Frustration og sygdom

Nu er det over en måned siden at jeg sidst har fået skrevet på bloggen – det er for dårligt. Overskuddet har ikke været så nemt at finde på det seneste, og jeg er ikke sikker på at det bliver bedre i nær fremtid. Men nu prøver vi alligevel med et lille indlæg 🙂

Først en status over hvordan det egentlig går med det der løb:

Lørdag den 10. november var jeg ude på min hidtil længste tur. Det blev til 16 km på 1:53:55 og jeg var pavestolt da jeg kom hjem – og indehaver af 2 virkelig store vabler!

Søndag den 18. november var Daniel og jeg med til et “Fun Run” i forbindelse med optagelse af promotion-materiale til VM i Halvmarathon 2014. Det var en rigtig god oplevelse og jeg håber virkelig at jeg om ca. 40 min. er indehaver af et startnummer.

Ellers har den stået på ture af ca. 8 km og det går rigtig godt – foden har det fint, benene bliver ømme og jeg får klaret hjernen.

Dog har jeg ikke løbet de sidste 6 dage! Jeg har haft en omgang sygdom IGEN! Daniel og jeg havde taget fri fra arbejde i fredags for at have en rigtig hyggedag. Jeg vågnede med ondt i halsen, men gjorde mit bedste for at ignorere det. Lørdag blev det så lige lidt værre og søndag måtte jeg indrømme overfor mig selv at jeg var blevet syg igen. I går og i dag er blevet brugt på sofaen, hvor jeg har sovet rigtig meget og pudset en hel del næse. Jeg håber på at komme på arbejde i morgen og måske tage en kort løbetur når jeg kommer hjem.

Og det er her frustrationen sætter ind – hvordan kan det være, at når det går rigtig godt med træningen, så rammer man lige en sygdomsvæg? Jeg synes tit det sker for mig – ved ikke om mit immunforsvar ikke kan følge med eller om jeg måske burde spise lidt flere vitaminer!? Frustrerende er det i hvert fald! Men på den positive side, kan jeg så konstatere at jeg er ved at være en “rigtig” løber. Jeg glæder mig til at komme ud og løbe igen og jeg savner det virkelig meget, når jeg ikke kan andet end at ligge på sofaen i selskab med Kleenexpakken. Krydser fingre for i morgen!

Reklamer