Änglamark Nytårsløb

I morges da vækkeuret ringede kl. 8, var det noget af en deprimerende udsigt vi havde. Jeg tog billedet nedenfor lige inden vi skulle ud af døren ved 9-tiden – det var noget af en våd fornøjelse og havde vi ikke meldt os til Nytårsløbet, så tror jeg ikke vi var kommet ud og løbe.

Anglamark Nytårsløb 2012

Nå, afsted gik det mod Fælledparken på cykel med regntøj ud over løbetøjet. Startnummeret sad klar på maven og chippen var sat på skoen.

Anglamark Nytårsløb 2012

En glad løber (uden hænder!?!?) venter på at komme ud på de 10 km.

Anglamark Nytårsløb 2012

Det var en kold, våd og blæsende oplevelse og ruten var ikke videre inspirerende – 2x 5km rundt om Fælledparken. Resultatet var heller ikke ophidsende – 1:05:26. Optur var det dog at komme i mål og mæske sig i kransekage og honninghjertebomber – MUMS!

Det er 2. år Daniel og jeg løber Änglamark Nytårsløb og selvom vejret ikke var super i dag, så er det et enormt hyggeligt løb og folk er i godt humør – og nogle er tilmed klædt ud 🙂

I aften står den på lækker mad fra Dag H og byens bedste kransekage fra Kirstens Konditori, som nu kan nydes med god samvittighed.

GODT NYTÅR!

Kom an 2013!

2012 er så småt ved at være forbi og et nyt friskt år venter forude. Det er så nu man bør gøre status over året der gik og lave nytårsfortsætter for året der kommer – og det skal jeg da heller ikke føle mig for fin til at gøre 😉

2012

Blev året hvor jeg for alvor kom i gang med at løbe igen og endelig kom over min skade i foden. Jeg deltog i 8 løb – heraf 2 triathlons. Jeg løb min længste tur nogensinde på 16 km! Jeg opdagede begejstret forfodsløb, for så at beslutte mig for at det ikke duede for mig alligevel. Jeg blev afhængig af mine pink kompressionssleeves. Jeg var ambassadør for KMD 4:18:4 og mødte nogle spændende jernmænd og damer. Jeg investerede i masser af nyt løbetøj (og almindeligt tøj) fordi jeg tabte mig 6 kg! Jeg lærte ikke at elske squat-øvelser, men arbejder på sagen. Jeg blev bedre til at svømme crawl. Jeg kom under 30 min på 5 km. Jeg lærte hver en centimeter af stierne rundt om søerne i København at kende.

Men vigtigst af alt, jeg fik lysten til at løbe tilbage!

2013

  • Tab de sidste kilo
  • Gennemfør mit første (og andet) marathon
  • Få en endnu bedre tid på 5 og 10 km.
  • Squat squat squat
  • Find nye spændende ruter
  • Deltag i flere løb – det er bare sjovere når man er flere

Keep Calm and Run On

The Nonrunner’s Marathon Guide for Women

For et par måneder siden blev jeg færdig med “The Nonrunner’s Marathon Guide for Women” af Dawn Dais. Bogen slår sig op på at være en guide til den lidt dovne kvinde der har lidt svært ved at få lettet rumpen fra sofaen – forfatterinden selv mener, at hvis hun kan løbe et marathon så kan ALLE løbe ét. Jeg købte den fordi, den lod til at have en mere humoristisk tilgang til hele projekt “Løb et marathon” og det kan jeg godt lide.

Man skal ikke købe bogen, hvis man regner med at få konkrete og veldokumenterede råd og vejledninger. Der er et løbeprogram med, men det er sat op til at man mere skal gå/løbe et marathon end at man skal løbe det. Det er et meget overskueligt program og jeg har selv fulgt det i et par uger – dog mangler jeg noget interval etc.

Det er en sjov bog, og kan man lide en ret ironisk og sarkastisk tone, så er den helt klart værd at investere i. Jeg gav kun ca. 9 £ for den på amazon.co.uk og det er efter min mening et godt køb. Jeg har et par bøger der mere konkrete og som handler om træning, træningsmængde, ernæring, skader etc. etc. etc. og de er alle sammen vældig gode, den her gav bare lige det lidt mere humoristiske indslag, som gør at mit første marathon ikke virker så “farligt”.