, i 2012, løbet 300 km! Det synes jeg er HELT vildt og jeg er faktisk lidt oppe at køre over det. Når man tænker på at jeg tilbage i april slet ikke kunne løbe og at hele konceptet “Randi & løb” måske slet ikke blev til noget pga. smerterne i min fod, så er det lidt vildt at tænke på at jeg nu har løbet hele 300 km i år. Fik jeg nævnt at det var 300 km??? 😉

Man må som bekendt aldrig gå ned på udstyret – og det er noget jeg til fulde prøver at efterleve. Daniel og jeg bestilte for et stykke tid siden 2 såkaldte “ID bracelets”. Vi bestilte dem hos Go Sport ID og i sidste uge ankom de så. Det er egentlig bare et plastikarmbånd med en metalplade hvor vores navn, cprnummer etc. står på. Selvfølgelig kunne man bare have en seddel i lommen med samme info, men det giver nu alligevel en meget god følelse af tryghed at vide, at hvis man nu falder om, så kan folk finde ud af hvem man er.

Og nu vi er ved udstyr – så er vejret jo blevet en del koldere (hvis man ser bort fra hvordan vejret er i dag). Det betyder helt nye udfordringer hvad angår løbetøj. I onsdags var jeg derfor inde forbi Løbekompagniet. Jeg fik købt mig en halsedisse fra Salomon, et super lækkert pandebånd fra Odlo og en Evolution Warm trøje fra Odlo. Sidstnævnte testede jeg onsdag, og den sidder for det første lige i skabet, og så er den bare SÅ lækker at have på. Den transporterer sveden rigtig godt væk fra kroppen og jeg frøs ikke på noget tidspunkt. Så skal jeg bare lige have mig et par løbevanter og måske et par varme tights – kommer tid kommer råd 😉

Træningen i dag bestod af 60 min løb, og hold da helt ferie hvor var det hårdt! Alting gør efterhånden bare ondt – ømme skinneben, ømme fødder, ømme lægge, ømme balder, øm læn, ømme skuldre…ja, tror faktisk også jeg døjede lidt med ondt i lillefingeren i dag 😉 Kroppen skal selvfølgelig lige omstille sig til det pres jeg udsætter den for – den har ikke været vant til at løbe 4 gange om ugen og derudover også træne low-impact en times tid hver uge. Så selvfølgelig vil der være ømhed, men så længe det ikke går over og bliver skader, så er jeg glad. Men hvor går grænsen? Det er enormt svært at vide hvornår det er en begyndende skade og hvornår man bare lige skal spænde hjelmen og lade være med at have ondt af sig selv…hmm, det må googles.