Friløbet 2012

Der kom til at gå lidt længere tid siden den sidste post, end jeg lige havde regnet med. Arbejde, træning og alt muligt andet kom lige på tværs.

Men men, der bliver stadig løbet! I søndags deltog Daniel og jeg i Nykredit Invest Friløbet 2012 – og det gik over al forventning. Jeg løb de 10 km. på 1:05:28 og er fuldt ud tilfreds. Der var to flaskehalse, hvor jeg blev tvunget til at gå i ca. 15-20 sekunder og så stoppede jeg også op i ca. 30 sekunder for at få en tår vand – men ellers løb jeg hele vejen, hvilket jeg er lidt stolt over 🙂 Som udgangspunkt var det et rigtig godt løb, men som sagt var der nogle flaskehalse der ikke var så hensigtsmæssige – men folk gav ok med plads og jeg blev kun skubbet et par gange. Turen igennem Tivoli var en oplevelse i sig selv, og jeg fik faktisk lidt kuldegysninger da vi løb ind af hovedindgangen – jeg kan ikke helt forklare hvorfor.

Her er beviset på at jeg i hvert fald havde et startnummer

Friløbet

Og her er beviset på at jeg gennemførte 😉

Friløbet resultat

Jeg er startet på et 20-ugers maratonprogram fra bogen The Nonrunner’s Marathon Guide for Women. Daniel mener at det er for hårdt (4x løb om ugen), men jeg synes det ser rimeligt overskueligt ud. Lad os se hvad jeg mener om et par uger 😉 Så skal jeg også nok anmelde bogen så snart den er læst HELT færdig.

Og en lille status på projekt vægttab – der er nu tabt 4 kg!

Venindeløb 2012

I dag blev der løbet venindeløb i Amager Strandpark og jeg fik slået min egen rekord med 1 sekund…jo jo, bedre end ingenting. Mit venstre knæ og ankel har gjort en anelse ondt siden de 10 km. i mandags, men under de 5 km. i dag gik det overraskende godt. Jeg er så stolt af både Marianne og Charlotte på billedet herunder. Marianne fordi hun er blevet en super løber på ret kort tid og Charlotte fordi hun løb drønhamrende hurtigt, selvom hun ikke har løbet i flere måneder! Sejt løbet ladies 🙂

Som udgangspunkt var det et meget godt arrangeret løb – dog var vi alle enige om, at der var for lidt plads på ruten. Lige efter start var der et skarpt sving til venstre og en meget smal sti – det gav en del flaskehalsproblemer. Og så er der altså en del deltagere der stadig ikke helt har forstået konceptet med at holde til højre når man f.eks. stopper for at gå. Jeg var ved at brage ind i flere undervejs og ens rytme blev hele tiden afbrudt. Men igen, en god søndagsløbetur sammen med dejlige mennesker 🙂

I dag er det en måneds tid siden at Daniel og jeg startede med at bruge app’en “myfitnesspal” til at tælle kalorier. Status er at jeg har tabt mig 3 kg og er blevet meget mere bevidst om hvad jeg egentlig har lyst til at “spilde” mine kalorier på. Det er også fedt allerede at kunne mærke det på mit tøj – i går var jeg i H&M og det var første gang i lang tid at jeg ikke kiggede mig i spejlet og kun så negative ting – jeg følte mig godt tilpas! FED fornemmelse – så jeg klør på og håber på at få smidt yderligere 7 kg.

3 damer på tur (plus 2 mere der ikke var så fotovillige)

Venindeløb 2012

Træt men klar til at løbe

Venindeløb 2012

In action
Venindeløb 2012

10 km!!!

Efter en rigtig god koncert med Lady Gaga i søndags, havde Daniel og jeg taget fri om mandagen. Da jeg vågnede kunne jeg mærke at benene var gode (det var hovedet måske ikke helt)…men jeg besluttede at tage tyren ved hornene og kastede mig ud i at løbe 10 km. for første gange i MANGE MANGE år! Efter en time og ni minutter kom jeg “i mål” og var pavestolt. Så nu ved jeg at jeg kan gennemføre Friløbet om et par uger 🙂

På søndag står den på Venindeløb i Amager Strandpark og jeg glæder mig.

Her lige to billeder fra DHL 🙂

DHL 2012

DHL 2012