Livet som sofaløve…

…er ved at vænne mig til det ;o)

Livet som sofaløve - er ved at vænne mig til det

Som en løve i et bur…

Det er 16 dage siden, at knæet blev opereret og status lige nu, er at jeg ikke må bøje mit ben!

Jeg havde jo håbet på, at jeg var super duper klar parat til alt muligt efter 2 uger, men ak, sådan skulle det ikke gå. Jeg mente nu ellers at det gik helt fantastisk, havde ingen smerter og cyklede endda til og fra arbejde mandag og tirsdag i den her uge. Onsdag skulle jeg så på hospitalet for at have fjernet sting, og det blev en oplevelse ud over det sædvanlige. 5 forskellige personer kom for at kigge på mit knæ – det ene sår siver nemlig – men ikke fra selve operationssåret, nej nej, fra der hvor nylontråden har siddet, og det havde de ikke set før.

Jeg fik med nød og næppe snakket mig udenom at få en skinne på benet (vist kaldet en Donjoy Post-Op). For at slippe måtte jeg højt og helligt love, at jeg i den næste uge ikke:

  • Bøjer benet (det er svært og skaber en rimelig gakket gangart!)
  • Sørger for at holde det så højt som muligt
  • Putter is på regelmæssigt
  • Ikke går eller står mere end allerhøjst nødvendigt
  • Tager penicillin 10 dage mere (startede i sidste uge, fordi jeg havde feber)

Det er lidt en udfordring, når der er et godt stykke at gå fra bussen og til arbejdet – men det er gået ok de sidste to dage, dog er højre læg helt smadret pga. den gakkede gangart. På arbejdet har jeg fumlet mig frem til en løsning, hvor min skærm og mit tastatur står skævt, mens jeg har snuppet en kontorstol ekstra til at ligge benet op på. Det bliver godt med weekend og to dages fuld ro. Jeg synes allerede nu, at det ser ud til at det er helet meget bedre – tror det har hjulpet at nylontråden er kommet ud.

Det er OVERDREVET frustrerende, at jeg ikke kan gå/cykle derhen hvor jeg vil – lige pludselig har jeg et kæmpe behov for at komme på strøgtur, på Fields og en tur rundt om søerne for at kigge på ællinger. Samtidig er det helt forfærdeligt ikke at kunne træne – jeg ved godt det kun er i en periode, men føler jeg bliver slap og tør slet ikke hoppe på vægten.

Stay tuned – jeg håber, der kommer gode nyheder når jeg har været til tjek næste onsdag.

Det her er mig lige nu…

Selverkendelse, krykker og to plastre på knæet

Selverkendelse er svært – rigtig svært. Inderst inde har jeg jo godt vidst, at der ikke ville ske et mirakel og at jeg lige pludselig ville vågne op uden smerter i venstre knæ og bare kunne løbe derudaf. Det har været meget svært for mig at erkende, at mit store mål for 2014 – Øresund 1/2 Ironman – lige pludselig ikke kunne blive en realitet, og derfor har jeg udsat det uundgåelige. Men så skete der noget i fredags, der gjorde at jeg blev nødt til at handle og indse at denne sæson er ovre.

Siden mine knæproblemer startede efter Berlin Marathon, har jeg ikke kunnet løbe. Til gengæld har jeg cyklet og styrketrænet som en gal, og haft den opfattelse at så længe jeg bare kunne det, så kunne jeg da noget, og så ville knæproblemerne nok gå over af sig selv. Det gjorde de bare ikke, heller ikke efter 2 blokader og en del gange hos fysioterapeut. I fredags blev det så slemt, at jeg næsten ikke kunne cykle på arbejde – der indså jeg, at miraklet udeblev og at jeg selv blev nødt til at gøre noget. Så jeg skrev til forsikringsselskabet søndag aften, ringede til Teres Hospitalet Parken mandag formiddag og lige pludselig var jeg indehaver af en tid til operation i onsdags – ja, du læste rigtigt, i onsdags!

Lidt nervepirrende at måtte fortælle det nye arbejde, at jeg altså ikke lige kom onsdag…og nok heller ikke resten af ugen. De tog det rigtig pænt, og forsikrede mig om, at det jo må tage den tid det tager. Phew – jeg er godt nok glad for mine nye kollegaer! (de sendte mig også en super flot buket blomster, som stod foran døren da vi kom hjem fra hospitalet…hvor blev jeg rørt og glad!).

Så solgte jeg mine startnumre til Øresund og til Havnetri – det gav jo sig selv nu, at jeg ikke kommer til at deltage. Det var næsten med tårer i øjnene at jeg så startnummeret til Øresund ryge – men jeg ved det her er vigtigst, og at jeg så må komme stærkere tilbage i 2015!

Nå, onsdag kom hurtigere end jeg lige havde regnet med, og pludselig sad Daniel og jeg i venteværelset. Jeg var rigtig bange og meget nervøs. Jeg har en kæmpe nåleforbi, som er så slem, at jeg var mere bange for at få lagt drop, end for selve operationen. Uden at gå for meget i detaljer, så gik hele dropprojektet selvfølgelig heller ikke så godt, fordi jeg var så nervøs at mine blodårer besluttede at strejke! Super! Efter en del tårer fra mig og lidt banden fra sygeplejesken, blev jeg lagt i fuld narkose.

2014-05-07 12.43.05

Stadig ret groggy og ville bare helst sove videre

Da jeg vågnede, troede jeg først, at jeg var besvimet, og at operationen først lige skulle til at gå i gang. Så jeg var en anelse forvirret over at benet var pakket ind og at jeg var gået glip af det hele. Så fik jeg de typiske eftervirkninger af narkosen – jeg blev vildt ked af det og lå og græd lidt, og så begyndte jeg at fryse – jeg frøs så meget, at der måtte et varmetæppe til (Daniel syntes det var vildt sødt, at maskinen der pumpede varmen ind i tæppet hed en Bair Hugger og selve tæppet hed Snuggle Warm).

Jeg begyndte så småt at komme til mig selv, fik verdens bedste sandwich (hold op, hvor var jeg sulten!), og var meget spændt på hvad Thomas (kirurgen) havde fundet inde i mit knæ.

Status: jeg har fået fjernet en irriteret slimhinde, en slimhindefold og arvæv over min knæskal. Jeg er på krykker, men har heldigvis ikke så mange smerter som jeg havde frygtet. Den største udfordring er faktisk at finde en stilling der er behagelig for benet. Anbefalingen fra hospitalet er, at jeg skal blive hjemme fra arbejde indtil starten af næste uge – så alt efter hvordan de næste 3 dage går, så håber jeg virkelig på at være på arbejde igen på mandag. Det værste lige nu, er at jeg ikke kan komme nogle steder, og er lænket til sofaen – jeg må nemlig ikke gå og stå for meget her de første par dage.

Og det er her den virkelige udfordring for mig er begravet – at jeg bliver nødt til at lytte til kroppen og respektere at jeg ikke kan alt lige  nu – at det er ok, at jeg de næste par uger ikke træner 10 timer om ugen – at jeg ikke ender med at veje 20 kg. mere end jeg gør lige nu, fordi jeg er ude af spillet et stykke tid (forhåbentligt kan jeg cykle på arbejde allerede om 1-2 uger!)…etc…etc.

2014-05-08 20.42.49

Og sådan ser det ud – 2 fine plastre på venstre knæ og nogle meget fine syninger nedenunder.