Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 2

De sidste 48 timer har jeg brugt på langs på sofaen med migræne og maveinfluenza. Det er vist meget normalt at blive syg efter marathon, men det har ikke været særligt sjovt. Til gengæld har det givet mig tid til at tænke over hvad det var der egentlig skete i søndags. Så her kommer beretningen fra selve BMW Berlin Marathon 2013 🙂

Søndag morgen stod vi op kl. 6 og spiste vores medbragte havregryn og drak en masse vand. Det var ikke fordi appetitten var overvældende, men ned skulle det jo. Starbucks havde ikke åbent på den tid af dagen, men heldigvis lå der en McDonalds lige overfor, hvor vi fik vores kaffefiks. Hotellets lobby var fyldt med løbere, og da vi bevægede os over mod startområdet kl. 8 gik det for alvor op for mig, hvad det var vi skulle i gang med. Efter lidt forvirring (startområdet var KÆMPE stort) fik vi afleveret vores tasker og aftalt et mødested efter løbet.

Fordi det var vores første marathonløb skulle vi starte bagerst, så vi bevægede os over mod blok H. Luften sitrede af nervøsitet og lige meget hvor man kiggede hen var der spændte og forventningsfulde løbere. På det her tidspunkt følte jeg mig ret afklaret og var egentlig ikke længere nervøs. Jeg glædede mig til at komme i gang. Det var en overdrevet smuk morgen, disen hang let over Reichstag og mens vi ventede på at blive sendt afsted var himlen blå og solen brød frem. Og så må jeg indrømme at jeg var meget tæt på at fælde en tåre, da eliten blev skudt afsted 8:45 og de gule balloner blev sendt til vejrs. Det var virkelig meget rørerende.

Klar til start iført fine gule plastikposer
Berlin Marathon 2013

De gule balloner bliver sendt afsted (billedet er lånt fra Berlin Marathon’s facebook side)
Berlin Marathon 2013

De første par 100 meter løb Daniel og jeg sammen og skiltes lige efter Sejrssøjlen (han løber nu engang hurtigere end mig). Der var mennesker overalt og en del kilometer løb jeg og smilede helt uhæmmet. Jeg var helt høj over at være en del af så stort et arrangement.

Masser af overskud
Berlin Marathon 2013

Omkring 21 km havde min blære fået rigeligt med vand, gel og energidrik og selvom det irriterede mig lidt, stillede jeg mig i kø til de transportable toiletter. Inde i “boksen” gik jeg til gengæld i baglås – der var VIRKELIG klamt! Så efter lidt debattering frem og tilbage, besluttede min blære og jeg at det der tisseri vist godt kunne vente (ja, jeg er lidt sart). Så videre gik det, og jeg havde det stadig rigtig godt. Jeg var startet ud i et meget langsomt tempo, både fordi jeg var bange for at bruge al min energi og samtidig fordi der simpelthen var så mange mennesker at jeg hurtigt opgav at løbe zig zag hele tiden (zig zaggeriet endte med at koste 800 m – så da jeg løb over målstregen havde jeg løbet 43 km!).

Undervejs på ruten var der masser af bands og opbakningen fra de danske tilskuere var FÆNOMENAL! Det gjorde at jeg ikke på noget tidspunkt løb med musik i ørerne, selvom ipod’en ellers var med. Jeg gjorde mit bedste for at nyde stemningen, og suge alle indtryk til mig (hvor tit løber man f.eks. bagved Asterix og Obelix?). Og så må jeg sige, at de 300 kr. min t shirt med påtrykt Danmark kostede mig, er de bedste 300 kr. jeg har brugt i lang tid. Sikke et boost det gav når man kom forbi en gruppe danskere med flag og båthorn og alt muligt andet og de råbte “KOM SÅ DANMARK”. 1000 millioner tak til jer!

Indtil omkring 32-33 km havde jeg det faktisk rigtig godt. Benene begyndte selvfølgelig at blive lidt ømme, men ellers følte jeg ikke på noget tidspunkt at muren nærmede sig. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde mig hydreret, og drak både energidrik og vand i de fleste depoter (suppleret med gel hver 5. km). Heldigvis fungerede det fint, og jeg havde ingen problemer med maven på noget tidspunkt. Ved 33 km blev det alligevel for meget for blæren, og endnu engang stillede jeg mig i kø til de fine pink toiletter – jeg kom heldigvis ind på et der ikke var overdrevet klamt og fik klaret min “business”. Vel ude af boksen gik jeg lidt, og her begyndte mit venstre knæ at drille. Det føltes lige pludselig meget hypermobilt og som om det ikke helt ville holde. Jeg prøvede at løbe lidt igen, og fandt ud af at det var bedre at løbe end at gå. Så fremad gik det – omend langsomt.

Det begynder at gøre ondt
Berlin Marathon 2013

I stedet for at smile koncentrerer jeg mig om at trække vejret…
Berlin Marathon 2013

De næste 5-6 km var lange…MEGET lange. Jeg følte ikke jeg kom nogle vegne, og på det tidspunkt var mit ur næsten 1 km foran de officielle kilometerskilte. Men stadigvæk ingen mur – heldigvis. Der var kun lige 4-5 minutter hvor jeg blev lidt let i hovedet og lige måtte minde mig selv om hvad det var jeg var i gang med – her hjalp de mange danskere endnu engang, og heldigvis stod der en gruppe midt i min minikrise, som opdagede at der stod Randi på mit startnummer, og begyndte at råbe “KOM SÅ RANDIIIIII”. Det fik mig tilbage til virkeligheden og krisen var overstået.

2 km tilbage og benene fik nyt overskud. Jeg kunne høre menneskemængden på Unter den Linden og viste at lige om lidt havde jeg gennemført mit første marathon. Det var ikke til at tro på og jeg måtte kæmpe lidt med at holde tårerne tilbage. Lige siden vi startede på træningen mod marathon, har mit motto været “Finish Strong”, og det ville jeg også gøre nu.

Finish Strong!
Berlin Marathon 2013

I mål – og en tåre bliver tørret væk 😉
Berlin Marathon 2013

Min officielle tid blev 5:04:34 (efter 43 km!) og min egen tid på mit ur blev 4:59:05 🙂 Jeg er meget tilfreds – det var mit første marathon og hele vejen igennem en god oplevelse.

Efter mål havde jeg kun en ting i hovedet, og det var at finde Daniel og sikre mig at han også var kommet helskindet igennem løbet. Det var han og vi stavrede hjem til hotellet. Stolte, glade, trætte og med meget stive ben. Heldigvis virker det til at vi er sluppet uden skader. I dag, 5 dage senere, har jeg slet ikke ondt i benene. Min venstre hæl er en lille smule øm, men det er det eneste. Vi har begge to mod på mere og jeg glæder mig allerede til Københavns Marathon næste år. Og ja, vi har også meldt os til lodtrækningen om startnumre til Berlin 2014 😉

Stolt, rørt og meget træt
Untitled

Daniel med sin medalje
Untitled

Min nye yndlingstshirt
Untitled

Follow on Bloglovin

Reklamer

5 thoughts on “Ich bin ein Berliner…Marathonläuferin! Del 2

  1. Superfed historie! Jeg sidder her og smiler og bliver helt rørt på jeres vegne og glæder mig helt vildt til selv at prøve kræfter med sådan en maraton… Håber at få lov i Berlin til næste år og tror da bestemt en Danmark t-shirt skal på budgettet! Stort tillykke til jer begge 2 – Virkelig flot gået!

  2. Pingback: Selverkendelse, krykker og to plastre på knæet | Take Me to the Finish Line

  3. Pingback: Tilbageblik – Berlin Marathon 2013 | Take Me to the Finish Line

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s