Bye, bye, Copenhagen Marathon

Det er nu 2 uger siden, at jeg gennemførte mit første halvmarathon. Det var en virkelig god oplevelse. De første 4 km. var jeg i krise og troede slet ikke på projektet, så fik jeg fundet en god rytme og alting spillede indtil jeg ramte 17 km. mærket. De næste 3 km. var LANGE. Jeg skiftevis løb og gik. Jeg havde glæden af at løbe på den største vabel jeg nogensinde har haft under foden. Mine hofter gjorde ondt, mine ben gjorde ondt – ja, alt gjorde ondt. Den sidste km. tog fanden ved mig, Britney Spears og Will.I.Am råbte og skreg i ørerne på  mig, og det gav mig det sidste boost, så jeg sprintede over mållinjen. Min tid behøver vi ikke snakke så højt om, men jeg løb væsentligt hurtigere end jeg havde turdet håbe på (ca. 2:18).

Daniel gennemførte også og på cykelturen hjem fra Gunnar Nu Hansens Plads var vi en anelse overstadige, stolte og fortrøstningsfulde omkring at gennemføre marathon. Efter at jeg havde fået strukket ud og fået et langt varmt bad, så tingene dog noget anderledes ud. Min højre fod gjorde ondt! Virkelig ondt. Så ondt at vi måtte afslå at tage med mine forældre i Tivoli og fejre vores løb med en is – jeg kunne simpelthen ikke gå derover (vi bor lige overfor og kan se hovedindgangen fra vores lejlighed).

Mandag var det ikke meget bedre – jeg kunne kun lige med nød cykle på arbejde og humpede ellers rundt og så ynkelig ud. Tirsdag ligeså. Onsdag tog jeg til lægen og fredag blev foden røntgenfotograferet. Der er heldigvis ikke nogle brud, men jeg har højst sandsynligt overbelastet mine sener. Foden gør stadig rigtig ondt og for en uge siden prøvede jeg at løbe forsigtigt på den – det gik slet ikke. Så jeg må jo nok indse, at den skal have ro. I morgen skal jeg have ringet til en fysioterapeut og så må vi se om han/hun kan udføre mirakler.

Jeg skal desværre også ringe til Spartas Løbskontor og bede om at få overflyttet mit startnummer til Copenhagen Marathon til 2014. Jeg har været meget i tvivl om beslutningen, så meget at jeg endda fik to kollegaer til at regne ud hvor lang tid marathon ville tage mig hvis jeg gik meget af turen. Men Berlin venter rundt om hjørnet, og det vil jeg gøre næsten hvad som helst for ikke at misse, så derfor bliver jeg nødt til at være fornuftig og lytte til min krop og give foden ro til at komme sig. Så det næste løb jeg har på programmet er Københavns Kvindeløb i juni.

setback

17.2 km – tjek!

Der har været radiotavshed her på bloggen, og jeg må med skam meddele at det også har stået ret stille på løbefronten. Så stille at jeg faktisk er ved at blive lidt bekymret for min deltagelse i Copenhagen Marathon!

Søndag for to uger siden besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte få taget hul på bylden og få startet på de lange ture igen, efter 1½ måned med småture på 6-8 km. Det blev til 17.2 km i det dejlige solskin og den kolde luft. Jeg kom igennem Søndermarken, rundt om Damhussøen og Damhusengen, igennem Grøndalsparken og hjem ad Gothåbsvej. Det hele tog mig ca. 2 timer og jeg kan godt mærke at det gik hårdt ud over kroppen. På den positive side, så er det kun ømme muskler jeg døjer med – jeg mærkede intet til skinnebensbetændelse og der var heller ingen problemer med fødderne.

Sidste gang jeg løb langt fik jeg de største og ondeste vabler jeg nogensinde har oplevet – på mine tæer! Jeg har fundet løsningen, så på denher tur fik jeg kun en begyndende vabel under foden (og det er jo nemt nok at forebygge med plaster). Og hvad er min løsning? Toesocks fra Injinji! Til at begynde med følte jeg mig lidt fjollet med separerede tæer, men de er kanon at løbe med og mine tæer gnaver ikke længere mod hinanden! (se venligst bort fra ekstremt vinterblege ben)

Løb

I søndags gentog jeg så successen, og fik løbet omkring 12 km. Igen i utroligt smukt, men koldt vejr. Denne gang løb jeg langs søerne, ud til kastellet og hjem langs havnen – det er nok en af mine favoritture. Jeg fik timet det så fantastisk, at da jeg ramte Vester Farimagsgade igen kl. 12, så delte 7/11 gratis is ud – mums.