Jeg har stadig et job!

Mark Wahlberg opsummerer meget godt reaktionen i tirsdags, da fyringsrunden var overstået. I stedet for at være lettet (jeg blev ikke fyret og det gjorde ingen af mine nærmeste kollegaer heldigvis), så var der en følelses af “er det her virkelig rigtigt?”, “gik vi fri?”, “hvad skete der lige?”

Jeg er selvfølgelig enormt glad og lettet over at jeg stadig har et job. Men der er blevet fyret mange på KU og selvfølgelig ligger det en dæmper på ens lyst til at hoppe fjollet rundt fordi man ikke selv blev ramt. Vi har alle været i alarmberedskab i næsten 4 måneder, og jeg har følt mig sløj lige siden tirsdag eftermiddag (det har mange af mine kollegaer også). Kroppen skal ud af den tilstand af anspændthed og nervøsitet som den har befundet sig i alt for længe, og for mig er det bedste at komme ind i træningsrytmen igen (efter jeg var splattet ud på sofaen tirsdag aften). Onsdag fik jeg cyklet og i går løb jeg 12 km. I dag skal jeg svømme med en skøn kollega og jeg GLÆDER mig! It’s so good to be back!

Reklamer

Træning er mit frirum

Januar er forsvundet og det er over en måned siden at jeg sidst har ofret tid på bloggen. Nogle gange kommer livet i vejen, og udfordringen de sidste par måneder har været at vi står overfor en større sparerunde på mit arbejde. I morgen kulminerer det hele med en prikkerunde, og der er desværre en del der skal fyres/sættes ned i tid. Det har fyldt/fylder selvfølgelig en hel del – Hvem mon bliver fyret? Hvordan reagerer folk? Hvad gør vi bagefter? Bliver jeg fyret? Hvad skal fremtiden så bringe?

Når livet viser lidt tænder og kant, er jeg ekstra glad for at have træningen at gå op i. Det er mit frirum hvor tankerne stopper med at køre rundt, og hvor jeg kun koncentrerer mig om at sætte den ene fod foran den anden, tage næste svømmetag, ramme den rigtige pulszone, trække vejret etc.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på i morgen, og selvom jeg med garanti bliver ked af det, rystet og chokeret, hvis jeg er en af dem der må gå, så skræmmer det mig ikke længere ligeså meget, som da vi i november fik at vide, at det nok var den her vej det gik. Står jeg i morgen med min fyreseddel i hånden, skal jeg nok lige sunde mig lidt, men så er jeg sikker på, at der en mening med det og at der venter noget spændende lige rundt om hjørnet…om ikke andet får jeg tid til at blive top forberedt til IM CPH 😉

Bliver jeg fyret i morgen, vil det største tab for mig være mine fantastiske kollegaer – og bliver jeg ikke fyret, vil jeg begræde de kollegaer jeg mister. De er alle dejlige mennesker, og jeg kan slet ikke se hvordan nogle af os kan undværes – phew, det bliver ikke sjovt i morgen, og samtidig bliver det rart at få vished. Jeg tror vi alle har været mere eller mindre handlingslammede siden november, og det bliver godt at komme ud af den følelse og komme videre – lige gyldigt hvordan udfaldet bliver.

Vi ses på den anden side…