Bye, bye, Copenhagen Marathon

Det er nu 2 uger siden, at jeg gennemførte mit første halvmarathon. Det var en virkelig god oplevelse. De første 4 km. var jeg i krise og troede slet ikke på projektet, så fik jeg fundet en god rytme og alting spillede indtil jeg ramte 17 km. mærket. De næste 3 km. var LANGE. Jeg skiftevis løb og gik. Jeg havde glæden af at løbe på den største vabel jeg nogensinde har haft under foden. Mine hofter gjorde ondt, mine ben gjorde ondt – ja, alt gjorde ondt. Den sidste km. tog fanden ved mig, Britney Spears og Will.I.Am råbte og skreg i ørerne på  mig, og det gav mig det sidste boost, så jeg sprintede over mållinjen. Min tid behøver vi ikke snakke så højt om, men jeg løb væsentligt hurtigere end jeg havde turdet håbe på (ca. 2:18).

Daniel gennemførte også og på cykelturen hjem fra Gunnar Nu Hansens Plads var vi en anelse overstadige, stolte og fortrøstningsfulde omkring at gennemføre marathon. Efter at jeg havde fået strukket ud og fået et langt varmt bad, så tingene dog noget anderledes ud. Min højre fod gjorde ondt! Virkelig ondt. Så ondt at vi måtte afslå at tage med mine forældre i Tivoli og fejre vores løb med en is – jeg kunne simpelthen ikke gå derover (vi bor lige overfor og kan se hovedindgangen fra vores lejlighed).

Mandag var det ikke meget bedre – jeg kunne kun lige med nød cykle på arbejde og humpede ellers rundt og så ynkelig ud. Tirsdag ligeså. Onsdag tog jeg til lægen og fredag blev foden røntgenfotograferet. Der er heldigvis ikke nogle brud, men jeg har højst sandsynligt overbelastet mine sener. Foden gør stadig rigtig ondt og for en uge siden prøvede jeg at løbe forsigtigt på den – det gik slet ikke. Så jeg må jo nok indse, at den skal have ro. I morgen skal jeg have ringet til en fysioterapeut og så må vi se om han/hun kan udføre mirakler.

Jeg skal desværre også ringe til Spartas Løbskontor og bede om at få overflyttet mit startnummer til Copenhagen Marathon til 2014. Jeg har været meget i tvivl om beslutningen, så meget at jeg endda fik to kollegaer til at regne ud hvor lang tid marathon ville tage mig hvis jeg gik meget af turen. Men Berlin venter rundt om hjørnet, og det vil jeg gøre næsten hvad som helst for ikke at misse, så derfor bliver jeg nødt til at være fornuftig og lytte til min krop og give foden ro til at komme sig. Så det næste løb jeg har på programmet er Københavns Kvindeløb i juni.

setback

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s